(2. sektion)
Dag for...?
1.
(tekstafsnit)
I hvilket der lægges op til uhyrlige afsløringer om kendte politikeres seksualitet.
Det følgende er hverken for sarte sjæle eller tilhængere af en nådesløs eksekvering af injurielovgivningen. Men i den sædvanlige protest imod formatet »7 dage« følger her syv tekstafsnit, som hverken er krono- eller på anden måde logiske.
Krigen i Irak er vundet og dermed lige så glemt som baggrunden for 1. maj og 5. maj. Måske endda tilgivet i vide kredse. Krigen er vundet, og nu skal vi tjene nogle penge. Det er så kedsommeligt, at det næsten er umoralsk at påpege det etiske dilemma.
Så lad os i stedet koncentrere os om det sandt utilgivelige. Lad os snage og sladre langt uden for ytringsfrihedens rammer og se, om den ansvarshavende chefredaktør for nærværende dagblad kan komme i fedtefadet.
2.
(tekstafsnit)
Det engelske forlag Routledge har udgivet en »Whos Who« for bøsser og lesbiske. Almindelige kedelige hetero-børger må godt læse med, men den handler simpelthen om berømte homoseksuelle. Der er også nogle danskere. Men først en omvej omkring ugens mindst sexede mediebegivenhed.
To tidligere journalister på Dagen har helt i tråd med hedengangne dagblads forkærlighed for ordspil udgivet en bog med titlen Ingen kender Dagen. I skrivende stund har jeg hverken læst bogen eller anmeldelserne. Men jeg tør godt vædde på, at bogen får urimelig megen omtale og interesse. Ligesom jeg tør vædde på, at tirsdagens aviser er særligt sjusket redigerede. De fleste mediefolk vil nemlig uden at være ved det være stærkt optaget af bogen.
Dybest set er bogen vel blot en psykoterapeutisk øvelse for de to journalister, der ligesom må skrive forløbet igennem for at få det ud af kroppen. De er ikke alene om frustrationen. Resten af medieverdenen vil også gerne have lidt psykoterapi. For hvad var det egentlig, der skete med vores medie- og verdensbillede, da Dagen så dagens lys?
3.
(tekstafsnit)
Dagen var et spekulativt stormløb på en af de sidste gamle kulturbastioner. Dagbladene har måske nok tabt lidt kulturradikalt terræn og helt sikkert mistet aktualiteten. Men de står stadig som den væsentligste bastion imod en fuldstændig MTV- og CNN-isering af medierne.
Tøger Seidenfaden sagde efter sigende efter et godt årsresultat, men før fusionen, »at det er jo meget godt, men vi udgiver ikke avis for at tjene penge«. Den indstilling er både ansvarlig og helt i tråd med Politikens og andre dagblades historiske ophav.
Men piben har efterhånden fået en anden lyd. Da skibsrederen blev fornærmet og solgte Berlingske Tidende til nogle nordmænd, kom der fart på en kommercialisering af de store bladhuse. Og pludselig øjnede en lige lovlig dynamisk forretningsmand muligheden. Muligheden for anerkendelse. Den anerkendelse som alle små drenge savner. Og bliver ved med at savne uanset hvor store forretningsmænd, skibsredere eller chefredaktører de bliver. Det er ikke nok at være kendt, hvis man vil være anerkendt.
Jeg tror ikke, at ingen kender Dagen. Jeg tror vi alle sammen kan se lige igennem den.
4.
(tekstafsnit)
Så lad os straks springe fra organer til den højeste oplysning til kønsorganer, og hvad de kan bruges til. Jeg lovede de mere sensationslystne nogle spekulationer med kød på. Den homoseksuelle blå bog tæller også nogle få danske berømtheder. Men det er ærlig talt lidt kedsommeligt. At Kultur-Niels og Torben Lund sprang ud af skabet er jo ikke mere ophidsende, end når Bjørn Lomborg lufter sine påfund om miljøet.
I den forbindelse spørger jeg mig selv og Se & Hørs Henrik Qvortrup hvor alle de rigtige afsløringer af de kendtes seksualitet bliver af?
Det er fristende at starte i toppen med kongehuset, men de kan jo i deres status natur ikke svare igen.
5.
(tekstafsnit)
Nå, men det skal jo ikke handle om bøsser og lesbiske alt sammen. Så mens De famler lidt rundt i mine slibrige antydninger, vil jeg fuldstændig uprovokeret groft overfalde vores udenrigsminister. Der må da være tale om en særligt snusket afart af intellektuel masochisme. Det foretrækker jeg at tro, frem for en nærmest profan teori om at vores nærmest eneste politiker med et intellektuelt image simpelthen er slet begavet.
6.
(tekstafsnit)
Selv om den meget tålmodige læser måske kan finde en svag relevans i overskriften, må vi nok uddybe den lidt mere. Pointen er, at det med kendte folks seksualitet forholder sig som med kvinder. Karen Blixen satte ord på fænomenet med »det anede«, som er så usigelig meget mere interessant end det konkrete.
Anne Linnets og Torben Lunds seksualitet blev uinteressant i det øjeblik, de sprang ud af skabet. Vi har ikke hørt ret meget til dem siden.
Spekulationer om kendte folks seksualitet er kun interessante som spekulationer og sladder. Når man kan genfortælle sin homoseksuelle frisørs sladder om de kendte og kongelige med en sådan detaljerigdom, at der må være noget om snakken. Bliver det til mere end snak, taber det interessen. Så man skal tænke sig om, hvad enten man vil være kendt eller anerkendt.
Den, der springer ud af skabet, springer ofte direkte ud i glemslen. Man bliver måske for en kort stund elsket af sin samtid, men glemt af sin eftertid.
7.
(tekstafsnit)
På bagsiden af tirsdagens Information springer en journalistpraktikant ved navn Kristian Villesen ud. Praktikanten har med et par premierebilletter til Søs og Kirstens nye show Med på en kigger besluttet sig for at få noget på den dumme og høste almindelig anerkendelse for sin skarpe pen.
Han inviterer en ung pige med og bruger derefter det meste af spaltepladsen på at fundere over, om de tildelte pladser nu også er gode nok. Der er helt sikkert ikke kändisser nok til hans personlige scorekort. Men han kan dog sole sig i at blive anset for anmelder, da han med lad ynde vifter herren ved siden af om næsen med sin notesblok. Størst er hans skuffelse vist nok over, at han skal betale ordinær pris for en fadøl i pausen medmindre det oplyses af hensyn til Informations bogholderi pigen har vel også fået noget på kontoen »det er bladet, der giver«, men et bilag på to fadøl glider sikkert ned.
Selve showet opgiver vores unge ven at anmelde. Og det er egentlig synd og skam, for jeg var der selv og morede mig gevaldigt sammen med resten af salen. Men krudtet er lige som brændt af på de indledende øvelser. Længslen efter anerkendelse rakte ikke til en egentlig præstation. Vistnok ikke noget usædvanligt problem for unge mænd. Men det er alligevel lidt opsigtsvækkende, når det udløses i så tidlig en alder.q
*Frederik Preisler er partner i reklamebureauet Propaganda McCann
