Opera
Det er ikke svært at lade sig rive med af Det Kgl. Teaters opsætning af Valkyrien fra Wagners opus magnum, Ringen. Overdådig er forestillingen i alle ender og kanter med en musikalsk realisering, der viser, hvor meget det gamle hus kan med orkestret og sangerne. Ikke dybt og indforstået teater, men til gengæld effektivt og dramatisk højspændt med appeal til publikum.
Det kvindelige og Brünnhilde i særdeleshed spiller en rolle i den københavnske »ring«, hvormed en bestemt tematik er lagt for dagen, men hos Wagner er det undergangen, der er det påtrængende. Vel at mærke som en befrielse.
Allerede i Valkyrien foretrækker Wotan at gå gennem ekstremerne i stedet for mere behagelige løsninger. Befrielsen kan ikke opnås med ligegyldighed eller kold bekvemmelighed, den koster sved, blod, angst og lidelser og han var personligt klar til at kæmpe på slagmarken. For Wagner er det blodig alvor, og undergangslængslen er en iboende kraft hos kunstneren, der ifølge sagvidenskaben skal have sagt: »Hvis vores kultur går til grunde, er der ingen skade sket, men hvis den går til grunde på grund af jøderne, er det en skændsel.«
Nyde og indrømme
Blot det at sætte ordene på papiret er lige så ukorrekt som dén mr. Cleese, der hele tiden og højst upassende kommer til at sige Sieg Heil til den tyske turist på Badehotellet. Det gør man bare ikke. Det virker anstødeligt. Mens Boulez ville sætte brand i operahusene (uden dog at gøre det), ville Wagner af med jøderne, og Stockhausen så Luzifers kunstværk folde sig ud 11. september. Det var upassende. På det tidspunkt. Ikke i andre sammenhænge: Tv-skærmen viser nu direkte fra slagmarken, hvor soldater med adrenalinen pumpende udtrykker: Nu skal de modstandere slagtes. Ville De, med hånden på hjertet, slukke for fjernsynet det øjeblik, Hussein blev fanget og likvideret? Ville De nyde det? Ville De indrømme, at De nød det?
Det samme, der sker i Wagners Gesammtkunstværk, bare på en anden måde. Hans egen undergangsvision potenseres til et spørgsmål om verdens undergang, og jøderne er dommens fuldbyrdere.
Det komplekse
Valkyrien på Det Kgl. Teater er politisk korrekt teater, der nok henviser til hændelser med krig og død i det 20. århundrede, men aldrig bærer bare antydningen af noget farligt eller anstødeligt.
Paradokset er, at man kan nyde den aktuelle opsætning i fulde drag - for der er virkelig tale om gode kræfters frie spil - samtidig med, at man ikke kan lade være med at medtænke alt det andet, der billedlig talt er fejet ind under gulvtæppet. Måske lige netop heraf Wagners enorme tiltrækningskraft: Alt har sin modsætning, intet kan reduceres til et »Sådan og kun sådan«.
Rigtigt udtrykt af forestillingens instruktør, Kasper Bech Holten: »Ringen er præcis så kompleks, forvirrende, fuld af brudflader og selvmodsigelser, som både Wagners liv og vel de fleste menneskers liv er det.«
Emnet byder til ekstremer i Valkyrien: Publikum guffer det saftige tvillingeforhold i sig, som om det var normal praksis, at bror og søster boller og får børn ud af det. Stående ovationer. De tos afkom alle tiders helt oplever vi senere. Perverst? Nyder De det? Tør De indrømme, at De nyder det?
Let-på-tå
Angrebets rus og undergangens sødme Wagners dramaer indeholder det hele, undertrykkelsen, magtens pris, kærlighedens umulighed og alle afskygninger af liderlighed, inklusive den, der angår krig.
For at illustrere sansningen som sensation hos Wagner beretter Adorno i Nachschrift zu ein Wagnerdiskussion en anekdote om soldaten fra Første Verdenskrig, der under en heftig trommeild stikker hovedet op fra skyttegraven og råber til vennen: »Mensch, so etwas siehst du in Berlin für zwanzig Mark nicht!«
Det er denne psykiske tilstand, vi er vidner til på den virkelige, mediedækkede krigsskueplads, det er den samme rus, Karl Kraus taler om, og det er den frigørelse fra tanker om fortid, nuet og fremtiden, som udtrykkes hos Raskolnikov: »Alt i ham var nu kun følelse. Al dialektik var borte livet var trådt i stedet«.
Det er vel i noget i den dur, at Wagners drama skal forløses i dag: Die Extreme hindurch for at virke og indvirke, ikke i form af Wagner som show-man, eller valkyrier-let-på-tå på rov efter soldatermærker i tøjdukker. Wagner yder modstand, han er ikke publikums Serviceringen i underholdning. Efter Richard kommer ikke Reinwald.
Det Kgl. Teater har satset og skabt en forestilling, som man har lyst til at diskutere med, og som ægger til modsigelse. Der er ingen grund til at undertrykke en tak for det hele, men for en gangs skyld har man ikke lyst til at fremhæve en enkelt solist eller gruppe. Dette er en holdpræstation, som alle har grund til at være stolte af. Nu kan det kun gå ad helvede til.
*Valkyrien af Richard Wagner. Premiere på Det Kgl. Teater tirsdag. Det Kgl. Kapel under ledelse af Michael Schønwandt. Siegmund: Poul Elming; Sieglinde: Irene Theorin; Wotan: James Johnson; Brünnhilde: Tine Kiberg; Hunding: Stephen Milling; Fricka: Susanne Resmark. Iscenesættelse: Kasper Bech Holten; Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing og Marie í Dali, Lysdesign: Jesper Kongshaug
