Læsetid: 6 min.

Hvad hvis det ikke bliver bedre?

Generation Cool har ikke altid nemt ved at finde den ideelle partner. Måske fordi han ikke findes
30. maj 2003

Qlummen
Jeg havde ventet så længe på den dag. Når den så endelig kommer, skal det være perfekt. Det er et eventyr for en dag. Så tænker man ikke på, om man bruger 50.000 eller 100.000. Det hele er alligevel så dyrt, at prisen bare bliver et tal på et stykke papir.«
Sådan sagde Rikke Gudnitz, der sidste år blev gift med Danny Bejerholm, i søndags til Berlingske Tidendes M/S-tillæg (den del af avisen, der udkom). Nørrebro-parrets bryllup kostede en bagatel af 120.000 kroner for fire dage på Ballen Strand for 70 gæster.
Unge mennesker gør nemlig en del ud af at blive gift. Hvornår får en pige over syv år ellers chancen for at klæde sig som prinsesse for en dag og køre i hvid limousine?
Rikke og Danny var 30 og 35 år, da de blev gift, og dermed placerer de sig repræsentativt i den danske statistik, hvor kvinden i dag er 29,7 år, når hun får sit første barn i 1970 var kvinderne 26,7 år.

Men uanset tidspunktet kommer der et tidspunkt i en kvindes liv, hvor hun godt vil Finde Nogen – den rigtige mand. I den senere tid har jeg talt med flere unge kvinder (midt i 20’erne), som netop var begyndt at få det sådan. Kønne, indtagende, veluddannede – men de syntes altså, at det med mænd var forbløffende svært.
Unge mænd i 20’erne iler (ifølge pigerne) tilsyneladende på den første date med at forklare, at ’de altså ikke gider sidde hjemme foran fjernsynet hver aften’, til trods for, at pigen ikke kunne drømme om at foreslå det. Eller de forklarer rent ud, at ’du får svært ved at finde en fyr, fordi du er for intellektuel for de fleste’. Nu er det nemt at påstå, at mænd ikke er til faste forhold, eller at mænd ikke bryder sig om kvinder, der er alt for kloge. Det kan bare ikke passe.
I ugens aviser kunne man ikke blot læse, at bryllupper – gerne superdesignede og overdådige – er overordentligt populære, men sandelig også, at mænd endda trives endnu bedre i ægteskaber og parforhold/ kernefamilier end kvinder. 60 procent af de gifte mænd angiver ifølge Gallup at trives ’meget godt’ i ægteskabet, af kvinderne 53 procent. Også en stor del af kvikke og veluddannede kvinder må altså være blevet afsat. Der findes næppe så mange kvinder, der gik ud af 7. klasse, at der kan være blevet til alle de henrykte ægtemænd.
Men før man når så langt, skal man Finde Nogen, og noget tyder på, at Generation Cool ikke har nemt ved at finde den ideelle partner. Måske fordi han ikke findes. Det, der findes, er en masse almindelige drenge og piger, der gifter sig senere og senere – og som endnu senere fylkes på fertilitetsklinikkerne, fordi de kom for sent i gang.

Da jeg mødte min senere mand, var jeg 25 og havde lært, at mænd også er en slags mennesker. De kan f.eks. godt lide, at man lytter til dem og tager deres følelser alvorligt. Som jeg fornylig forklarede én af de unge piger, der syntes, mænd var besværlige: »Min mand holder f.eks. meget af country-musik, det skulle jeg lige vænne mig til.«
Det gibbede synligt i hende:
Countrymusik! Så dét kunne man komme ud for! Jeg kunne ikke dy mig for at sætte trumf på: »Det kunne også være ishockey eller fodbold!«
Min mands kærlighed til countrymusik handler nemlig ikke kun om musikken, men om et frirum for at være sentimental. Har man hørt Patsy Cline synge Crazy eller
I fall to Pieces, ved man, hvad jeg mener. Men mange mænd kan faktisk også stå op med tårer i øjnene, når landsholdet vinder. Og hvor åbne er kvinder egentlig for en følsomhed, der får dét udtryk?
Da jeg for et halvt år siden interviewede Fay Weldon, mor til fire voksne sønner, mente hun, noget overraskende for mig, at kvinder ikke er særligt forstående over for mænd: »Men i dag tror jeg, mændene har de største problemer, når kvinderne slet ikke vil have dem i deres liv, fordi de er mænd og støjer for meget, er for meget. ... Det klager mænd over. Sikkert med rette, og kvinder burde lytte til dem og lave tingene om, ligesom dengang, det var kvinder, der blev behandlet mest uretfærdigt.«

Hvad nu, hvis Fay Weldon har en pointe? Er kvinder tilbøjelige til at stemple en (for) stor del af mænds følelsesliv som helt vildt for uinteressant? (Jeg gør mig ikke til fortaler for, at det er en menneskeret at se sport i fjernsynet 20 timer om ugen).
Men det er stadig sådan, at i familie- og privatlivet er kvinderne ofte dominerende (på arbejdsmarkedet er det omvendt). Kvinder er derfor i høj grad med til at skabe det klima, et par skal leve sammen i. Nutidens unge mænd er opdraget med feminisme, og de kan ikke lide at træde kvinder over tæerne. Ikke at komme for tæt på er én af måderne at undgå det på, men næppe den ideelle løsning.
Også kvinderne er opdraget med feminisme: Man skal ikke finde sig i noget. Men det skal man jo. I et samliv skal man finde sig i meget, og kommer der børn endnu meget mere.Den mand, der siger til en pige: »Du er for intellektuel«, kan udmærket have ret for sit eget vedkommende (det er jo hans gode ret at søge det selskab, han foretrækker). Men han kan også mene: »Du snakker og snakker, men hvem er du selv? Vis mig lidt mere!« Og den mand, der ikke gider sidde hjemme hver aften, ham kan pigerne jo spørge: »Hvem har bedt dig sidde foran fjernsynet? Ikke jeg.«
Kort sagt, lad samtalen begynde.
Måske er der en indbygget fælde i ungdomskulturen cool, hvor alle giver sig ud for at være noget andet, end de er. Jo bedre uddannede vi bliver, jo flere roller har man til sin rådighed, og jo længere kan man underholde med sit imponerende C.V., før man lukker op. Og hvem skal være den første, der åbner sig og fortæller om mor, far, lillebror, om at gå til spejder som barn og alt det andet, som gør én, til den man er?
Det foreslår jeg, at pigerne gør. Fordi de er bedst til det. Fidusen er at møde den anden med interesse. At høre hans familiehistorier, lytte til hans plader og måske et eller andet sted tænke: What if this is as good as it gets? Hvad nu, hvis fyren og det hele ikke passer til de billeder, man har, derfor kan det vel alligevel være godt nok, og meget sjovere og mere overraskende?
Moderne kvinder kræver meget, og det er, som Andie McDowell siger i kosmetikreklamen: »Fordi jeg fortjener det.«
Men vær realistisk. Jeg så engang en tv-udsendelse af Poul Martinsen, der handlede om Damhuskroen. Blandt andet fulgte man en mand i 30’erne med hinkestensbriller, der bød en af de flotteste damer op. Hun kiggede op og ned ad ham og sagde bare »Nej«.
Man fik gyseligt ondt af den kiksede, lille mand, men mindre, da man så ham slange sig selvtilfreds på sofaen hjemme hos mor, hvor han boede og gøre det klart, hvad han ventede af en kone: Total service og godt udseende. Enlige mødre gad han ikke. Han fortjente bedre, forstod man. Spørgsmålet vibrerede i luften: »Jamen, hvad har du selv at komme med?«

I ovenstående bryllup var bruden f.eks. tæt ved at gøre sin mand til statist i den brusende kvindelige iscenesættelse. Brudgommen Danny havde nemlig tænkt sig en lidt anden stil, sådan med »en helstegt pattegris (der) snurrede over levende ild, mens øllet flød fra fadet.«
Men som bruden afsluttende forklarer i M/S-tillægget: »Først tænkte jeg, ’ja, ja, du snakker.’ Men så syntes jeg faktisk, at han havde nogle gode ideer, og det lykkedes os at få det til at hænge sammen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her