(2. sektion)
Ny film
Robert Guédiguian er med en række markante film fra sin hjemby, Marseille, et af fransk films store navne lige nu. Herhjemme har vi kun fået lov at se hans lune kærlighedshistorie Marius & Jeanette, men nu får hans anderledes alvorlige drama Byen er stille premiere. Det tegner et tankevækkende portræt af en række forbundne skæbner i byen og går ambitiøst i lag med det franske samfund fra top til bund med klart fokus på menneskene nederst på den sociale rangstige.
Fiskeriarbejderen Michèle (Ariane Ascaride) står i centrum som en kvinde, der må mobilisere umenneskelig styrke for at klare hverdagen. Hendes arbejdsløse mand er gået i hundene, og hun må alene tage sig af sin heroinmisbrugende datter og passe datterens baby.
Omkring hende væves en række andre historier sammen. En kriminel barndomsven (Gérard Meylan) hjælper hende med at skaffe heroin til datteren. Hun finansierer det gennem sex med en fyret havnearbejder (Jean-Pierre Darroussin), og vi følger desuden blandt andet et fremmedgjort overklassepar, hvor kvinden indleder en affære med en ung afrikansk mand.
Skæbnestunder
Byen er stille kommer vidt omkring i sine skæbnestudier og illustrerer tydeligt en af karakterernes kommentar om, at verden ser meget forskellig ud afhængig af, hvor man betragter den fra. Fælles for alle forløbene er en desillusioneret opgivenhed over for en hverdag præget af social uretfærdighed og intolerance.
Manuskriptforfatteren
Jean-Louis Milesi og Guédiguian har de tunge skyts fremme med både stofmisbrug, prostitution, arbejdsløshed, racisme og politikerlede. Filmens knækkede mænd kæmper for at finde et ståsted i tilværelsen, mens kvinderne er ludere eller madonnaer eller både og.
Flere karakterer lever med et romantisk billede af den fællesfranske fortid, hvor man hjalp hinanden, og arbejdersolidaritet havde betydning. Ingen har imidlertid overskud til at forandre tingenes tilstand. Filmens eneste idealist bliver offer for en tilfældig racistisk nedskydning, og som de næsten uudholdeligt stærke scener mellem Michèle og hendes datter viser, kan man ikke engang redde dem, man elsker.
Grundstemningen i Byen er stille er dyster, og man savner momentane lyspunkter og får indimellem frustrerende få forklaringer i den iagttagende fortælling.
Mange af historierne ender brutalt i pludselige dødsfald, og de overlevendes videre skæbne må vi selv digte os til. Vi får en skive liv, der her bliver gribende i kraft af de menneskelige karakterer og det fremragende skuespil især fra Guédiguians kone, Ascaride. Det observerende kamera fanger sikkert smerten, og sjældent har Janis Joplin virket så intens, som når hun her får lov at ledsage livene med »Summertime« og »Cry Baby«.
Byen er stille giver ondt i både hjerte og mave. Men den er også et uforglemmeligt møde med en række mennesker i Europa i dag, og heldigvis tillader Guédiguian at antyde en smule håb. Et klavertalent fra Georgien får i filmens sidste scene sit drømmeflygel leveret. Alle samles, da drengen glad lader de klassiske toner klinge i det fattige kvarter. Kan vi ikke samles om andet, kan vi samles om kunsten og med engageret filmkunst som Guédiguians kan det måske føre videre...
*Byen er stille. Instruktion: Robert Guédiguian. Manuskript: Jean-Louis Milesi og Robert Guédiguian. Fransk (Gloria og Empire i København, Øst for Paradis i Århus)
