Læsetid: 3 min.

Bumsepiller forbindes med unges selvmord

Depressioner, psykoser, selvmordsforsøg – unge skal stå model til meget, hvis de søger medicinsk behandling for bumser
6. maj 2003

19-årige ’Ditte Madsen’ (navnet er opdigtet) fra København fik regelmæssigt bumser på kinderne og næsen lige før sin menstruation. Det generede hende, og hun fik derfor af en hudspecialist udskrevet en recept på et bumsemiddel, Roaccutan. Efter kort tid viste det sig dog, at bivirkningerne ved pillerne var meget værre for den unge pige end de røde knopper: Ditte Madsen løb ind i en så kraftig depression, at hun i dag – mere end halvandet år efter – stadig bliver behandlet med antidepressiv medicin.
»Jeg kunne ikke sove om natten. Tankerne kørte i ring. Jeg sad om natten og lavede lange lister for ikke at overse noget vigtigt,« fortæller Ditte Madsen til Forbrugerrådets blad Tænk+Test, der udkommer i dag.
Umiddelbart forinden var Ditte Madsen startet på et nyt job. I starten troede hun, at det var derfor, hun så let blev nervøs og deprimeret. Ofte måtte hun låse sig inde på toi-lettet, fordi hun brød grædende sammen. Men da hun til sidst fik angstanfald, flyttede hjem til sine forældre for at sove i arm og ikke længere turde være alene, gik hendes forældre med op til hendes læge. Derfra gik turen omgående videre til psykiatrisk behandling: Ditte Madsen led af en alvorlig, behandlingskrævende depression, som psykiateren øjeblikkelig kunne genkende som en mulig bivirkning af bumsepillerne.

173 selvmord i USA
Roaccutan indeholder kemisk fremstillet A-vitamin, isotretinoin, som kun må ordineres af hospitaler eller hudspecialister. Ifølge gældende danske regler (produktresumeet) må Roaccutan også alene udelukkende ordineres til patienter, der lider af »svær, cystisk acne vulgaris, som ikke responderer på anden behandling.«
Godt nok fik Ditte Madsen af sin hudlæge at vide, at Roaccutan er et stærkt middel, men »det var ikke mit indtryk, at jeg satte noget på spil ved at tage dem«, som hun husker. I listen over psykiatriske bivirkninger opremser Roaccutans produktresumé adfærdsændringer, hovedpine, kramper, intrakraniel hypertension – foruden depression, selvmordsforsøg og selvmord. Blandt de øvrige bivirkninger er bl.a. fostermisdannelser, abort, leverskader, leverbetændelse, hjerte- og kredsløbsforstyrrelser, øget blodtryk i hjernen og betændelse i bugspytkirtlen.
Lægemiddelstyrelsen har på sin hjemmeside understreget, »at det ikke med sikkerhed kan dokumenteres, at der er en sammenhæng mellem depression og brug af isotretinoin.« Omvendt tør styrelsen heller ikke »med sikkerhed udelukke, at der er en sammenhæng.«
Ditte Madsens depression er nu indberettet som en bivirkning til Lægemiddelstyren. Her vil den blive lagt oven i de 114 andre indberetninger om i alt 152 bivirkninger, som styrelsen foreløbig har modtaget. Næsten en tredjedel er rapporter om depression, og styrelsen har også registreret et tilfælde af selvmord i Danmark, som sættes i forbindelse med den stærke akne-medicin.
I USA har myndighederne kendskab til mindst 173 selvmord i forbindelse med isotretinoin. Ifølge en høring i den amerikanske kongres i december 2002 bliver op mod halvdelen af alle isotretinoin-præparater i USA udskrevet til mild eller moderat akne – ganske som i Ditte Madsens tilfælde.
På den baggrund vil Margrethe Nielsen, sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, nu bede Lægemiddelstyrelsen om at undersøge udskrivningsmønstret i Danmark.
»Umiddelbart ser det nemlig ud, som om det ikke kun er patienter, der lider af meget svær akne, der får pillerne. Og vi må også have forbedret informationen til de unge, så det er uden for enhver tvivl, at de er bekendt med, at der kan være meget alvorlige bivirkninger,« siger Margrethe Nielsen, der derfor mener, at der må større fokus på hvilken medicin, hudspecialisterne udskriver.
Tænk+Test opfordrer folk til at henvende sig, hvis de har haft lignende oplevelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu