Læsetid: 3 min.

Cuba: det lille tropiske Gulag

Nobelprisforfattere, skuespillere og europæiske reportere skændes: Er Fidel Castros Cuba fascistisk?
24. maj 2003

International
Danny Glover: Han er kendt som et dødbringende våben. Eller rettere sagt: Glover er den sorte mand ved siden af Mel Gibson i den film, der hedder Dødbringende Våben. For det er Mel Gibson, der virkelig er som et dødbringende våben, og Glover er bare hans loyale og pålidelige hjælper. Gibson er hvid, og Glover er den gode neger.
Men Danny Glover er også kommunist. Og sammen med bl.a. sangeren Harry Belafonte og nobelprismodtageren Gabriel Garcia Marquez signerede han sidst i april en erklæring til støtte for Fidel Castro. Dette dokument blev offentliggjort den første maj i den cubanske statsavis Granma: Erklæringen advarede det cubanske folk mod den amerikanske præsident George W. Bushs »nazistiske aggressioner« og henviste til de berømte amerikanske sanktioner:
»Der bliver ført en hård kampagne mod et latinamerikansk land. Denne chikane mod Cuba kunne være en undskyldning for at invadere landet.«
Erklæringen kom som et svar på internationale reaktioner, efter at Fidel Castro i marts fængslede 78 dissidenter og henrettede tre unge mænd, som havde forsøgt at flygte til USA.
Den franske forfatter Bernard-Henri Lévy skrev i ugemagasinet Le Point:
»Det er på tide, at vi begynder at kalde Cuba ved landets rette navn: Det er et fascistisk land. Indtil for nylig havde der kun været en vinder i kampen mod terrorisme:
Vladimir Putin som udnyttede forvirringen efter den 11. september 2001 til at føre sin beskidte krig i Tetjenien ind i en ny fase. Nu har gamle Fidel Castro vist, at han også kan udnytte, at hele verden kigger den andet vej: Mens resten af verden tænker på Irak-krigen, sætter han 78 dissidenter i fængsel.«
Det forlyder, at en af de 78 blev fundet skyldig i den voldsomme forbrydelse at have været i besiddelse af en Sony-båndoptager. Lévy kalder Cuba for ’det lille tropiske Gulag.’

Vennerne forsvinder
Fidel Castro er kendt for sine kendte bekendte. Men nu vender de ham ryggen: Den portugisiske Nobelprismodtager José Saramago, som er Castro gamle ven, har skrevet under på en konkurrerende erklæring som tager afstand fra Castros cubanske model. Filminstruktøren Pedro Almodovar og filosoffen Fernando Savater har signeret samme erklæring. Den amerikanske forfatterinde Susan Sontag har meddelt, at hun nu har opgivet håbet om, at Castros Cuba skulle kunne blive til et frit land. Hun fandt det ’utilgiveligt’, at Garcia Marquez ikke tog offentlig afstand fra fængslingerne.
Marquez har svaret, at den slags provokerende og unødvendige spørgsmål mener han ikke han behøver forsvare. Marquez tilføjede senere:
»Nogle medier – deriblandt CNN – har prøvet at manipulere min respons til Sontag, så det skulle se ud som hun var modstander af den cubanske revolution.«
I det franske dagblad Le Monde har den cubanske historiker Enrique Krauze skrevet et indlæg under titlen »Garcia Marquez er fanget i en labyrint«. Krauze minder om, at Marquez i 1996 udtalte:
»Fidel Castro er et af de mennesker i verden, jeg elsker mest.«
Marquez har som reportagejournalist skrevet imod Pinochet i Chile og den illegitime regering i sit hjemland, Colombia. Han har argumenteret insisterende imod dødsstraf, og han har kritiseret dikatorer over hele verden. Men det er noget andet med Fidel Castro og Cuba.

Venner for altid?
Allerede i 1975 var Marquez på besøg i Cuba. Og konstaterede at revolutionen endnu ikke var nået til det med ytringsfrihed, men ellers så det godt ud:
»Det forekommer mig, at hver eneste cubaner tænker, at hvis der en dag ikke var andre tilbage i Cuba end ham, ville han alene under Fidel Castros ledelse kunne føre revolutionen videre. Denne opdagelse var for mig, jeg siger det uden omsvøb, den mest bevægende og afgørende opdagelse i hele mit liv.«
Marquez og Castro blev venner. Castro har så sent som i 2002 udgivet Marquez’ bøger. Marquez har skrevet en guidebog om Cuba, hvor han roser landets tilstand og understreger, at demokrati er andet og mere end bare at afgive en stemme. Marquez talte om »Cubas revolutionære demokrati«.
Enrique Krauze og Susan Sontag er enige om, at Marquez måske er den største nulevende spanskskrivende forfatter. For Krauze er der ingen tvivl:
»Efter min mening er Marquez’ fiktion så overvældende og så original, at den vil overleve forfatterens mærkelige politiske sympatier. Ligesom Célines værk overlevede hans lidenskab for nazisterne, og Pounds poesi står tilbage på trods af hans fascination af Mussolini. Alligevel ville det give forfatteren en vis poetisk retfærdighed, hvis han i sit livs efterår tog afstand fra Fidel Castro og stillede sin store prestige i frihedens og demokratiets og cubanernes menneskerettigheders tjeneste. Men man skal ikke drømme. Noget så usandsynlig kan vist kun forekomme i Gabriel Garcia Marquez’ romaner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu