Læsetid: 4 min.

Udsendte vrøvlehoveder

Den flok korrespon-denter, som tv-stationerne har sendt ud for at dække krigen mod Irak, leverer intetsigende indslag uden troværdighed, fastslår professor
2. april 2003

Den stakkels journalist er helt forvirret.
Netop landet ligger varmen fra det arabiske land ham som et filttæppe over ham.
I hotellets foyer stresser et virvar af udenlandske kolleger omkring og snakker i mobiltelefon eller gør klar til at sende – live – hjem.
Kollegerne har helt sikkert meget vigtige informationer om krigen, tænker den danske journalist.
Svedende tænker han febrilsk på, hvordan han misser mindst tre vigtige pressemøder hos de amerikanske styrker, mens han på rustent engelsk forsøger at klare den mængde af små tekniske problemer, der skal løses for at få hul igennem til TV-Byen eller Kvægtorvet.
Der er få timer til, at de første minutters indslag skal live hjem til de danske stuer.
En redaktionssekretær må over telefonen hastigt læse de vigtigste telegrammer op for den svedende journalist, så han i det mindste er klar over den seneste udvikling.
Et langt bad på det air-conditionerede luksushotel får journalisten til at se lidt friskere ud, før han er direkte på og studieværten derhjemme spørger: Hvad kan du så fortælle os om den seneste udvikling i krigen?
Journalisten rømmer sig.
Selv om krigen er hundredevis af kilometer væk, begynder han alligevel at væve et svar.

Lav troværdighed
Den store hob af korrespondenter, som både Danmarks Radio og TV 2 sendte ud i kølvandet på krigen, udgør et adelsmærke for mediernes dækning af krigen.
Jo flere korrespondenter, jo bedre dækning, er devisen på TV-kanalerne og i morgenaviserne.
Korrespondenterne skal være seernes øjne og ører i brændpunkterne tæt på krigen.
De skal sikre uafhængighed af telegrammer og udenlandsk TV og skabe en oplevelse af, at seerne kan følge med i begivenhedernes centrum.
Alt i alt er de mange korrespondenter med til at give tv en høj troværdighed i dækningen af krigen.
Mener tv-kanalerne.
I virkeligheden undergraver de mange dårligt forberedte korrespondenter tv-kanalernes troværdighed og snyder seerne, mener professor i kommunikation Kim Schrøder, Roskilde Universitetscenter.
»Korrespondenterne kommer meget i lommen på deres kilder, som er talsmænd fra de angribende styrker og internationale nyhedsbureauer. De bliver talerør for vestlige militære kilder. Dermed bliver der tale om en fingeret troværdighed,« siger professor Kim Schrøder, der beskæftiger sig særligt med tv-kanalernes dækning af krigen.
Han henviser også til norske undersøgelser, der viser, at de udsendte journalister ofte har så svært ved at få oplysninger om krigens gang, at de skal have besked hjemme fra redaktionen, hvis et missil er slået ned nær den by, hvor de befinder sig.
Kim Schrøder understreger, at de faste korrespondenter har langt bedre forudsætninger for at kunne levere et meningsfyldt indslag.
Men han efterlyser større redelighed fra tv-stationerne, når det gælder de mange journalister udsendt i hast:
»De to danske tv-kanaler svigter os. Jeg kunne godt ønske mig en større redelighed – kan korrespondenten arabisk? Kan han tale med folk i landet? Kender han noget til landet?,« siger Kim Schrøder.
Korrespondenternes manglende viden afslører sig næsten med det samme, de bliver spurgt, fremhæver professoren:
»Gang på gang begynder korrespondenterne med et ja, som du lige har sagt, eller et som vi lige har set. Vi kan næste høre, at de ikke ved ret meget,« siger Kim Schrøder.

Bondevisdom
Medieforsker ved Syddansk Universitet Charlotte Wien er enig med sin sjællandske kollega i, at kvaliteten af korrespondenternes arbejde bestemt er diskutabel.
Men det hænger sammen med en tradition for, hvordan mediernes korrespondenter udsendes, mener hun.
»Det er et udtryk for en slags bondevisdom, der stammer helt tilbage fra den tid, hvor det var nødvendigt for de enkelte tv stationer at være i relativ nærhed for hurtigt at få informationerne. Den dimension er jo fuldstændig forsvundet med internettet, videophones, direkte dagbøger og kamerahold, der løber i hælene på soldaterne. At de danske korrespondenter står i Jordan eller Kuwait og rapporterer ’direkte’ fra krigen virker nærmest komisk. Det faktum, at journalisterne ofte befinder sig flere hundrede kilometer fra brændpunkterne, men alligevel anvendes som førstehåndsvidner er problematisk, fordi i virkeligheden ved de sjældent mere end vi andre gør, selvom det fremstilles på den måde,« siger Charlotte Wien.
Det vigtigste i en seriøs og god dækning er tilgang til informationerne og det kan man få præcis lige så godt i Tønder som i Oman
Det kommer dog ikke bag på hende, at seerne også denne gang spises af med den type dækning.
Forklaringen på at tv-stationerne alligevel bruger penge og mandskab på at sende journalister til nærområdet er underholdnings-dimensionen
»Når Steffen Jensen står i sin skudsikre vest blot et par hundrede kilometer fra hvor der muligvis finder kamphandlinger sted, giver det seeren det gys og den underholdning han venter på. Det er en af vores egne, han taler dansk og han guider os med kyndig hånd rundt i et minefelt,« siger Charlotte Wien. Men det er ikke kun korrespondenterne der står for skud. Også deres arbejdsgivere, de elektroniske medier, må holde for:
»For at fastholde seerne gennemføres dækningen af krigen som en tv-serie eller sportsbegivenhed, hvor vi hele tiden venter på, at noget sker. Det bliver en dækning af det spektakulære og det aktionsprægede. Tv zapper konstant rundt til de steder hvor der er aktion. Men i virkeligheden er det jo sådan, at meget af soldaternes tid går med at vente, sove og langsomt bevæge sig fremad,« siger Charlotte Wien.

FAKTA
Korrespondenter
DR:
Steffen Knudsen, Kuwait
Claus Fahrendorff, Qatar
Jannick Kofoed, Amman
Ole Sippel, Jordan
Jeppe Nybroe, Nordirak
TV 2:
Steffen Jensen, Israel, Jordan
Niels Brinck, Kuwait
Ulla Terkelsen, Qatar
Lars Toft Rasmussen, Nordirak

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her