Læsetid: 7 min.

Uædle vilde men frie

Sentimental Journeylism i Irak-krigens klæbrige skygge
19. april 2003

Allerede ved afrejsen fra København H. går det galt. En ældre ventende svensker spørger høfligt den uniformerede DSB-mand, ud for hvilket perronafsnit sovevognen vil komme til at holde. »Tal dansk!« hvæser DSB’s repræsentant for nationen – »Jeg kan ikke forstå, hvad du siger!«
Den ældre svensker giver hovedrystende op, og vi træder til så godt som muligt, når det nu faktisk ikke fremgår af nogen skiltning, hvor på den lange perron sovevognen vil rulle frem.
Togskift i Køln og koldt solskin. Katedralen rager godt op over det svungne glastag. En sorthåret yngling går nervøst frem og tilbage i den åbne og temmelig tomme kupe. Ud på toilettet og tilbage igen, telefonerer højt på et meget fremmed sprog og henvender sig til sidst til os for at høre, hvor langt der er til Basel.
Toget til Paris går over Bruxelles, og dér skal han skifte. Han har tysk asylpas, er i tæppebranchen! – 21 år og på vej til at besøge en fætter i Schweiz, nervøs for sin kurdiske familie hjemme i det nordlige Irak.
»Ich bin kurder, nicht arabisch!« – betoner han flere gange og fremviser et slidt fotoalbum med små søskende og en fyldig gråhåret far på divanaen. Der er også et billede af ham selv, professionelt i gang med at montere et lyseblåt væg-til-væg-tæppe.
Morgenlyset gråt og sølv, i lodrette striber langs skodderne. De vandrette gesimser kaster flade skygger, og gaden får scenekarakter skråt oppe fra værelsets smalle altan.
To damer snakker venligt sammen, den ene med utålmodig hund i snor strakt videre hen langs fortovet. En mand i jakke og udtrådte sko hjembringer en baguette med tyndt papir om. Han snuser til det lange brød og trasker uden om hunden.
Det er Irak-krigens fjerde dag. På fransk tv siger de, at irakerne stadig kan købe brød i Bagdad. De tager det næppe så selvfølgeligt som her i Rue La Bruyère med alt, hvad man kan begære – bar og tabac, en bager med pyntede kager, kiosk, grønthandel med vin og vand og flere cafeer med sandwich over disken.
Sidenhen bliver det billederne af plyndrende og sårede, der kommer til at fylde skærm og forsider. Og indimellem de skrævende amerikanske soldater i paladsets lænestole. Men hænderne kom i fokus efter bare to dages angrebskrig. På avissiden stak de ud af billedet fra et sammenrullet militærtæppe, så man selv kunne gætte, hvad der gemte sig længere inde i puppen.
Det var pæne hænder, med velformede negle og kraftige fingre, helt indsmurt i brun sandjord. Som levende pottemagerhænder, hvis ikke sammenhængen godtgjorde, at der var tale om en død soldat.
Hvad var det, de hænder mindede om? Hvorfor gjorde de så voldsomt indtryk? Måske fordi Otto Dix for længst har tegnet dem. Kartonerne til hans store malede krigstriptykon fra Første Verdenskrig hang i Centre Pompidou på en særudstilling, sammen med skitser af den oppustede og skabede sjakal i billedets venstre hjørne og soldaternes kranieagtige fjæsinghoveder med huller og øjenhuler.
Han er saglig, Dix. Kold og kulørt. Tegneserieagtige skitser veksler med omhyggeligt udført studier. Det er gennem den slags tidskrævende, levende og tegnet undren, at krigsfotografen og redaktionssekretærerne lynhurtigt ser de døde hænder ud af det grå filttæppe.
Dix’ tegninger er igen tilbage i de retmæssige samlinger, men Nicolas de Staëls malerier hænger forsat i Beabourg-centret.
Det er et stort værk, men nok overset i sit lyriske og kraftfulde farvespil, hen over en Anden Verdenskrig mod et selvmord i de tidlige 1950’ere.
Det hedder sig altid, at billedkunstnere og arkitekter efter Første Verdenskrig begyndte helt forfra og ville designe et nyt samfund oven på skyttegravene. De vidste, hvad de søgte, og troede selv, de kendte midlerne, faconerne, den sociale teknik.
Det var der flere, der ikke gjorde efter Anden Verdenskrig, i alt fald ikke på realisternes saglige måde. Staël er en af dem. Wols en anden, Pollock en tredje, og det kostede dem, patetisk sagt, livet. Jorn klarede i første omgang skærene trods sit store Stalingrad-billede, og Constant legede, at maleriernes gitterværker var byutopier.
Man mister vejret, når man går gennem salene med Staëls værk på Pompidou. Det er overvældende i både omfang og udtryk. Minder om mere kendte, spidse og grove malemåder fra dengang lige efter pigtråd og paddehattesky, men på en anderledes udforskende måde:
På den igen, streger i rum, farver i rum, rum efter rum, det holder jo aldrig op, lige meget hvor brovtende amerikanerne opfører sig, nu også i Irak. Men det klistrer til tanken som en tynd klæbrig film, at det hele gentager sig.
I en anden Pompidou-sal kværner Philippe Starck om sine skøre designprodukter og stolestabler. Han har stablet sig selv op som søjlehelgen, i en halvcirkel af hermer med lysende ansigtsprojektioner, snakkende og snakkende om form og funktionalitet. Om sin Samsonite-kuffert, sin lystbåd og sin citronpresser. Det holder heller aldrig op. »Der skal gafler, der skal knive, til at holde os i live« – som Rifbjerg og Jensen skrev i en gammel 60’er-revy...
Eller som Storm P. så nogenlunde gnæggede i tidsskriftet Vore Herrer, midt under den russiske revolution: »Hvorfor kan sovjetterne ikke lære at holde bordskik? – frem for at bruge bestikket til at skære hovederne af hinanden med...«
En biker på det nyåbnede Palais de Tokyos højloftede cafe i Paris har ikke forstået nogen af delene. Han sidder i sin nystrøgne camouflagedragt, åndsfraværende med gaffel og tallerken på knæet og cyklen vendt om på sadlen ved siden af den dybe lænestol, parat til en lapning – eller lapsning?
Udenfor rasler skaterne forbi langs monumentaltrappen. Det nye center er et fleretages bombet lokum og lige nu fyldt med såkaldt hardcore politisk kunst. Egentlig ikke propagandistisk, snarere kynisk konstaterende.
På flere metrolinjer er der messingmusikanter under kørslen. Det ligner et samlet attack. De trutter gamle musicalhits og ville lige have været noget for Asger Jorn og hans situationist-kammerater. Mangler bare epauletter og s0ldaterkasketter.
Der var engang, en kold krig truede mellem øst og vest, eller varme krige mellem Europa og kolonierne. Og fronterne er trukket lige sådan nu. Amerikanerne som de selvgode og araberne, muslimerne, som de uciviliserede onde eller bare undertrykte.
Særaftale med Josephine Baker på Cinématèque de la Danse. Arkivet har klip fra hendes variete-optræden og spillefilm. I den ene kommer hun som naturbarnet Papitopu til artdeco-Paris fra en Knold-og-Tot-ø, i en anden er hun negerprinsesse Tan Tan, der bliver vild i varmen, når natklubrytmerne dunker. Og i Zou Zou danser hun med sin egen skygge på bagscenen uden at opdage, tæppet er gledet fra.
Det afgørende er, at hun danser så utrolig godt med en vitalitet og kropslig frihed, som gør indtryk langt ude over bananskørtet, grimassserne og de vippende bryster. Det kan man kun ane på fotografierne fra dengang. På film tager livligheden pusten.
Men Cinématèquet kan ikke uden videre frigive kopier af sine klip, fordi rettighederne ligger hos filmselskaberne. I Danmark ville en film om kunstneren Josephine ellers have interesse på grund af hendes rolle som naturlighed for PH og de jazzradikale.
Filmen om Papitou viste Josephine Baker selv i sin amerikanske hjemby. Hendes sorte bysbørn var begejstrede – hun havde gennembrudt racemuren, dengang i 1920’erne. Selv om det er tydeligt, at den billige del af tricket har ligget i, som ung og funklende sort kvinde at spille abekat og skør, som det hed i en københavnsk revyvise fra dengang.
Hvad forestiller irakerne, når de render rundt og stjæler møbler på tv? Er det nu dem, der er de uædle og olieglinsende? Er det dybest set derfor, de skal nakkes, trynes, skæres ned, kulturarven smadres og civilisationen endelig indføres?
Billedet af amerikanske soldater i fjendens chaiselonger blev et indledende hit. »Man gynger den hele udslagne dag i dejlige lænestole, og det kommer an på enhvers behag, om man gider gå i skole« – som det huskes fra Flugten til Amerika – og det er de samme lænestole, den undertrykte irakiske befolkning nu kommer slæbende med ned ad trapperne og gennem gaderne, og med kontorskabe, reoler, ventilatorer, hele airk0nditioneringsanlæg, vinkende og overmodige, eller rettere sagt – så er det de billeder, tv-skærmene viser.
Sådan er det under enhver revolution, udtaler USA’s forsvarsminister, Rumsfeld. Og bebrejder pressen, at den fokuserer på plyndringerne og lovløsheden i stedet for at glæde sig over, at et land er blevet befriet for en diktator.
En dansk politibefalende med speciale i bosniske forhold undrer sig på dansk tv over, at der ikke i god tid er tænkt på at dæmme op for lovløsheden i de irakiske byer. Men:
»Frihed er noget rod. Og frie mennesker har frihed til at tage fejl og begå forbrydelser og gøre forkerte ting« – siger Rumsfeld.
Det er ikke længere bomulds- og ghettonegrene, der mimer frihed. Den rolle er – nu – åbenbart overladt, givet videre, til et arabaisk medieproletariat, der stjæler med arme og ben i stedet for at danse nøgne og charmerende rundt som minstrel-shows og Josephine i forrige århundrede.
Forholdet mellem fiktion og fakta er blevet mere rummeligt i nye medieformer. Det er værre med de virkelige begivenheder i Irak. Hænderne strakt skråt ud af filttæppet er stadig det mest sigende i den sag. Især når det er Otto Dix, der har tegnet fingersproget.

*Centre Pompidou, Paris: Nicolas de Staël, til 30 juni. Philippe Starck, til 12. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her