Filmfestival
CANNES »De prøver at slå os ihjel med kedsomhed,« lød en velplaceret kommentar fra en af mine norske kolleger til filmene i hovedkonkurrencen i Cannes. De første dage bød på modige film fra Gus Van Sant (Elephant) Samira Makhmalbaf (Klokken fem om eftermiddagen), men bortset fra Lars von Triers Dogville har det siden været svært at få øje på værdige kandidater til årets palmer.
To af de franske bidrag, André Téchinés På afveje og Claude Millers Den lille Lili, er vellavede, velspillede film, men mangler den ild og intensitet, som det dramatiske materiale lægger op til, og som ville hæve dem over gennemsnittet. Den lokale filmindustris wonderboy, Francois Ozon, medbragte den kriminalistiske Swimming Pool, der har Charlotte Rampling i hovedrollen, men en overgearet slutning ødelægger en ellers god film.
Store forventninger knyttede sig til Vincent Gallos Brown Bunny, men instruktøren viste sig at have hovedet så langt oppe i sin egen røv, at det ikke var til at holde ud. Hvilket man gjorde alligevel for til sidst i filmen at opleve en hypet, eksplicit oralsexscene mellem Gallo, der selvfølgelig spiller hovedrollen, og Cloë Sevigny, som også er med i Dogville.
Mange lange minutter
Et vist mål uforståelige, selvoptagne artfilm er, hvad man kan forvente på en filmfestival af Cannes kaliber, men der har været for mange af dem i år.
Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylans Distant var inden Dogville
den bedste anmeldte film hernede,
men personligt havde jeg svært ved at lade mig rive med af den monotone
historie om en mand, der har mistet livslysten.
Den japanske Bright Future om rodløs ungdom og den kinesiske Purple Butterfly en kærlighedshistorie som foregår under japanernes besættelse af Shanghai i 1930erne er begge flotte at se på, men så uartikulerede og kringlet skruet sammen, at det aldrig blev helt klart, hvad de handlede om. Det samme kan man ikke overraskende sige om russeren Alexander Sokurovs introverte Far og søn, der er fyldt med mænd, der i bar overkrop hopper rundt på tagrygge og bare taler og taler.
Tænk at sølle 83 minutter kan føles så lange.
Todd McCarthy, Varietys chefanmelder, der mistede en stjerne hos mig, da han nedsablede Dogville af alle de forkerte grunde, formulerede fredag et
nådesløst angreb på, hvad han kaldte »auteur-forelskelse på automatpilot.« Han beskylder festivalledelsen og toneangivende, franske filmkritikere for ukritisk at tilbede bestemte instruktører i stedet for at se på, hvilke film de egentlig har lavet.
Det er stærke beskyldninger, men med årets konkurrencefilm i hovedet kan man ikke afvise, at manden måske har ret. Med kun et par film tilbage er det stort set umuligt for festivalen at rette op på det triste indtryk, som konkurrencen har gjort.
Og det på trods af at canadiske Denys Arcand og Clint Eastwood demonstrerer, at der bliver lavet seværdige film også uden for Danmark.
Arcands The Barbarian Invasions er en fortsættelse af The Decline of the American Empire fra 1987 og en morsom og rørende film om en kræftsyg universitetslærer (Rémy Girard). På sit dødsleje forsones han med sin søn og genforenes med gamle venner, mens de vemodigt og vredt taler om den vestlige verdens forfald og barbarerne, som står for døren.
Arcand, som tillige instruerede Jesus fra Montreal, fortæller ironisk og oprigtigt om en verden under forvandling; et USA, som tror, at det skal bestemme over alt og alle; og mennesker, der midt i al tumulten ikke kan finde ud af, hvor de hører hjemme. The Barbarian Invasions er ofte politisk og indimellem lidt for kvik i replikken, men den tager afsæt i karaktererne og understreger gennem dem et vedkommende og humanistisk budskab om tolerance og oplysthed.
Festivalens virkelige overraskelse er dog Clint Eastwoods Mystic River, hans bedste siden De nådesløse (1992) og et godt bud på en palmevinder hvis ikke juryen kan blive enige om at belønne Dogville, der stadig er favorit.
Eastwood, som i de senere år har begået en håndfuld uinspirerede krimier, gerne med sig selv i hovedrollen, har på baggrund af en bog af Dennis Lehane og et manuskript af Brian Helgeland lavet et medrivende drama, som ikke ligner hans øvrige film synderligt.
Sean Penn, som meget vel kunne gå hen og vinde som bedste skuespiller, Kevin Bacon og Tim Robbins spiller tre barndomsvenner, der vokser fra hinanden, da den ene af dem som 11-årig bliver bortført og misbrugt af to mænd. Men da Penns 19-årige datter brutalt bliver myrdet, griber de tre nu voksne mænds liv igen ind i hinanden.
Ligesom De nådesløse er Mystic River en barsk og kompromisløs historie om, hvad der sker, når fortiden indhenter nutiden, og i tone kunne den minde en smule om Sean Penns Løftet. Under alle omstændigheder er det en fornøjelse at se Eastwood tilbage på toppen.
*Årets palmevindere bliver afsløret søndag aften
*tema.information.dk/cannes2003
