Læsetid: 9 min.

Brun morgen

10. maj 2003

Charlie og jeg sad med benene strakt frem i solskinnet, uden at tale med hinanden, vi udvekslede bare tanker som løb igennem hovedet på os, uden egentligt at lægge mærke til, hvad den anden sagde. Skønne øjeblikke, hvor vi lod tiden gå og ind imellem nippede til vores kaffe. Da han fortalte mig, at han havde måttet lade sin hund aflive, blev jeg nok lidt overrasket; men så heller ikke mere. Det er altid synd, når en køter bliver gammel og syg; men når den først har passeret de femten år, må man være indstillet på, at den før eller siden skal dø.
»Ser du, jeg kunne ikke blive ved med at lade som om, den var brun«.
»Korrekt, det er jo ikke just farven på en labrador; men hvad fejlede den?«
»Jamen, det var ikke det, der var problemet; det var bare ikke en brun hund.«
»Hold fast mand, er det nu blevet ligesom med kattene?«
»Ja, akkurat.«
Det med kattene vidste jeg godt. Måneden forinden havde jeg måttet skille mig af med min, en baggårdskat, som havde haft den dårlige idé, at komme til verden, hvid med sorte pletter.
Overbefolkningen med katte blev ganske rigtigt mere og mere uacceptabel, og ifølge Nationalstatens videnskabsmænd er det bedst at beholde de brune. Kun de brune. Alle udvælgelsesforsøg har vist, at de bedst kan vænne sig til livet i byerne, at de føder mindre kuld, og at de spiser meget mindre. Men Herre Gud, en kat er en kat, og da problemet nødvendigvis skal løses på en eller anden måde, så for mig gerne en forordning, der medfører udryddelse af alle katte, der ikke er brune.
Byens milits uddeler gratis kødboller med arsenik. Iblandet pâté gør den det af med kattene i løbet af nul komme fem.
Det har jeg det da nok lidt dårligt med, men man glemmer hurtigt …
Det med hundene blev jeg lidt mere overrasket over, jeg ved ikke rigtigt hvorfor, måske fordi de er større, eller fordi de er menneskets bedste ven, som man siger. I hvert fald så havde Charlie lige fortalt om det. Ligeså selvfølgeligt som jeg havde gjort det med min kat, og han havde nok ret. Alt for megen sentimentalitet fører ikke til noget, og for hundes vedkommende, så er det sikkert korrekt, at de brune er mere modstandsdygtige.
Vi havde ikke så meget mere at sige hinanden, vi skiltes; men med en mærkelig fornemmelse. Som havde vi ikke fået talt helt færdigt. Usikre og underlige til mode.
Nogen tid senere var det mig, der kunne fortælle Charlie, at Dagbladet i byen ikke ville udkomme mere.
Det var han lige ved at falde på røven over: dén avis, som han åbnede hver morgen til sin morgenkaffe!
»Er den gået ned? På grund af strejker, konkurs?«
»Næh, nej, det skyldes hundesagen.«
»De brune?«
»Ja, stadigvæk. Der er ikke gået én dag, uden at avisen har grebet fat i denne nationale forordning. Man er endda gået så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved de videnskabelige resultater. Læserne vidste til sidst ikke, hvad de skulle tro på, der var endda nogle, der begyndte at skjule deres køtere!«
»Når man leger med ilden, så …«
»Helt enig, og det er endt med, at avisen er blevet lukket.«
»Pokkers også, hvad så med Oddset?«
»Ja, du gamle, fremover bliver du nødt til at hente dine tips i De brune Nyheder, fra nu af er der kun den. Men, der er nogen, der siger, at dens travløb og sport er helt OK.«
Eftersom der åbenbart var nogle, der var gået over stregen, måtte vi fremover leve med kun én lokalsprøjte, vi kunne trods alt ikke leve helt uden nyheder.

Den dag drak jeg igen en kop kaffe sammen med Charlie; men det pinte mig, at jeg fremover skulle være læser af De brune Nyheder. Og så på den anden side, rundt om mig fortsatte de andre bistrogæster deres liv, som om intet var hændt: så det var nok bare mig, der overreagerede.
Senere kom turen til biblioteksbøgerne, en sag, der endnu ikke er helt gennemskuelig.
De forlag, der var en del af den samme finansielle gruppe som Dagbladet, er blevet slæbt for retten, og deres bøger er blevet forvist fra bibliotekets hylder. Og den er god nok: hvis man læser, hvad forlagene bliver ved med at udgive, så støder man på ordene hund eller kat mindst én gang i hver eneste bog, og bestemt ikke altid i forbindelse med brun. De burde sgu’ da være klogere!
»De strammer den,« sagde Charlie, »du kan da nok forstå, at nationen ikke kan være tjent med, at man omgår loven, og leger kattens leg med musen.«
»Brun! Brun,« tilføjede han, og kiggede sig omkring, »brun mus, hvis nu én eller anden skulle have overhørt vores samtale.«
For en sikkerheds skyld havde vi gjort det til en vane at tilføje et brun til sidst i en sætning eller før visse ord. I begyndelsen fandt vi det underligt at bede om en brun pastis; men når alt kommer til alt, så er sproget vel til for at udvikle sig, og det er for pokker da ikke mere mærkeligt at fyre et brun af, end at tilføje
sat’me eller fandens, sådan som vi ustandseligt gør det her hos os. Om ikke andet så for at blive accepteret og bare være i fred.
En skønne dag gik vi hen og vandt i
V-5-spillet. Næh, ikke det helt store, men alligevel, vores første brune gevinst. Det var med til, at vi ligesom bedre kunne affinde os med alt bøvlet med de nye regler.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg havde inviteret Charlie hjem for at se pokalfinale, og hvor vi var lige ved at omkomme af grin. Tror I ikke, at idioten dukkede op med en ny hund!
Et pragteksemplar, brun fra snude til halespids, og med brune øjne.
»Der kan du selv se, den er meget mere hengivende end den anden, og den adlyder det mindste vink. Det var sgu’ for åndssvagt at lave et stort nummer ud af dét med den sorte labrador.«
Næppe havde han sagt den sætning, før hans hund fløj ind under sofaen og gav hals som en gal. Jeg skal lige love for at den kunne gø, og selv om den var nok så brun, adlød den hverken sin herre eller nogen andre!
Pludselig gik det op for Charlie.
»For pokker, har du også …?«
»Ja, ja, nu skal du bare se.«
Og dér kom min nye kat farende som en raket, klatrede op i gardinerne og derfra over på skabet for at gemme sig. En hankat med brun pels og brune øjne. Vi var ved at flække af grin. Hold kæft noget rod!
»Du kan da nok forstå,« sagde jeg til ham, »jeg har altid haft kat, så… Er den ikke flot, den dér?«
»Skøn,« svarede han.
Hvorpå vi tændte fjernsynet, alt imens vores to brune dyr lurede på hinanden ud igennem øjenkrogen.
Jeg husker ikke mere, hvem der vandt finalen, men jeg mindes, at vi tilbragte en hyggelig stund sammen, og at vi følte os i sikkerhed. Noget kunne tyde på, at når man bare opfører sig fornuftigt her i byen, er livet ukompliceret, og man kan føle sig tryg. Brun sikkerhed har også sine positive sider.
Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tænkte på den lille dreng, jeg havde mødt på fortovet overfor, og som græd over den hvide minipuddel, der lå død for fødderne af ham. Men, når alt kommer til alt, hvis han nu bare lyttede til, hvad man fortalte ham: hunde er jo ikke forbudt, det drejer sig bare om at anskaffe sig en brun. Selv små af slagsen, kan man godt finde. Og han vil, ligesom os andre, hen ad vejen komme til at føle sig på den rigtige side af loven, og snart glemme sin gamle hund.

Så i går skete der noget ubegribeligt, jeg, der ellers gik og troede, at den hellige grav var velforvaret, var lige ved at blive snuppet af by-militsen, klædt i brunt, og som bestemt ikke giver ved dørene. De genkendte mig ikke, for de er nye her i kvarteret, og de kender ikke alle endnu.
Jeg var på vej op til Charlie. Om søndagen er det hos Charlie, vi spiller kort. Jeg havde en six-pack øl med i hånden, det var alt. Vi skulle tæve kort en to-tre timer og gnaske snacks til.
Stor var min overraskelse: døren ind til hans lejlighed var slået ind og smadret totalt, og to militsfolk stod plantet på trappeafsatsen og sendte nysgerrige folk bort. Jeg lod som om, jeg skulle videre op til etagen ovenover, og tog derfra elevatoren ned.
Nedenfor stod folk og talte lavmælt sammen.
»Jamen, hans hund var da en rigtig brun en, det har vi da selv set!«
»Jah, men efter hvad de siger, så har han tidligere haft en sort, ikke en brun. En sort.«
»Tidligere?«
»Ja, tidligere. Fra nu af består forbrydelsen også i tidligere at have haft en, der ikke var brun. Og det er jo ikke så svært at finde ud af, det er bare at spørge naboen.«
Jeg satte farten op. Sveden haglede af mig og gennemblødte totalt min skjorte. Hvis det var en forbrydelse tidligere at have haft en, så var jeg lige til militsen. Alle i ejendommen vidste, at jeg havde haft en hvid og sort kat. Før!
Indrømmet, jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle komme så vidt!
Her til morgen har Radio Brun bekræftet nyheden. Charlie er med garanti blandt de 500, der er blevet arresteret. De påstår, at man jo ikke sådan uden videre skifter mentalitet, bare fordi man for nylig har købt et brunt dyr.
»At have haft en hund eller kat, der ikke følger reglerne, uanset hvornår, er en lovovertrædelse.« Speakeren tilføjede endog: »Fornærmelse mod Nationalstaten.«
Og jeg noterede mig nøje, hvad der fulgte efter.
Selv om man ikke personligt har haft en ulovlig hund eller kat, men hvis bare én i familien, en far, en bror, en kusine for eksempel har haft en, også selv om det kun er en enkelt gang i livet, så risikerer man selv alvorlige problemer.

Jeg ved ikke, hvor de har ført Charlie hen. Men nu synes jeg, de går over stregen. Det er det rene vanvid. Og jeg, som troede mig i sikkerhed for en periode, med min brune kat.
Det er klart, at hvis de søger tilbage, så vil der blive mange hunde- og katteejere at bure inde.
Jeg har ikke sovet hele natten. Jeg burde have været mere på vagt, da de Brune indførte deres første love angående dyr. For når alt kommer til alt, så var det dog min kat, ligesom det var Charlies hund. Vi skulle have sagt fra. Strittet mere imod, men hvordan? Det går så stærkt, og så er der ens arbejde, og ens hverdagsproblemer. Alle de andre lod jo også bare stå til, for at få lov at være i fred, ikke?
Det banker på døren. Så tidligt om morgenen, det sker ellers aldrig. Jeg er bange. Solen er ikke engang stået op endnu, det er stadig brunt udenfor.
»Jamen, så hold dog op med at banke så hårdt på døren, nu kommer jeg.« n

*Novellen MATIN BRUN er oversat af Lars Egelund

© Cheyne éditeur 2003

FAKTA
100.000 solgte eksemplarer af en enkelt novelle
*Franck Pavloff er 50 år og søn en bulgarsk anarkist. I 10 år arbejdede han med alternative selvhjælpsprojekter i Afrika og Asien og før da som frivillig i en organisation, der forsøger at hjælpe narkomaner ud af deres stofmisbrug. Siden 1990 har han boet i Grenoble i Frankrig og ernæret sig ved sit forfatterskab, som tæller flere romaner, ungdomsbøger og digtsamlinger.
*Novellen »Brun morgen« (Matin brun) blev første gang trykt i 1998, men vakte i første omgang ikke større opsigt. Det ændrede sig imidlertid brat sidste år, da den blev læst op på den populære radiokanal France Inter midt under præsidentvalget. Da det højreradikale parti, Front Nationals leder, Jean-Marie Le Pen, til mange franskmænds forfærdelse gik
videre til anden valgrunde, blev Pavloffs novelle genudgivet i bogform og optrykt i talrige oplag. Hver bog solgtes til en symbolsk pris af 1 euro (7,50 kr.). nil

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her