Læsetid: 4 min.

Sin vægt værd i guld

Unikummet Neil Young præsenterede ene mand alt materialet fra et helt nyt album for et lydhørt og åndeløst publikum i en propfuld Falkoner Sal
29. april 2003

Koncert
Som én sagde før koncerten: »Med de billetpriser har han bare at levere noget ekstraordinært«. Og eftersom dørene blev lukket med eftertryk kl. 20 – folk måtte ikke komme ind og ville man ud, fik man besked på, at der ingen garanti var for at blive lukket ind igen! – havde vi et kvarter til at filosofere over livet, døden og billetpriserne, før solisten viste sig.
Ventetiden benyttede et par herrer bag Deres udsendte til at regne på det ved at gange billetpriser med salens kapacitet; de nåede frem til at artist og arrangør kunne skovle sådan noget som 1,7 million danske kroner ind for en aften, der var annonceret som Neil Young Solo, hvilket fik den ene til lakonisk at spørge, »Betyder det så, at han er sin vægt værd i guld?«
Det lå i luften, at det fremmødte publikum ville tage solisten det endog særdeles unådigt op, hvis han ikke leverede varen. Og lidt til, helst.
Vel, det må så slås fast med eftertryk, at det gjorde Young så altså også. Allerede efter det første nummer rettede vi os som en krop op i stolene og spændte lydhørheden til det yderste, og det der trick med på intet tidspunkt at oplyse salen – der var kun et par sparsomme spots på solisten og hans opsætning af tre keyboards og et hav af hampre askustiske guitarer – gav det ønskede resultat: Young skabte et intimt og fokuseret rum, hvor der var rig mulighed for at høre hvert et ord han sang samt i fulde drag nyde hans intense og kapable guitarspil.

Befriende latter
At der var behov for total lydhørhed udsprang i ikke ringe grad af, at hele det første – og længste sæt – bestod af sangene fra Youngs kommende album, som ingen af de fremmødte i sagens natur havde hørt en tone fra. Og det lød som en plade, der på i hvert fald et punkt skilte sig ud fra de noget i retning af 40 album (+ det løse) Young har beriget verden med siden han debuterede som solist i 1969. Groft sagt kan man jo dele hans prodyktion op i to hovedårer – bedårende akustisk, country-tintet singer-songwriter og hvidglødende rock’n’roll, gerne i selskab med trioen Crazy Horse, selvom der er blevet rigtelig plads til stilistiske ekskurser ned gennem årene.
Nuvel, det nye materiale var vaskeægte akustisk Neil Young, men som noget nyt hang alle sangene sammen og fortalte en historie om et sted – Greendale – og en familie i flere led, nemlig the Greens.
Det hører med til historien, at Young ikke alene sang den håndfuld generelt fine sange, der udgør værket, men også i høj grad fortalte om stedet og de implicerede, hvilket øgede forståelsen betydeligt. Og det vel at mærke med stor humor, hvilket udløste kaskader af befriende latter. At publikum var mere end almindeligt tændt tydede de mange tilråb fra salen på – som f.eks. det højlydte krav om ’rock’n’roll’, der gjaldede gennem salen efter det første nummer. Hvortil Young replicerede: »Rock’n’roll – who the fuck do you think I am?« Og så var tonen slået an for resten af denne svært fornøjelige og yderst givtige aften.
Den fornemt præsenterede sangcyklus handlede om en familie i tre led – Grandpa Joe, hans søn og svigerdatter Earl og Edith, deres smukke datter Sun samt ikke mindst fætter Jed, der smugler narkotika og i processen dræber betjent Carmichael, en gerning, der på mange måder bliver historiens omdrejningspunkt.

Skudsikre klassikere
De bor alle i enten Greendale eller det tilstødende
Double E – og så er det værd at få med, at Satan selv bor i Greendales fængsel... simpelthen fordi han kan lide det dér. Med sit arsenal af bizart stemte årgangsguitarer lød sange som »Love And Affection«, »Devil’s Sidewalk«, »Coast Highway«, »Someday, You’ll Find«, »Mr. Clean« og »Grandpa’s Interview« som nogle af de bedste Young har skrevet inden for denne genre i årevis, uden dog at repræsentere en egentlig fornyelse. Kun det afsluttende »Be The Rain« fremstod med sit firkantede øko-budskab som lige lovlig moraliserende i en fortællekreds, der ellers i vidt omfang overlod rigtig meget til lytterens egen fantasi.
Efter en ultrakort pause vendte Young så tilbage og gav en syv-otte sange fra sin første storhedstid i starten af 70’erne, samt – og mest overraskende – et enkelt fra hans tid i det stilskabende folkrock-ensemble, Buffalo Springfield, nemlig »Expecting To Fly«, som han tilegnede den nyligt afdøde arrangør og komponist Jack Nitzsche. Men ellers stod den på skudsikre klassikere som »Old Man«, »Don’t Bring Me Down«, »After The Goldrush« og »Pochahontas«.
Et spontant stående bifald virkede både fortjent og passende, hvilket han kvitterede for med et enkelt ekstranummer, »Heart of Gold«. Det bedste fra dén kant, siden
Young spillede sammesteds i 1976!
Så jo, det var sgu nogle dyre billetter, men efter tre intenst givende timer i selskab med Neil Young, turde man nok mene seancen var beløbet værd.

*Neil Young solo, Falkoner Salen, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu