Læsetid: 2 min.

’Børnebanden’ vil have handling her og nu

SF’s langsigtede løsninger skal også kunne bruges på kort sigt, mener partiets ’børn’, der beskyldes for at være reaktionære
17. maj 2003

Flygtninge og indvandrere skal sendes i praktikforløb som f.eks. hjemmehjælpere eller portører, når de kommer til Danmark, indsatte i fængslerne skal indgå i adfærdstræningsprogrammer mod nedsat straf, og regimer, der ikke arbejder for demokrati og menneskerettigheder skal ikke modtage udviklingsbistand.
Det er nogle af den såkaldte Børnebandes bud på en fornyelse af SF’s politik.
»Politik handler om forandring og offensive udmeldinger. Ikke bare om, at hoppe i skyttegraven og kritisere de borgerlige partier,« siger hovedbestyerelsesmedlem Peter Goll
Børnebanden, der blandt andre består af folketingsmedlem Morten Homann, næstformand Mette Feifer og hovedbestyrelsesmedlem Peter Goll, er fra flere sider blevet kritiseret for at være reaktionære og højreorienterede. En af de hårdeste kritikere er Margrete Auken
»Det er i orden, at Margrete kritiserer os, hvis hun er uenig i det, vi siger, men vores svar må være: så kom selv med noget nyt,« siger Peter Goll.

Krav og pligt
Det nye handler, ifølge Morten Homann og Peter Goll om også at bruge SF’s grundlæggende kerneværdier om socialt ansvar og lighed på kort sigt.
»Hidtil har SF’s bud på løsninger af samfundets problemer været langsigtede. Det er der ikke noget galt med, men det er centralt for os, at vi også kan løse problemer her og nu, uden at gå på kompromis med vores grundholdning,« siger Morten Homann.
Et af forslagene fra Børnebanden går på, at nytilkomne skal tilbydes en individuel handlingsplan, der tager højre for de kvalifikationer og behov for hjælp den enkelte har. Sproget og de danske værdier skal ikke bare læres i et skoleforløb, men også på offentlige arbejdspladser
»De folk, der allerede har en uddannelse skal hurtigt indgå i føl-ordninger eller praktikant forløb hvor de bidrager til samfundet. Det har både de og vi glæde af. Og det er det, integration handler om,« siger Peter Goll.
Børnebanden vil gøre op med opfattelsen af, at SF bare læner sig tilbage og kritiserer eller venter på, at langsigtede løsningsmodeller skal begynde at virke.
»Integration kommer ikke af sig selv. Der skal sættes pres på det danske samfund, men der skal også sættes pres på dem, der kommer hertil,« siger Morten Homann.
Det er ikke bare de mennesker, der kommer til Danmark, der skal stilles krav til. Regimer, der modtager dansk udviklingsbistand, skal arbejde målrettet for demokrati og menneskerrettigheder. Men der skal også være en gulerod.
»Hvis vi får en garanti fra styret i et udviklingsland om, at landet vil arbejde konsekvent for en demokratisk udvikling skal vi skubbe på gennem ophævelse af handelsbarrierer, opbygning af infrastruktur og forhøjelse af levestandard,« siger Peter Goll.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her