Læsetid: 3 min.

’Vi vil aldrig slappe af’

På en regnvædet 1. maj fælleddag lover LO og Lykketoft uforfærdet kamp mod regeringen
2. maj 2003

Vædetunge skyer flænser over Fælleden. Det rusker i telte og bannere. Æltet af øl og mudder, røgen fra boderne, de stærke lugte vækker mindelser om et middelalderligt sildemarked. Men vi er i 2003, og det er LO i Storkøbenhavn, der har kaldt til samling.
Formanden, Peter Kay Mortensen, en trind bedstefaderlig skikkelse i høj sort krave og stor hvid striktrøje, byder velkommen fra sit tørlæ på på telttribunens talerstol.
»Verden blev ikke anderledes på den 11. april,« siger han og går i stå.
»...eller 11. september eller alle mulige andre 11. et eller andet,« søger han at samle tråden op.
»Politikontrol, det skaber mere vold,« råber en karseklippet ungdommelig brandert af højreyderlig læning. Han kaster en øldåse op mod scenen. Vagtværnet foran mumler ind i deres små kindholdte mikrofoner.
I mellemtiden er LO-landsformand Hans Jensen kommet på talerstolen. Han er
iklædt rød vindjakke, hans stemme er rusten.
»Vi har fået en borgerlig regering,« skurrer han. »Nej, det er nok at give dem for meget. Jeg kan blive i tvivl, om vi overhovedet har en regering.«
Det er ikke så improviseret, som det lyder. Det står i hans manuskript, som han har brugt to gange tidligere i dag.
Hans Jensen harper videre på regeringen: »Når den endelig foretager sig noget, er det som regel noget, der trækker i den forkerte retning.«

Karsebrandert ført bort
Tilhørerne trykker sig sammen i vindstødene. En hund glammer. Den karseklippede brandert kommer slæbende med en stak gratisaviser, som han slynger op mod scenen. Vagtværnet mumler igen i mikrofonerne. Hans Jensen fortsætter sine fordømmelser: »Utrygheden stiger hos lønmodtagerne.«
Peter Kay Mortensen tusser rundt på tribunen og ser ud, som om han hygger sig.
Politiet dukker op og fører karsebranderten bort.
»Bare fordi man står i den forkerte fagforening,« råber han.
»Vi har brug for mere solidaritet i verden, ikke mindre,« siger Hans Jensen og slutter med at ønske alle god 1. maj.
»Øv, kan man ikke få lov til at stille spørgsmål,« lyder det fra en tilhører.
Enhedslistens Søren Søndergaard er næste taler. Han bliver mødt med bifald.
»Hej!« råber Søndergaard ned i mikrofonen og åbner med ætsende kritik af krigen mod Irak. Søndergaard er en god folketaler; hans skiftevis ironiske og indignerede stemme slynges ud gennem hans håndbevægelser. Peter Kay Mortensen tripper utålmodigt rundt på tribunen. Søndergaard drejer behændigt sit skyts mod det nuværende folketingsflertal og belønnes med larmende applaus.
Efter ham synger Lager- og Handelsarbejdernes Sangkor iført hvide skjorter og røde slips og tørklæder.
»Vi øver hver onsdag fra 17 til 19, hvis nogen vil være medÇ« siger dirigenten, inden koret kvæder Når jeg ser et rødt flag smelde.
»Det gør vi sgu bedre selv,« siger en vindjakkeklædt tilhører til sin sidemand.
Publikum har svært ved at koncentrere sig. »Mogens, Mogens,« råber nogle.

Knækket stemme
Og rigtigt, S-formanden har indfundet sig. Han går på talerstolen.
»Goddag, goddag,« siger han og lyder som Jørgen Ryg i indledningen til en monolog. Også Lykketofts røst er slidt.
Regn begynder at øse.
»Danmark er et af verdens mindst opsplittede lande,« siger Lykketoft.
Himmelvandet vælder i kaskader over paraplyrækkerne. Tilhørerne klamrer sig til hinanden og paraplyerne.
Lykketofts hår flagrer i ruskvinden, hans stemme knækker: »Vi skal være på forkant med svar på nye udfordringer.«
»Vi skal have en pasningsgaranti, der er vandtæt,« siger han. Det står i hans manuskript, men formuleringen får ham selv til at studse.
»Alt det, vi kæmper for herhjemme, det vil vi ikke nå, hvis ikke verden omkring os kommer til at se meget bedre ud.«
»Og det gør den ikke,« lyder et rasende tilråb.
»Socialdemokratiet vil aldrig slappe af i kampenÇ« lyder Lykketofts slutløfte.
»Mogens, Mogens« lyder det fra en forsamling, der ser ud til at gøre sig ihærdige anstrengelser for at elske ham.
»Jeg er grebet af noget af det, han siger,« forklarer 17-årige Tine, der er medlem af Socialistisk Ungdoms Front. Tine tilføjer: »Men det var lidt for populistisk. De gør ikke de ting, de siger fra talerstolen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu