Læsetid: 3 min.

Adgang til himmel og jord

Saxofonisterne Wayne Shorter, Archie Shepp og Charles Lloyd er alle etablerede modernister oppe i årene. Med nye udgivelser viser de, at de stadig har mere på hjerte end de fleste
22. maj 2003

Nye cd’er
Wayne Shorter, der bliver 70 år til august, er i disse år midt i en ny og kreativ periode. Den er bl.a. knyttet til partnerskabet med de yngre medspillere Brian Blade (trommer), John Patitucci (bas) og Danilo Perez (klaver), med hvem han har udviklet et knivskarpt, rytmisk udfordrende sammenspil. Deres turneer (bl.a. til København i juli 2001) blev sidste år dokumenteret på den ikke uefne og dog mærkeligt distancerede Footprints Live!
Shorters nye udspil, Alegría, har stadig kvartetten som kerne, men den vildtvoksende spontanitet er tonet ned til fordel for en udvidet orkesterjazz med både træblæsere, messinghorn, strygere og ekstra slagtøj. Pladen viser Shorters lysende og stadig udfordrende evner som orkestrator og arrangør.
Titlen Alegría (’glæde’) er spansk. Der leges da også bl.a. med spanske kulører i numre som »Vendiendo Alegría«; en sang, som Shorter fik af Miles Davis i 60’erne, og som er et af pladens smukkeste – og det Bach-inspirerede Villa-Lobos-stykke »Bachianas Brasileiras No. 5«, hvilket bl.a. vækker ekkoer af Miles Davis og Gil Evans’ unikke samarbejde omkring Sketches Of Spain i 1959. Og ligesom Evans magter Shorter at skrive og orkestrere kreativt for større besætning uden de klicheer, man kan støde på i den orkestrale populærjazz.
Shorter fører sin pensel med interessante klangkulører, varierede rytmiske stisystemer og sans for solistisk dramaturgi. Pladen er for det meste en nydelse både i orkestral forstand og i Shorters bærende, egensindige improvisationer. Hans kantede fraser og sære brug af pauser kan godt forekomme flagrende og planløse, men på Alegría er spillet på tenor- og sopransaxen et studie i sprød følsomhed og original, overraskende timing.

Dødsmærkede mænd
Duopladen Left Alone Revisited med 65-årige Archie Shepp (saxofon) og Mal Waldron (klaver) har dødens mærke på sig. Ikke alene mindes de to sangerinden Bille Holiday med en række af de sange og kærlighedsviser, der er forbundet med hendes vemodige og tryllebindende sangforedrag. Pladen er også noget af det sidste, vi kommer til at høre med Waldron, der døde i december måned 76 år gammel.
Det er ikke teknisk perfektion eller virtuost lir, der præger Shepps og Waldrons spil, men dæmpet tale, rolige skridt og åndepauser; som den livsrytme og livserfaring man kan møde hos, ja, gamle mænd. Det er først og fremmest Shepps plade, eftersom Waldron i stor udstrækning nøjes med at akkompagnere loyalt og næsten selvudslettende. Hans lydhøre spil danner grundlaget for pladens afdæmpede poesi, men solistisk har han ikke meget andet at byde på end akkordiske gennemgange – som en motor, der kører på de sidste reserver.
Shepp derimod udtrykker sig med et forrevent og helt ud i neglene følsomt saxofonspil. Især på tenoren har hans sprukne og dog saftige tone og fraseringer en personlig kvalitet, der trænger ind under huden på én. Hans egen »Left Alone« sitrer af nærvær midt i sin gribende skitsering af fravær. Og selvom han spiller sig ind i standardrepertoiret med traditionel melodisk sans, brister og sprutter fraser fra hans horn: små udbrud, der midt i sindsroen minder os om hans fortid i 60’ernes heftige avantgarde og fejer enhver forestilling om mondæn hyggejazz af bordet. Og hvilken smuk vignet af en slutning, der med Shepp i 52 sekunders recitation (uden musik) af Holidays sangtekst »Left Alone« på smukkeste vis efterlader lytteren alene med stilheden.

Spirituelle Lloyd
Den 64-årige Charles Lloyds musik har en sær fascinationskraft uanset det forhold, at han ikke er den største saxofonist, jazzen har set. Til gengæld har han sin helt egen, spirituelt farvede musikvision og en evne til at samle spændende musikere omkring sig.
Lloyds nyeste udspil, Lift Every Voice, er en dobbelt-cd. Det er rundt regnet én cd for meget med flere statiske numre som dødvægt. Alligevel løfter de bedste skæringer pladen rent ud af den tekniske automatik, der præger megen jazz i dag.
Lloyd præsenterer sammen med Abercrombie (guitar), Geri Allen (klaver), Billy Hart (trommer) og Larry Grenadier eller Marc Johnson (bas) en stilistisk vifte af poetiske Lloyd-numre, covers og spirituals.
Vi skal frem til fjerde skæring på første cd; den krasse, verdensåbnende rock-blues »East Virginia, West Memphis«; før musikken for alvor taler.
Medrivende er også den luntende udgave af Marvin Gayes »What’s Going On«. Dog er »Go Down Moses« på cd 2 befrielseshymnen og den store forløsning af emotionaliteten. Her fornemmes for alvor en musikalsk intention om at etablere et fristed for lyttere med adgang til både himmel og jord.

*Wayne Shorter: Alegría (Verve 543 558-2)
*Archie Shepp & Mal Waldron: Left Alone Revisited (Enja 9141-2)
*Charles Lloyd: Lift Every Voice (ECM 1832/33)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu