Læsetid: 4 min.

Afrikanske ledere gør bøsser til syndebukke

Flere afrikanske politikere bruger de homoseksuelle som syndebukke, når de er i knibe. Det skaber et klima, hvor det er ok at begå overgreb mod bøsser og lesbiske
23. maj 2003

Flere afrikanske politikere bruger de homoseksuelle som syndebukke, når de er
i knibe. Det skaber et klima, hvor det er ok at begå overgreb mod bøsser og lesbiske

I løbet af 1990’erne har flere afrikanske statsledere opdaget, at angreb på homoseksuelle er en fremragende udvej, når de har brug for en syndebuk til at tørre landets problemer af på. Resultatet er politiovergreb, vold, almindelig forfølgelse, udstødelse og selvmord, skriver menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch i en 298 sider lang rapport.
En håndfuld lande i det sydlige Afrika er blevet undersøgt i rapporten, som viser, at det står værst til i Namibia og Zimbabwe. Her gør præsidenterne Sam Nujoma og Robert Mugabe rutinemæssigt nye udfald, oftest med Zimbabwes Mugabe som den toneangivende og Nujoma som et præcist ekko.
»Jeg finder det voldsomt oprørende og frastødende for min bevidsthed, at amoralske og modbydelige organisationer som de homoseksuelles, der fornærmer både naturens love og de religiøst-moralske værdier i vort land, skal have fortalere iblandt os og såmænd også i resten af verden,« sagde Zimbabwes præsident Mugabe i en tale i 1995.
Anledningen var, at landets bøsse- og lesbiske organisation ønskede en stand på den internationale bogmesse i byen Harare, og talen blev en slags officielt startskud til Mugabes systematiske homofobiske udfald.
»Ved messen fandt Mugabe ud af, at han kunne bruge den slags retorik til at skabe stort røre i befolkningen,« forklarer en af rapportens forfattere, Scott Long, til Information. »Siden har andre politikere så taget tråden op.«

Væk med bøssegenet
Blot et par måneder senere kunne Mugabes ekko således høres i Namibia, hvor en viceminister sammenlignede homoseksualitet med kræft og aids og opfordrede til, at man skulle operere de »unaturlige hormoner« ud af kroppen på dem.
»Mange var lidt forvirrede på det tidspunkt,« husker Gwen Lister, redaktør på den uafhængige avis The Namibian.
»Det var flere år efter vores uafhængighed, vi havde aldrig hørt et ord om de her ting, hvorfor blev det pludselig et problem? Hvis man spørger mig, vil jeg sige, at det er et udtryk for opportunisme. Jeg tror, at det nogle gange handler om at finde en syndebuk, når tingene går lidt skævt.«
Konsekvensen er ifølge Scott Long, at der sendes »et signal til politiet om, at homoseksuelle er folk, som må arresteres og chikaneres«. Flere af landene har stadig, som en rest fra kolonitiden, love mod sodomi, og politikernes udtalelser »opfattes af politiet som et signal om at bruge de love«. Herudover betyder homofobien, at flere bliver udstødt af deres lokalsamfund, og at folk nemt bliver overfaldet, bare de ser lidt anderledes ud, siger Long.
I 1998 spredte homofobien sig videre til Zambia og Botswana. I Botswana fastslog vicepræsident Seretse Ian Khama, at menneskerettighederne ikke gav folk licens til at »begå unaturligheder«, og at homoseksualitet ifølge loven var strafbart.
I Zambia prøvede ekspræsident Kenneth Kaunda at dysse stemningen lidt ned, hvilket både politi og presse tog ilde op. Kaunda blev nervøs og skyndte sig at mene, at de homoseksuelle var »syge, efter min mening«, og at de burde »få hjælp til at blive normale igen«.
I landets parlament fastslog præsident Chiluba, at »homoseksualitet er den værste form for fordærv«.

Homofobi giver opbakning
Den sydafrikanske politiker Zackie Achmat gav i 1998 Human Rights Watch følgende forklaring på homofobien: »Mange afrikanske politikere vil gerne give Vesten skylden for alting, også homoseksualitet. Og de har ret, Vesten er ansvarlig for deres retorik, men det er på følgende måde: Vesten, IMF og Verdensbanken presser på for strukturændringer i deres lande. Hvilket medfører sult og ødelæggelse. Maden bliver alt for dyr, adgangen til lægebehandling forsvinder; uddannelse, muligheder og pensioner er væk. Og befolkningen er rasende, med god grund. Og hvad finder de så ud af? De siger ’homoseksuel’, og to grupper løber straks i armene på dem: den kristen kirke og de afrikanske stammesamfund. To grupper, der normalt ikke taler sammen, flokkes nu bag regeringens banner. Pludselig har de fået opbakning. Det er et magisk ord. For dem er dette den perfekte løsning lige nu.«
»Lige nu« er måske de vigtigste ord i Achmats udlægning, for angrebene på de homoseksuelle kommer netop i bølger. I Zambia og Botswana er de for tiden lagt på hylden, dels fordi mange af de homoseksuelle simpelthen er flygtet, dels fordi politikerne har droppet deres udfald.
»Til gengæld er vi i løbet af de seneste tre-fire år begyndt at høre homofobiske toner fra Uganda og Kenya. Det er noget, der breder sig opad i Afrika,« siger Scott Long.
Og i Zimbabwe og Namibia lever homofobien i bedste velgående. Så sent som ved præsidentvalget sidste år kørte Zimbabwes præsident på de homoseksuelle, idet han ønskede at understrege, at han kun var omgivet af ’rigtige mænd’. De homoseksuelle bliver stadig udsat for overgreb og arrestationer såvel i Zimbabwe som i Namibia, og Scott Long kalder situationen »meget alvorlig«.
»Men,« siger han, »det går ud over en langt større gruppe af befolkningen end blot de homoseksuelle. Det sender et signal om, at man kan blive stærk og føre politik ved at angribe marginaliserede grupper. Om at lighed og menneskerettigheder er noget, der risikere at ødelægge den afrikanske kultur. Det er sådan nogle signaler, de politiske ledere sender: I dag er det de homoseksuelle, i morgen er det måske dig...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu