Læsetid: 5 min.

Uefterlignelig

Den store, unikke – og notorisk vanskelige – amerikanske sangerinde og pianist Nina Simone er død, 70 år gammel
23. april 2003

Den store, unikke – og notorisk vanskelige – amerikanske sangerinde
og pianist Nina Simone er død, 70 år gammel

Nekrolog
De talte altid om hvor vanskelig hun var, koncertarrangørerne. Et utal af nøje specificerede krav skulle opfyldes, før hun ville sætte benene i en koncertsal – for ikke at tale om selve bagsceneområdet! Og selv om hun fik sine krav opfyldt, var det ingen garanti for at hun ikke fremsatte nye – eller aflyste i sidste øjeblik, hvis hun fandt det mindste hun ikke brød sig om (som regel arrangøren!). Ingen skulle fandengaleme hundse med hende, uanset hvor mange penge de ville ofre for at opleve hende. Hun kunne være uhørt grov overfor stort set alle og sparede ingen, heller ikke sit publikum, der snildt kunne risikere at få tørt på, hvis de vovede at komme med opfordringer til sange, hun af den ene eller anden grund ikke havde lyst til at spille. Dén aften. Og ve den, der ikke hørte ordentligt efter! Han eller hun – eller hele salen, for den skyld – blev skammet ud, til ørerne brændte.
Nina Simone havde været gennem lort nok i sin barn- og ungdom til at ville finde sig i noget fra nogen og da hun efter mange års kamp opnåede status som en af amerikansk musiks få uangribelige divaer – en titel hun i øvrigt satte over styr gentagne gange, da hun var lidt af en ørn til at gå fallit – gjorde hun alt hvad der stod i hendes magt for at blive behandlet som en sådan.
Lige så vred og uforsonlig Simone kunne være såvel politisk som privat, lige så generøs og idiosynkratisk var hun som kunstner, og hendes efterladte oeuvre er intet mindre end enormt. Både hvad angår omfang og det antal af stilarter hun rask væk benyttede uden skelen til hvad der var in eller yt og hvad man kunne eller ikke kunne; ja, i det hele taget gjorde hun hvad fanden der passede hende i både pladestudiet og på scenen. Karrierediplomat, det var hun ikke.
Læser man hendes brillante og dybdeborende selvbiografi, I Put A Spell On You, rejser håret sig nogen gange på ens arme hovede over den nærmest aristokratiske arrogance, der ind i mellem optræder på siderne. Hun ville næppe have gjort en god figur i ’Stjerne for en aften’, men skræmt livet af de seere, der har vænnet sig til musik som ufarligt, karamelovertrukket stads, der helst skal køre på lav volume i baggrunden. Nina Simone befandt sig i løbet af sin karriere mange steder, man sandt for dyden aldrig i baggrunden!
Det er faktisk svært at komme i tanke om nogen, hun bare minder om, så enestående var hendes stil. At hun så bestemt ikke var enhvers kop te hører med til historien: Som vidunderbarn på klaver kom hun fra fattige kår i North Carolina med lerklinet gulv og hvad der nu hører til, når man er sort og stammer fra en kæmpe børneflok i en af de der amerikanske stater, hvor racisme er en livsstil, man ikke sådan lige har tænkt sig at opgive, bare fordi den har fungeret ad helvede til i en 2-300 års tid.

Spillede klaver som to-årig
Født som Eunice Kathleen Waymon i 1933 kravlede hun som to-årig op på en klaverstol og begyndte at spille de gospel-sange, hun havde hørt, når hun var ude med sin moder, der var prædikant af den gode gamle torden-lynild-og-svovl-skole. Da dette kun kunne tolkes som et Guds under, blev hun de følgende mange år hjulet ind og ud af vækkelsesmøder, hvor de fremmødte skillingede sammen til pigen, så hun kunne opfylde sin moders – samt den hvide spillelærer, der stillede sin pædagogik gratis til rådighed for pigen! – ambition om at blive USA’s første sorte koncertpianist. Et legat muliggjorde at hun som 17-årig kunne begynde på det prestigiøse Julliard musikcollege, men for at tjene til livet og vejen begyndte hun sideløbende at optræde på klubber og kabareter. Til det formål skabte hun navnet Nina Simone – både for at det ikke skulle komme hendes moder for øre og for at denne sideaktivitet ikke siden skulle karambolere med hendes klassiske karriere, som i parentes bemærket aldrig blev til noget. Det var her, hun fandt ud af at klubejerne forventede, at hun udover klaverspil leverede vokalindsatser – og det tvang hende, som hun senere spydigt konstaterede, til at »aktivere de tre toner, min stemme spænder over.«
Men hun gik så rent ind på klubberne, at en piratplade med optagelser fra et af hendes shows kom i omløb før hun overhovedet pladedebuterede i slutningen af 50’erne, hvilket medførte det eneste Top 40-hit, hun havde i sin næsten 50 år lange karriere, nemlig fortolkningen af Gershwins »I Loves You, Porgy« (1959). Da Simone overvejende var udpræget albumkunstner for et voksenpublikum, skadede manglen på hits ikke hendes karriere og de følgende par år spyttede hun lp’er ud – gerne en to-tre stykker om året! – først på Colpix, siden Phillips og endelig RCA Victor, før hun i midt-70’erne forsvandt fra offentlighedens søgelys en årrække.
Hvad man først og fremmest bemærkede var Simones stilitiske bredde – soul, R&B, jazz, pop, folk, blues, gospel, filmsange, europæisk kunstmusik, Broadway, verdensmusik – hun mestrede stort set det hele og for hende var en jødisk folkesang lige så fin som en Ellington-komposition, en Kurt Weill-melodi lige så skøn som en af Brødrene Gebis. Dernæst bad man mærke i hendes harmonisk sofistikerede og rytmisk effektive klaverspil … og endelig var der stemmen; ja, smuk var den ikke, thi selv om den kunne være både blid og forførende, var den lige så gerne harsk, anklagende og såret ... alt efter sangens karakter. Og sangerindens humør!
Og selv om hun på ingen måde kan karakteriseres som soul-sangerinde – teknisk set når hun ikke en Aretha Franklin til strømpeholderen – lagde hun sin hele sjæl i de sange hun fortolkede (eller selv skrev) og det var denne metode, der gjorde, at soul-publikummet i 60’erne tog hende til sig. Hun engagerede sig voldsomt og passioneret i periodens borgerrettighedsbevægelse og skrev den stærke »Mississippi Goddam« som personlig reaktion på det meningsløse mord på Medgar Evers, men det er nok kompositionen »Young, Gifted And Black« hun vil blive husket for på den front. F
Først og fremmest var Simone dog fortolker i ordets allerbogstaveligste forstand og mange af de sange man forbinder med hende, lyder sjældent helt rigtigt i munden på andre. som f.eks. »I Put A Spell On You,« der blev hendes musikalske signatur.
Simone fik en overraskende renæssance i 1987, da sangen »My Baby Just Cares For Me« blev et freak-hit i Europa grundet brugen af den i en tv-reklame og det var såmænd sådan jeg blev sporet ind på damen, hendes store og uegale – men også konsekvent fascinerende og givende – værk og ikke mindst den der fuldstændig uforglemmelige selvbiografi, der som damen selv ikke ligner nogen anden af slagsen.
En ener er gået bort – æret være hendes minde, goddammit! Og du der nede på 19. række – knyt lige sylten, mens mor spiller eller du ryger ud! Forstået?!?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu