Læsetid: 2 min.

Ukorrekte stjerner

Når Metz er det værste, man ved – næsten da
11. april 2003

(2. sektion)

Radio
Tre timer en lørdag eftermiddag brugte Danmarks Radios program 1 på en slags diskussion af begrebet politisk korrekthed.
Den begyndte som så meget andet i Amerika og i sproget. Som en beskyttelse af mindretal og visse tilsidesatte befolkningsgrupper. Eller som en overfladisk sanering, så man siger »amerikaner af afrikansk herkomst« i stedet for neger.
På den måde.
Senere er det så kommet til at betyde noget helt andet. I Danmark har den politiske højrepopulisme taget begrebet til sig. Hvorfor ikke sige tingene ligeud, sådan som folk nu engang taler, siger de ligeud.
Og så kaster de sig over den intellektuelle sammensværgelse af kommunistiske medløbere, der på alle tænkelige områder har forsøgt at lukke munden på det brede folks sande talsmænd gennem så mange år, at kun de forfulgte, de ildesete, dem, der så længe ikke var stuerene, kan huske det.
Hovedpersonerne i den tre timer lange, og intellektuelt ret tomme, gang ørkenradio, var suverænt Ole Hyltoft og Jesper Langballe.
For Hyltoft drejer politisk korrekthed sig åbenbart først og fremmest om Islam.
Han har, efter mange år som stort set kikset socialdemokrat, set det lys, der endelig gør ham til profet. Islam er fjenden.
Det gik ham lidt til hovedet, så meget at han indimellem troede, han var i fjernsynet, selv om det bare var radio.
Måske ville det have været udmærket, hvis man også kunne se ham sidde med kaffe og kage i sommerhuset på den sjællandske nordkyst. Måske ikke.
Intervieweren lod ham stort set bare snakke, og ligesom Langballe fik han forevist 10 små blå kort med navne på politisk korrekte hel- og halvkommunister, der skulle rangordnes.

Aflad til kvinderne
Både Hyltoft og Langballe placerede Gerorg Metz helt i toppen.
Hyltoft udviste desuden et vist overbærende højmod, da han chevaleresk fjernede listens tre kvinder – Helger, Brøgger og Bryld – fra rangordenen.
De var ikke rigtigt politisk korrekte på den måde.
Langballe fik et ekstra kort, han selv kunne skrive navn på, og efter en hel del gnasken og brummen og snøften på den joviale måde, der gør ham til den, han nu engang er, og hvorfor skulle han lade, som om han er noget andet, bare fordi en flok gamle landsforrædere synes, han skulle, noterede han endelig gnækkende navnet på »den politiske korrektheds største nar«, den eneste der er værre en Georg Metz, kulturradikalismens høvding, ja selveste – Jesus fucking Christ! – nej heller ikke ham, men Klaus Rifbjerg!
Frihed for Loke såvel som for Thor, som vi siger i konfirmationstaler. Det er vel også helt i orden, at vi på den måde ved, hvor vi har hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu