Læsetid: 7 min.

Vingeskudte ørneunger

Efter endnu en bleg og resultatløs søndag på landevejen, er Bjarne Riis’ cykelhold CSC i sportslig krise, og Amstel Gold Race blev vundet af en kløgtig Vinokourov
22. april 2003

Cykling
Bjarne Riis’ cykelhold CSC har fra denne sæson fået et mere aggressivt look. Et stiliseret ørneøje, det nye firmalogo, stirrer stridslystent på siden af bilerne og rytterne har ørnevinger ned ad ryggen på cykeltrøjerne. Hvad der engang begyndte som en en vits har nu fået øjne,krop og svingfjer. Det var vist nok Politikens Mogens Jacobsen, der 1993 spøgefuldt lancerede udtrykket »Ørnen fra Herning« efter Bjarne Riis’ forbløffende bjergkørsel i det års Tour de France. Med et litterært lån fra kassen af cykelryttertilnavne, hvori den legendariske spanske klatrer Federico Bahamontes figurerer som »Ørnen fra Toledo«. En sproglig og hyggedansk opfindsomhed, der på samme tid mytologiserer en stor dansk rytter og lukker luften ud af det lidt for højstemte. Sportsjournalister har siden da skamredet kælenavnet, og Riis har altid haft en lidt selvironisk distance til det – men altså ikke mere, end at han nu har valgt det som firmamærke.

CSC’s store svaghed
Et farligt mærke. Ambitiøst som manden selv, men let at ironisere over, hvis ørnen ikke letter og skarpheden i dens blik sløres. Som det er sket hidtil i denne forårssæson. Riis’ ørneunger har været helt vingeskudte. Undtagelserne var Lennie Kristensens andenplads i det lange australske etapeløb, der allerede i vinter indvarslede den europæiske sæson, og den unge Thomas Bruun Eriksens etapesejr på Rhodos i det tidlige forår. Hans første som professionel, men også holdets eneste hidtil, og det er for lidt i forhold til Riis’ og holdets ambitionsniveau. Det så ud til at lysne lidt med Tyler Hamiltons samlede andenplads i det betydelige etapeløb Baskerlandet Rundt og med Andrea Tafis iøjnefaldende kørsel i Paris-Roubaix sidste søndag. Men både amerikaneren og italieneren er hyret til at vinde. Ikke blot til at gøre god figur. Og det er måske CSC’s store svaghed.
Riis lægger i sin ansættelsespolitik stor vægt på, at hans ryttere skal være velbegavede, selvstændige og gode til at tage ansvar for sig selv og ikke mindst hinanden. De skal kunne arbejde sammen og have det godt med hinanden, også når de er steget af cyklerne. Tænke og handle socialt. Identificere sig selv og hinanden som hold. Som team, som det vist hedder på management’sk. Jeg har selv overværet stumper af den mentale træning, som Riis lægger mindst lige så stor vægt på som den fysiske, og har været imponeret.

Det sidste instinkt
En rytter som italieneren Andrea Peron er i den henseende eksemplarisk for holdet. Intelligent, taler 4-5 sprog ud over sit modersmål, og er socialt en af de vigtige figurer i gruppen. Han er ofte meget synlig helt frem til næstsidste fase af de cykelløb, der ligger for hans evner, men han er væk i finalen og vinder ingen af dem. Har ikke gjort det hidtil. Og som Peron er der på holdet mange helt ud i tåspidserne knalddygtige, hårdtarbejdende professionelle
idrætsmænd, der opfylder alle direktørens krav til et hold, men som mangler det sidste i instinkt eller evner for også at kunne afgøre et løb. Der er på holdet måske for få egoistiske skiderikker, der kun har en ting i hovedet: At vinde.
Hvis man sammenligner CSC med et hold som det italienske Fassa Bortolo – styret af en af Riis’ gamle sportsdirektører og til en vis grad læremester, Giancarlo Ferretti, er forskellen iøjnefaldende. Det var Ferretti, der i 1992 hyrede Bjarne Riis til sit hold, som dengang hed Ariostea, og lærte hjælperytteren at vinde. Provokerede ham på det groveste til at træde ud af sin selvvalgte rolle som rytteren, der altid ofrede sig for andre og så sit erhverv og fandt sin arbejdsglæde i det. Ferrettis ansættelsespolitik var og er, at han kun vil have potentielle vindere.
Bjarne Riis hylder måske samme princip, men i praksis er hans hold ikke skruet sådan sammen. Der er for få potentielle vindere på det og for mange, der er smaddergode til at være sociale uden for landevejene og meget offervillige i løbene.
En af de måske mindst sociale – sagt uden gnist af hensigt om at fornærme, men med respekt – er Jakob Piil. Hans form kan være svingende, han har ofte været ramt af uheld, men han ejer evnen til at vinde selv på en dårlig dag. Et dræberinstinkt. Med hans egne ord: »Hvis jeg sidder med til sidst kan jeg også vinde. Jeg siger ikke, at jeg gør det, men jeg kan.« En rigtig ørn, som synes at være en mangelvare på holdet af flinke pipfugle.

Fromme håb
Synes. Og lige nu. For situationen kan vende på en eftermiddag og gøre disse overvejelser helt til skamme. Som det skete sidste år, hvor holdet kom meget blegt ud af forårssæsonen, men revancherede sig med Hamiltons andenplads i Giro d’Italia, et solidt og synligt Tour de France og hele to World Cup-sejre i efteråret ved Jalabert og Piil.Med et avancement til den eksklusive klub af verdensranglistens top-ti hold. Lige nu indtager CSC en beskeden 17. plads.
Og vendingen kan ske allerede på onsdag eller søndag i de to klassikere i Ardennerne, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Løb, der ligger bedre til det lettere kavalleri end Flandern og Paris-Roubaix, der først og fremmest kræver råstyrke. I Ardennerløbene vil det være folk som Hamilton og Carlos Sastre, der indtræder på klassikerscenen for CSC – sammen med bl.a. Jakob Piil, Nicki Sørensen, Lennie Kristensen og Michael Blaudzun – og bemandingen ser umiddelbart meget mere kvalificeret ud end den, der har kørt de hidtidige klassikere.
Med sin andenplads i Baskerlandet, der er den traditionelle forberedelse til Ardenner-løbene, må Hamilton simpelthen være blandt favoritterne til at flyve først over muren ved Huy, der er afslutningen på Fleche Wallonne og La Redoute, udskilningsbakken i Liege-Bastogne-Liege.
Sådan kan Bjarne Riis vel stadig nære fromme håb efter påskedags World Cup-løb, Amstel Gold Race i det nederste bakkede hjørne af Holland, som CSC hurtigt har kunnet skrive i glemmebogen. Som det andet danske hold, Fakta, også har kunnet gøre det. Med Nicki Sørensen placeret i gruppen lige bag det vindende udbrud på 10 mand og Paul van Hyftes tilstedeværelse i et 150 km. langt tidligt flugtforsøg, var holdets rolle hurtigt skrevet og afskrevet i det løb, hvor CSC’s ørnevinger på ryggen var opsigtsvækkende synlige og talrige bagest i feltet.
Ferrettis Fassa Bortolo spillede hovedrollen i at kontrollere det tidlige udbrud og sendte straks unge ivan Basso – meget anonym dette forår – i kontraangreb, da det blev kørt ind. Men heller ikke Bassos forsøg i en tre-mandsgruppe omkring 55 km. fra mål var holdbart, og da Fassa Bortolo’s førstemand, Michele Bartoli – genopstanden efter endnu en af utallige skader – begyndte at røre på sig, var en 10-mandsgruppe med alle favoritterne allerede kørt uindhenteligt væk. Hjemmebanefavoritten Michele Boogerd med italiensk følge af Francesco Casagrande, Danilo di Luca, Davide Rebellin og den unge Michele Scarponi – et navn at holde øje med. To Telekom-folk, Vinokourov og Mattias Kessler og – næsten som på bestilling – Lance Armstrong.
Den firedobbelte Tour de France-vinder har i årevis brugt Amstel Gold Race som entredør til sin sæson og som test på sin form.Og så kører han simpelthen for at vinde det. Der er ingen klar begrundelse for, at det netop er Amstel, han har valgt til det, men sådan er det. Tre gange tidligere er han blevet slået i et snævert spurtopgør efter at have spillet absolut hovedrolle, men så tæt var han ikke på i søndags.Og en forklaring i en optrækkende skilsmisse fra hustruen Kristin og en tilsyneladende forsoning og genforening holder ikke.

Lance tager tilløb til Tour’en
Det gør derimod den simple forklaring, at der i år er rykket rundt på løbskalenderen, således at Amstel køres søndagen før Ardennerløbene og ikke ugen efter dem.
Den meget metodisk arbejdende Armstrong, der nøje ved, hvad han skal kunne præstere på et givet tidspunkt i forhold til sin oparbejdning af Tour-formen har i år simpelthen været to uger tidligere ude.
Så Armstrong befinder sig, hvor han skal og hvor han plejer at være, og det betyder, at man allerede nu kan se endnu en Tour i hans tegn.
Og man kan i en sandsynlig Tour-konkurrent også allerede skimte den fåmælte, blege kazak Vinokourov.
Opfundet af den franske sportsdirektør Lavenu blev Vino, som han kaldes, stagiaire – lærling – på dennes hold Casino i 1997 og allerede året efter begyndte han at vinde så det gav genlyd. De mindre etapeløb Dunkerque, L’Oise og Circuit des Mines samt tre etapesejre.I 1999 var han det store hit i journalistvæddemålene før Tour’en. Men selvfølgelig stod han som meget ung og meget lidt selvtillidsfuld debutant ikke den distance. Og året efter blev han for Telekom hjælperytter for Jan Ullrich.
I år har han vundet Paris-Nice for andet år i træk – og nøgleetapen på bjerget Mont Faron – og i søndags vandt han Amstel Gold Race ved at være snedigere end de andre ni i det afsluttende udbrud.
Forårssæsonen er endnu ikke slut. Der er endnu de to Ardenner-løb til at ændre på forårets endelige regnskab. For Riis’ ørneunger vil det nærmest være en pligt at gøre det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her