Læsetid: 2 min.

USA truer arabiske lande der vil indkalde FN’s generalforsamling

Arabiske og muslimske lande foreslår FN samlet for at bremse krigshandlingerne
2. april 2003

Diplomatisk terror
Med slet skjulte trusler forsøger den amerikanske regering at afskrække FN-medlemslande fra at støtte et arabisk forslag om ekstraordinær indkaldelse af FN’s generalforsamling for at diskutere Irak-krigen.
Initiativet er inspireret af FN’s såkaldte Uniting for Peace-resolution nr. 377 fra 1950, der gør det muligt for et flertal af medlemslande at indkalde generalforsamlingen med 24 timers varsel, hvis Sikkerhedsrådet står splittet i en sag, hvor freden er truet.
Appellen om at bruge resolution 377 kom for nylig fra organisationerne Center for Constitutional Rights og Greenpeace, og blev forleden taget op af landene i den Arabiske Liga. Ligaen gav fra sit møde i sidste uge mandat til gruppen af arabiske lande ved FN til at søge først Sikkerhedsrådet og – hvis det fejler – generalforsamlingen indkaldt til en særlig session for at få vedtaget en FN-fordømmelse af den amerikansk-ledede krig mod Irak. I et amerikansk notat, sendt til et ukendt antal medlemslande og nu i Informations besiddelse, anfører USA, at »Vi henstiller til Dem om at modsætte dem en sådan session.«
»I betragtning af den aktuelt meget anspændte atmosfære vil USA opfatte et møde om Irak i generalforsamlingen som ikke-hjælpsomt og som rettet mod USA. Vær klar over, at dette anliggende såvel som Deres holdning til det betragtes som vigtigt af USA,« hedder det i den amerikanske tekst.
I en kommentar siger Mike Townsley, Greenpeace:
»Denne meddelelse er intet mindre end en slet skjult trussel. Som modstanden mod krigen vokser, er USA desperat for at kvæle yderligere debat.«
»Det er sidste chance for det store flertal af FN-lande, som er imod denne krig, for at stå fast på FN’s charter og folkeretten. Vi opfordrer alle lande til at stemme med deres samvittighed og med det overvældende fletal i den globale offentlige opinion og til ikke at give efter for økonomisk og diplomatisk pres fra USA,« siger Mike Townsley.
22 arabiske lande har foreløbig underskrevet kravet om indkaldelse af FN’s generalforsamling. Den 57 lande store gruppe af muslimske nationer har i en erklæring i denne uge forlangt våbenhvile i Irak og samtidig støttet forslaget om indkaldelse af generalforsamlingen. For at initiativet skal lykkes, skal et flertal af FN-medlemslande, dvs. mindst 96 lande, støtte det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu