Læsetid: 4 min.

Ballet befriet for tylskørter

Den moderne dans rummer en særlig frisættende kraft. Det mener Tim Rushton, som for øjeblikket er aktuel med en nyfortolkning af ’Napoli’ – August Bournonvilles 160 år gamle ballet
31. maj 2003

Dans
Månen spejler sig i bugtens overflade. Alt er stille. Midt i det tyste sceneri vugger en lille båd. Heri sidder Gennaro og Teresina og besynger deres fælles kærlighed. Men pludselig bryder et uvejr løs, og Teresina kastes overbord. Det er imidlertid ikke døden, der venter hende under vandoverfladen, men derimod søånden Golfo.
Sådan etableres det drama, som binder ballettrinene i Napoli sammen. Det lyder kulørt, og er det bestemt også. Men August Bournonvilles særegne miks af kandiseret romantik, idylliseret folklore og fabulerende sagnstof har ikke desto mindre formået at lokke danskerne i Den Kongelige Ballet lige siden urpremieren i 1843.
Om Tim Rushtons spritnye fortolkning af Napoli kommer til at trække folk af huse på samme måde som dens folkekære forgængere er nok tvivlsomt. Den anerkendte engelskfødte koreograf, som til daglig er kunstnerisk leder på Nyt Dansk Danseteater, har nemlig valgt at omsætte den gamle ballet til en moderne danseforestilling.
Dette frapperende initiativ har Rushton ikke taget for at gøre op med alle de traditionelle balletfortolkninger – selv om tanken er nærliggende. Med Napoli – Den nye By, som klassikeren hedder i den dugfriske version, har han blot ønsket at levere et moderne alternativ.
»Jeg har altid nydt at se Napoli. Den charmerende måde, hvorpå budskabet om kærlighedens grænseoverskridende kraft bliver leveret, fascinerer mig hver eneste gang. Men når det er sagt, så har jeg også hver gang følt, at Bournonville også fortjente at blive fortolket på en anden, mere tidssvarende måde. Og det er sådan set denne følelse, der er blevet til min nye koreografi,« siger Tim Rushton.

Vild dans
– Hvordan adskiller din Napoli sig så fra den traditionelle ditto?
»Uha, det gør den på mange måder. Men det publikum, som kender til de traditionelle balletopsætninger vil nok særligt bide mærke i tre forskelle. For det første i en meget mere løssluppen dansestil. For det andet i at miljøet, som danserne agerer i, er nutidigt. Og for det tredje i at der danses til moderne popmusik. Det er dog ikke sådan, at jeg har forkastet alt det gamle. Jeg har nemlig valgt at beholde Bournonvilles sprælske narratologi, ligesom jeg også har valgt at lade enkelte af hans koreografiske idéer komme med over i min fortolkning. På den måde mener jeg at have forløst Napoli uden at svigte det oprindelige forlæg.«
– Hvad håber du, publikum får ud af din version, som de ikke kan få ud af balletversionen?
»Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Jeg vil tro, at særligt unge mennesker kunne få glæde af min udgave, fordi jeg lader den udspille sig i den virkelighed, de er vokset op i, og fordi danserne i mine koreografier får lov at danse meget vildt – de danser jo ikke sødt til ufarlige strygere, som hos Bournonville, men aggressivt til tidens rytmiske udtryk. Det gør vel alt andet lige historien mest vedkommende for folk under 30, men selvfølgelig mener jeg også, at min fortolkning kan give et ældre publikum stof til eftertanke. For den underliggende påstand om, at den store kærlighed kan klare alt, kan enhver jo forholde sig til.«

Intuition og intellekt
– Har du ikke på noget tidspunkt været betænkelig ved sådan at tage livtag med et nationalklenodie som ’Napoli’?
»Jo! Jeg har været rædselsslagen. Da projektet blev sat i gang, meldte angsten sig med det samme. For ved at tage afsæt i et arvestykke som Napoli tiltrækker jeg en masse kritiske blikke – både fra publikum og anmeldere, der jo alle har en forestilling om, hvordan historien om Gennaro, Teresina og Golfo bør fortælles. Men disse ængstelige følelser har jeg måttet gemme væk for i stedet at give plads til intuitionen.«
– Nu nævner du selv intuitionen. Har den været dit vigtigste redskab i arbejdet med den gamle klassiker?
»Det kan man godt sige. Det er i hvert fald min intuition, som har fortalt mig, at det her er en god idé, og som igennem hele forløbet har bedt mig blive ved. Men intuitionen har ikke gjort det alene. Et projekt af den her karakter kræver også, at man tager stilling rent intellektuelt. For spørgsmål som hvilke dele af forlægget, der kan skæres væk, og om hvordan scenen bør se ud, skal jo løses udfra intellektuelle overvejelser. Så min kreativitet har vel dybest set gået på to ben, et intuitivt og et intellektuelt – og på den måde tror jeg i det hele taget bedst, man forløser den moderne dans’ store potentiale.«
– Du taler meget varmt om den moderne dans. Hvad er det, der gør denne kunstform så interessant?
»Det fantastiske ved den moderne dans er, at den i kraft af sin meget unge alder ikke er tynget af regler. Det er alle de ældre, såkaldte klassiske kunstarter jo. Når jeg som kunstner beskæftiger mig med moderne dans, så føler jeg mig frisat. Her er der ingen hævdvundne love, som binder mig. Noget af det interessante ved at omsætte Napoli, der jo er et resultat af ballettens nedarvede konventioner, til en moderne danseforestilling har netop været at frisætte den fra alle de snærende bånd. Den moderne dans giver mig en helt speciel mulighed for at udtrykke mig uden tylskørter og gamachebukser – både i bogstavelig og overført forstand.«

*Tim Rushtons Napoli – Den nye By har premiere den 4. juni på Det Kongelige Teaters Ny Scene

Blå bog
Tim Rushton
*Tim Rushton er uddannet fra The Royal Ballet School i London i 1982. Har siden 1988 været bosat i Danmark, hvor han har gjort sig bemærket med en lang række visionære koreografier. En af disse, ’Busy Being Blue’, modtog i 1999 en Reumert for årets bedste danseforestilling. Rushton blev i 2001 kreativ leder på Nyt Dansk Danseteater, Danmarks største moderne dansekompagni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu