Læsetid: 3 min.

Bob Hope på vej mod de 200 år

Entertaineren bliver 100, men står allerede i Guinness Rekord-bog for sine mere end 2.000 medaljer, priser og æresdoktorater
28. maj 2003

Portræt
»Lange kjoler generer mig ikke. Jeg har en god hukommelse.«
Ak ja, det kan man behøve som 100-årig. En del af os har haft det som Woody Allen: Bob Hope blev vores barndoms yndlingsklovn og vil altid have en særlig plads i vores hjerte.
Især når han optrådte med Bing Crosby i Vejen til-serierne, hvor parodier, direkte henvendelser til publikum og Hopes uforlignelige one-liners skabte en frydefuld anarkistisk komik – hvad enten vejen gik til Bali, Marokko, Rio eller andre eksotiske steder. Hope var super-kujonen, som alle vi tøsedrenge kunne identificere os med – han gjorde vores nederlag sjove og harmløse.
I 1940’erne var Hope Amerikas klart populæreste film- og radiokomiker, og han inspirerede angiveligt den otte-årige Woody Allen til at gå filmvejen. Samme Allen har fastholdt sin beundring i alle disse år, særlig hvad angår Vejen til-filmene med Crosby: »Duoen konkurrerede i at narre hinanden, og deres fantastiske, improviserede replikskift nåede en yndefuld spontanitet, som man sjældent har set magen til på film,« sagde Allen i 1979 i en varm hyldest til Hope.

Institutionen Hope
Men nu behøver vi jo ikke tale historie, når det drejer om 100-årsfødselaren i morgen, der netop med sin datter Linda har udgivet sin nyeste bog, My Life in Jokes. Den samler 88.000 af Hopes vittigheder gennem en langtidsholdbar karriere.
I USA er Hope stadig en unik institution fra en tid, hvor en entertainer var dus med både hele befolkningen og præsidenten, rejste ud og underholdt amerikanske tropper, hver gang krigstrommerne lød, og mageligt klarede et par soloforestillinger for velgørenhed om ugen.
Den manisk aktive Bob Hope er rekordernes mand. Han har ikke blot været hofnar og ven med hver eneste amerikansk præsident siden Roosevelt og været vittighedsspyende konferencier ved utallige lejligheder, men har også underholdt soldater i fem krige. Mest mindeværdigt under Anden Verdenskrig, hvor hans radiotransmitterede underholdning overseas vakte en kolossal jubel hos både de indkaldte og lytterne. Han turnerede en vits med fabelagtig elegance, musikalitet og selvironi og anlagde klogt den menige soldats synsvinkel. Med humorens hjælp gjorde han savn og tragedie en smule lettere at bære.

Drillede McCarthy
Hopes tungerappe humor kunne nok være ganske fræk, men den var aldrig nærgående, endsige sårende. Hans komik på film mangler en Chaplins eller en Keatons element af melankoli eller smerte, den er mere upersonlig, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at han hele karrieren omgav sig med et fast korps af skriverkarle, der sled og slæbte for at forsyne ham med materiale.
Politisk hører Hope til højrefløjen, men har også med held drillet republikanske præsidenter.
Autoriteter uden humoristisk sans havde han det sværere med, f. eks. kommunistjægeren, senator Joe McCarthy. Så ham drillede Hope ekstra ihærdigt: »Jeg har hørt fra en velunderrettet kilde, at senator McCarthy vil afsløre navnene på to millioner flere kommunister. Han har lige fået fingre i en telefonbog fra Moskva.«
Om Hope bør det ellers anføres, at han voksede op i en fattig, engelsk indvandrerfamilie og blev en af de rigeste entertainere i USA’s historie. Han er kendt som enestående trofast overfor gamle venner og kolleger, nærig i visse sammenhænge, vild med at spille golf, men endnu vildere med at optræde. Var utrættelig, når det gjaldt velgørenhed, krævende, når det gjaldt medadarbejdernes tekster.
Da han i 1990 udgav sine erindringer, havde han som 87-årig ingen planer om at trække sig tilbage og gå på fisketur. Hvorfor? – »Fisk kan ikke klappe.«

*Bob Hope
Amerikansk teater- og filmskuespiller. Blandt hans mest populære film var Vejen til-serien, indspillet i årene 1940-62. Dybt engageret i humanitært og fagligt arbejde. Modtaget fem special-Oscarstatuetter, og Præsidentens Frihedsmedalje

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her