Læsetid: 6 min.

Avistræthed

Aviser! Jeg overvejer, hvordan mit liv vil blive uden, og foreløbig er jeg på aftrapning
15. maj 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.

I mit barndomshjem kom Jyllands-Posten med posten hver dag. Jeg fik i en tidlig alder den vane at læse i den hver dag, men i de første år kun de samme tre ting. Poeten og lillemor, Lune jyder og tv-anmeldelsen. En af tv-anmelderne hed Jesper Langballe, og jeg gyste ved synet af hans kontrafej samtidig med, at jeg af og til kunne mærke, men ikke forklare, at det, han skrev, bød mig imod. At der i det hele taget er noget sundhedsfarligt ved at læse netop den avis, har jeg senere erfaret ved at læse den på cafeer, og en enkelt gang havde jeg et billigt prøveabonnement. Under det sidstnævnte steg mit blodtryk så betragteligt, at jeg måtte holde op med at læse den. Jeg læser nemlig nu om dage altid læserbrevene i enhver avis, og det er hér en avis i sagens natur ikke kan skjule, hvem læserne og avisens grundholdning er, og især Jyllands-Posten afslører sig i uhyggelig grad på det punkt.
Måske har jeg læst aviser nok i mit liv. For tiden er jeg så træt af alle aviser, beklageligvis også den De sidder med i hånden, at jeg kun af gammel vane åbner dem, posten kommer med. Jeg overvejer, hvordan mit liv vil blive uden, og foreløbig er jeg på aftrapning ved at åbne dem så lidt som muligt. Det forekommer derfor ganske grotesk, at jeg nu ser i min kalender, at jeg selv skal skrive i et dagblad. De har, kære læser, min fulde forståelse, hvis De nu finder noget andet at læse i, måske en bog?

2.

Denne klumme er ikke nyhedsstof. Mine nyheder er gamle. Bøgen er f.eks. først forleden sprunget ud for alvor her, hvor jeg bor, men det er ikke en nyhed, omend en opmuntrende oplysning, synes jeg nok. Jeg har set sommerfuglen Aurora, som er noget af det yndigste, og dompapperne gæster stadig mit foderbræt.
Jeg var for nylig i Malmø og hjembragte bøger indkøbt på stationen, hvor de herligste svenske bøger kunne erhverves for små penge. Jeg læser for tiden blandt andet Eva Helen Ulvros’ bog Sophie Elkan, en biografi om en svensk forfatter, der levede fra 1853 til 1921, og som i dag næsten kun kendes som Selma Lagerlöfs meget nære veninde. Som sådan har hun fået et tilsyneladende temmelig uretfærdigt eftermæle. Jeg citerer fra et brev, Elkan skrev på de to kvinders rejse til Jerusalem i 1900 (og Elkan var selv jøde, hvilket hun ikke vovede at afsløre på rejsen): »Når jeg så tænker på jøderne ved Grædemuren, og hvordan de stod og slog panden mod stenene, og på de muhammedanske børn, der forulempede dem, og på de hundredevis af klostre og kirker og forskellige stiftelser, der tilhører forskellige trosretninger – Jo, det er minsandten en forfærdelig by og som ingen anden, jeg har set. Fanatismens og intolerancens og de smukke barndomsminders og legenders by. Du kan tro, man burde kende sin bibel her og andres
også... «

3.

I aftes så jeg et pindsvin.
Werner Aspenström (1918-1997) skrev, ud over dejlige digte, en lille erindringsbog, Bäcken, om sin barndom i en bjergegn i Sverige. Heri står:
»Den, der har besøgt et observatorium og spejdet længselsfuldt, ved, hvilket bagslag det giver. For sig selv og uden sammenhæng med andre stjerner er Jupiter ikke mere seværdig end en tilfældig rusten femøre. Kikkerten hjælper os med at se tydeligt, men berøver os samtidig rummet. Øjet er et bedre instrument, vi ser og vi gyser. I drømmen er det, som om pupillen kunne åbne sig yderligere: himmelhvælvet i et eneste blik!«
Musene har travlt på terrassen.

4.

Jeg overvejer, om jeg behøver at gøre rede for, hvorfor jeg er så træt af aviser. Måske er det bare mit humør, min alder, mit køn, mit erhverv, der gør det, jeg ved det ikke. Al nyhedsformidling generer mig, selv den ’gode’, jeg plejer at sværge til i radioen. Måske fordi de ved, de er de ’gode’ journalister, og jeg ved, at jeg selv er det ’gode’ menneske, der lytter. Hvad er det for en underlig selvgodhed? Jeg vil hævde, at man kan se det på aviserne, fra chefredaktør til praktikant render de rundt og slår sig på maven og stønner indvendig: »Hvor er jeg dejlig!« I tv er det nok at se de selvglade oplæsere, så er jeg løbet skrigende bort. Kulturstoffet alle steder er under al kritik. Men jeg har kun mig selv at have det i. Jeg kan ikke argumentere, jeg er blot lammet, lammende træt af deres ævl. I dag konstaterer jeg f.eks. igen, at hver gang Lars von Trier laver en ny film, er der store nekrologagtige helsides artikler om ham, der beretter udførligt om hele hans liv, alle hans forældre og fobier. Hvad vil de skrive den dag, de skal skrive en nekrolog? Noget interessant måske.
Og nej, nej, nej, jeg er ikke bedre selv. Hvis jeg udgiver en bog, og ingen vil tale med mig, bliver jeg urolig. Hvis de vil tale med mig, bliver jeg faktisk også urolig, især hvis det er flere aviser på en gang. Jeg begår den fejl at tro, jeg bliver overeksponeret. Det bliver jeg selvfølgelig, men jeg glemmer, at der kun er få personer, der ser alle aviser og hører alle programmer osv. Man kan roligt lade sig overeksponere, det er kun mor, der opdager det, og hun bliver oven i købet glad. Nå. Så får man måske besøg af en såkaldt lødig journalist fra et lødigt dagblad, og bagefter står der et interview med én i avisen, som burde have stået i Alt for damerne i stedet for. Hvis det overhovedet burde have stået nogen steder.

5.

Jeg hader radioavisen. Danskerne bruger for millionvis af kroner på træbeskyttelse, fortæller de f.eks. i dag. Så ringer de til tre forskellige forhandlere og spørger, hvad man skal bruge; Én anbefaler, to fraråder linolie. Så spørger de en ekspert. Han siger, at man skal bruge det middel, der er de bedste erfaringer med. Så er indslaget slut. Hvad!!?? Eller, som de siger i udlandet: What?

6.

I går fik jeg min straf for at pønse på at opsige mine avisabonnementer. På vejen ud af supermarkedet blev jeg antastet af en nydelig ældre herre, der kunne se, jeg trængte til et par på kassen. Han havde et helt vildt godt tilbud til mig på både Berlingske og Præstø Avis, og uden at jeg får at vide, hvad det koster, tegner jeg mig for fem måneder fra august. Jeg har et blødt punkt med den slags mennesker. Jeg tænker slet ikke på, hvad det er, jeg køber; jeg kan kun tænke: Hvor er det synd for den pæne mand, at han har sådan et rædselsfuldt job, og lad mig slippe herfra hurtigts muligt. Så nu abonnerer jeg snart på fem aviser i alt. Det er da godt, at Dagen gik ned.

7.

Jeg skal en tur til København med toget og vader i, sætter mig i og kan i det hele taget dårligt kæmpe mig frem for avispapir, der flyder overalt. De to dejlige helt gratis aviser Urban og ? (navnet på den anden er undsluppet mig). Lige meget, der står det samme i dem, de har næsten det hele fra Ritzau, og de har fået folk til at holde op med at købe Ekstra-Bladet og B.T. Spørgsmålet er, om man skal græde over dét?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu