Læsetid: 5 min.

’Jeg bor ikke i Esbjerg, men i min lejlighed’

Benny Andersen hyldede Muniam Alfaker fra sit klaver, og Viggo Madsen havde taget sit Cairo-slips på, da flygtningehjælpens første æreskunstner blev udnævnt
28. maj 2003

Reportage
Vi havde aftalt at mødes under uret på Københavns Hovedbanegård, men der var ikke noget ur og heller ikke nogen Muniam Alfaker. Til gengæld var hans forfatterkollega
Nina Malinovski der, uret hang et andet sted, og Muniam mødte vi på den rullende trappe sammen med sin voksne søn, Samer, der vil være designer. Vi skulle følges ad til Odense, hvor Muniam skulle udnævnes til Dansk Flygtningehjælps æreskunstner. En nyhed, som også tv-stationen Al-Jazeerah har bragt.
I toget fortalte han, at han kom til Danmark 30. juni 1986, bl.a. fordi her ikke var en irakisk ambassade, der kunne rapportere til regimet i Bagdad.
Samer var dengang fire-fem år og husker fra Sandholmlejren, at her var meget grønt – og koldt. Familien boede i Kongelunden, i Agger, i Esbjerg, i Hornbæk, før den kunne få en bolig i København. Muniam husker, at han en Sct. Hans-aften blev mødt af en dansker med ordene: »Hvornår rejser du så hjem igen.« Bagefter gik han og tænkte på, om han havde gjort noget forkert. Han husker også, at han skrev til en arabisk ven:
»Jeg bor ikke i Danmark, men i Esbjerg. Jeg bor ikke i Esbjerg, men i min lejlighed.«
Et lyrisk brev... og lyrik er, hvad Muniam Alfaker skriver. Hans fint anmeldte digtsamlinger er udkommet på både arabisk og dansk og også i andre europæiske og arabiske lande. Arabisk er et meget rigt sprog - f.eks. findes ordet ’sværd’ i 500 versioner.

Hedt i helvede
Om den aktuelle situation siger Muniam Alfaker:
»Jeg vil gerne kunne rejse i Irak igen, men først når styret er blevet stabilt. Amerikanerne bør ikke trække sig tilbage, før man er sikker på, at Saddam Hussein og hans regime ikke kommer igen. Så skal vi sige til dem: ’Tak for en stor tjeneste’, men derefter vil Irak gerne samarbejde med forskellige lande. Vi vil gerne skabe vore egne værdier og bygge det op, der blev ødelagt under Saddams regime. Vi er ikke bange for amerikanerne, men for deres værdier.«
Muniam Alfaker kan ikke være alvorlig ret længe ad gangen, og så fortæller han en vits, noget om Saddam, der er kommet i himlen, hvilket englene beklager sig over til Vorherre, der afviser klagen, fordi det er bedre at have ham hos sig. Fra himlen skruer Saddam op for varmen i helvede og gør det endnu mere hedt, men hvis han sidder i helvede, vil han bare brænde paradiset af.

Push og Bush
Nina bidrager med en historie om Thatcher, der under Falklandskrigen fik den gode nyhed, at den argentinske flåde lå på bunden af havet – og derefter den dårlige, at den var forsikret hos Lloyd! (Hun kan også fortælle, at hendes far engang havde sagt, at hvis han fik to sønner, skulle den ene hed Sverre og den anden Desværre... men sidstnævnte ville han så forkæle som den eneste.)
Muniams tur: »Da Saddam engang havde været i USA, kaldte han sin ’hofarkitekt’ til sig og gav ordre til, at der skulle stå Saddam på alle håndtag i hele landet. Hvorfor? Jo, i USA stod der Bush på alle håndtag (P og B er det samme på arabisk.)

Filosofiske digte
Og sådan kom vi snart til Odense, hvor en masse mennesker havde samlet sig i Teatret Gadesjakket for at hylde Muniam Alfaker, men også Assef Soltanzadeh, der fik overrakt Flygtningehjælpens kunstnerpris 2003 af musikeren Mehrdad Zamani, som bagefter spillede på santor. Pernille Bramming læste en af Assefs noveller om en mand, hvis liv afhang af en klør to i et spil kort.
Andreas Kamm, generalsekretær i Flygtningehjælpen, tilstod i sin motiveringstale uden at være hårdt presset, at han ikke havde læst noget af Muniam før nu, fordi han normalt foretrak en god boksekamp i tv og således kendte mere til Muhammad Ali. Han var blevet glædeligt overrasket over, at Muniams digte ikke var floromvunden symbolik, men »tætte, stramtsiddende, filosofiske sentenser«.
Teaterinstruktør Sejer Andersen, der havde rejst med Muniam i Marokko og Egypten, noterede sig, at mange danske kolleger var mødt op, hvilket måtte ses som en cadeau, for »er der nogen, der ikke vil komme til nogen, man ikke tror på, så er det kunstnere.«
Hvorpå Benny Andersen læste et af sine digte til ære for Muniam og bagefter satte sig til klaveret. Den danske digter virkede glad, som om der netop var sket noget godt i hans liv, hvad der også var.

Kassen lukket i
En anden kollega var den på Fyn bosiddende digter Viggo Madsen, der i disse år oplever en renæssance (»Du gik ind i mig med træsko på/og kom ud igen med sandaler.«). Han er en af sin generations mest krøllede hjerner.
Viggo Madsen mente, at Odense var på fallittens rand, men da vi ikke var kommet til Fyn for at skabe afslørende journalistik, lod vi emnet ligge. Viggo havde taget et slips fra Cairo på, og Sejer Andersen sagde, at han så bragende godt ud. Viggo rankede sig og sagde: »Lad mig trykke den hånd, der sagde det!«
Endnu en kollega, Mette Winge, sagde ord til hædersgæsten, men fortalte bagefter – og ærgrede sig over, for at sige det mildt – at regeringen har smækket pengekassen i for Flygtningehjælpens kulturudvalg, som hun er formand for. Et beløb på 7-900.000 kr. til uddeling til kunstnere og til projekter på gadeplan findes ikke mere. I stedet har Flygtningehjælpen bidraget med 300.000 kr., ligesom Danmarks biblioteker er interesseret i et samarbejde, der snart udmøntes.

Fransk klædefabrik
Muniam sagde i sin takketale bl.a.: »Hvorfor skal de fredelige valg være vanskelige og snævre, mens fjendskab og vold er lettere og bredere? Hvorfor er vold en løsning til at standse problemer. Der findes ikke i historien et oprør mod løsninger. Løsningerne komme altid for sent, men problemerne kommer altid tidligt.«
Dermed var Flygtningehjælpens første æreskunstner udnævnt, og et lille selskab begav sig hen på noget, som nogle kaldte »fransk klædefabrik«. Viggo Madsen forsøgte at lokke med en øl på Havhesten, som han omtalte som »det eneste værtshus i Odense, hvor man kan få tæv nu om dage.« Men toget, der har det med at afgå på et bestemt klokkeslet, kaldte endnu mere.

Digte af Muniam Alfaker

Og låsen sagde til nøglen
(der var blevet drejet om to gange):
Du duer ikke uden mig!
Nøglen svarede:
I lige måde
(Fra Sky på flugt, 1988)

Jeg vaklede,
og det
passede
mig ikke;
jeg stod fast,
og det passede mig
heller ikke.
(Fra Skrig er sjælens heste, 1990)

min ven Salim
tror at fortiden
er:
alt der er forbi
og vil være forbi.

han
glemmer
at fortiden altid er til,
den gnaver af fremtiden, bid
for bid.
(Fra Spor på vand, 1991)

Jeg så at glæden
er flugten til det sørgende
jeg så at sorgen
er større end den sørgende

Jeg er af en større sorg
som ikke er mig

Jeg så at sorgen er uafladelig til stede

(Fra Visionens Bog, 2001)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her