Læsetid: 5 min.

Arsenal fik sin pokal

’Underholdende og i højt tempo’, lød Jan Mølbys tv-kommentar om årets engelske pokalfinale. Som forventet overgik tempoet dog i lange perioder det underholdende
19. maj 2003

Fodbold
Et kort øjeblik så det ud som om, Arsenal ville afgøre kampen efter blot et halvt minuts spil, og man frygtede det værste for Southampton, men slet så let gik det ikke for London-holdet. Heller ikke selv om det inden for de næste 15 minutter fulgte op med tre andre halve direktører, uden dertil hørende scoring(er).
Når man ikke kan vinde det man helst vil, f.eks. Premier League eller Mesterligaen, må man nøjes med det tredjebedste, og Arsenal har efterhånden sat sig tungt på den engelske FA-pokal. Således også i lørdags, hvor taget over The Millennium Stadium i Cardiff sørgede for tørvejr for de 74.000 vildt syngende fans. Og så mange var der, i en tid hvor netop den engelske pokalfinale er blegnet i mange fodboldfans’ øjne, til fordel for Mesterliga og VM/EM-opgør. Englænderne er ligeglade, nu har de spillet denne pokalturnering siden 1872 – dengang med deltagelse af otte amatørhold – og så skal tumberne fra fastlandet ikke komme hér. Nu gør det heller ikke Mesterligaen specielt interessant for angelsakserne, at flagskibet Manchester United blev slået ud af et spansk hold, og at finalen, der spilles i Manchester(!), udkæmpes mellem to italienske forsvarsmastodonter.
Alt dette stod imidlertid overhovedet ikke på de 74.000 skrighalses dagsorden, da The Gunners spillede sig til den fjerde titel på 10 år, og den niende i alt.
De færreste regnede med, at der ville blive spænding om resultatet. Hos bookmakerne var der kun småpenge i gevinst i tilfælde af Arsenal-sejr, mens en sejr til The Saints stod til mellem 5.30 og op til 6.50. Og Lange-Kim, Furesøegnens største og mest skråsikre Arsenal-tilhænger, havde de store armbevægelser fremme på den lokale. (Men mig skulle han nu ikke ha’ væddet med! Det lærer han nok aldrig.)

Fæl afbrænder
Og efter 37 sekunder så det da også ud til, at både han og alle de andre ville få ret, en massakre som mindede om en gentagelse af de to holds seneste kamp 10 dage tidligere, som endte med en intereuropæisk opvisning i moderne angrebsbold over midten, og en 6-1 sejr til Arsenal hjemme på Highbury. Men de fleste ved også, at turnering er én ting, pokalkamp noget ganske andet, og Thierry Henrys friløber blev fælt misbrugt. Samme Henry fejrede i øvrigt sin nye treårs-kontrakt med Arsenal med at være en af banens bedste.
De fleste kender nok mest Southampton som en af de store, hæderkronede europæiske havnebyer, og udgangspunkt for Titanics første(!) sejltur. Men i løbet af det sidste års tid har manageren, skotske Gordon Strachan, også fået banket et rimeligt fodboldhold sammen, med deltagelse i næste sæsons UEFA-Cup, og altså en plads i pokalfinalen til følge.
Sidst klubben gjorde væsen af sig var i 1976, hvor klubben vandt samme pokalturnering med en sejr over Manchester United. The Saints er et hold uden de mange profiler, men med en større samling skandinaviske spillere, heriblandt den finske målmand Antti Niemi, som for øvrigt stod glimrende, indtil en tilfældig skade sendte ham ud som tilskuer midt i anden halvleg. Ellers er det hotteste navn i spillerstaben forwarden og landsholdsspilleren James Beattie, som dog i denne kamp måtte lægge fysik til en stor dosis af Martin Keowns meget respektindgydende kropssprog, og stort set aldrig kom til afslutning. Men også anfører Marsden, og den ganske unge, og overraskende udtagne højreforsvarer, Chris Baird, formåede at profilere sig.
Så er der anderledes stråleglans over Arsenals mildt sagt internationalt sammensatte trup af tekniske begavelser, nå ja, lige bortset fra førnævnte Keown, hvis styrke ligger andre steder, og den evigt – men stadigt langsommere – løbende midtbaneslæber, Ray Parlour.

Ikke uden svagheder
Arsenal stillede op uden Sol Campbell, der var ramt af en af sæsonens mest omtalte karantæner, og den skadede anfører, Viera. Det betyder jo mindre, når udskiftningsbænken ser ud som den gør hos Arsenal. Og navne som Robert Pires, årets spiller 01/02, Henry, årets spiller 02/03, Dennis Bergkamp, Gilberto Silva og Sylvain Wiltord kan få det til at svimle for selv den bedste modstandermidtbane. Således også Southamptons, som flere gange blev overløbet, uden at det dog havde skæbnesvangre konse-kvenser, Niemi havde en rigtig god dag. Og sydenglænderne var ikke dårligere, end at de ved flere lejligheder viste, at Arsenals bagerste kæde ikke var uden svagheder.
Her så man også, at selv om den kontinentale, teknisk funderede spillestil via de mange udenlandske spillere i engelsk fodbold de senere år har vundet mere og mere indpas, bl.a. hos Arsenal, stikker det ikke dybere, end at et hold stadig forfalder til de ’ædle’ engelske dyder, og losser bolden op ad banen og nærmest uden for synsvidde, hvis lokummet står omspændt af flammer.
Et helt specielt kapitel kunne den til dagen kronragede midtbanesvensker, Fredrik Ljungberg, ha’ skrevet, og havde faktisk allerede spidset pennen, da han i begyndelsen af anden halvleg fik en kæmpe chance for at blive den første spiller der scorede i tre pokalfinaler i træk. For en gangs skyld kunne Niemi ikke holde bolden, riposten landede for fødderne af Ljungberg, som kvitterede med et glimrende og hårdt skud – i sidenettet.

Fransk oplevelse
Men da havde Arsenal ført 1-0 siden det 38. minut, hvor Robert Pires gjorde en dyd af nødvendigheden, og scorede på en kontra fra det sydengelske forsvar. Ikke ufortjent at netop han blev matchvinder, stort set igennem hele kampen, og over det meste af banen, var han den helt store oplevelse.
Kampen blev aldrig et historisk ’pokalbrag’ der vil optage den store plads i annalerne. Dertil var styrkeforskellen trods alt for stor. Ikke, som resultatet jo også understreger, at Arsenal var groft overlegne, men Southampton kom i hele kampen stort set kun til omkring halvanden chance. Den hele, et godt tværskud fra Ormerud med otte minutter igen, tog målmand David Seaman sig til manges overraskelse af på flotteste vis. Men det blev aldrig sådan nervepirrende farligt, og man sad med fornemmelsen af, at hvis uheldet skulle være ude, og Southampton fik scoret, ville eksempelvis Henry spæne op i den anden ende og bringe orden i regnskabet.
Manager Arsene Wenger og hans spillere fik så endelig deres pokal, og forhåbentlig kan det lægge en dæmper på franskmandens på det seneste overhåndtagende paranoia, og profil som en endog overordentlig dårlig taber. Og under alle omstændigheder var pokalsejren lørdag fuldt fortjent. Og fra smedjen med rygterne forlyder det, at både Dennis Bergkamp og David Seaman her stillede op for Arsenal for sidste gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu