Læsetid: 4 min.

Dampen af Dante

Lukket fest: Dantes comeback hylder det pointeløse. Det er ikke sjovt
26. maj 2003

Revy
Hvem har lukket dem ind? Sådan lyder undertitlen på årets Tivoli Revy. Men det er nok ikke så meget det store spørgsmål. Jeg har mere lyst til at spørge: Hvad er det dog, de lukker ud?
For Nikolaj Cederholms Tivoli Revy, der peger direkte tilbage til Dr. Dantes fjerne fortid i en møbelforretning i Allerød, er desværre en skuffende omgang.
Skuespillerne har den. Kunne man forestille sig en mere lovende kombination end de to flotte donnaer, den lyse Trine Dyrholm og den mørke Lotte Andersen, proletarnørden Thomas Bo Larsen, stand-upperen Anders »Anden« Matthesen, det poetiske fabeldyr Nicolas Bro og sexede Jimmy Jørgensen med croonerstemmen?. En hel stjerneparade af den yngre generations bedste kort. Så er vi klar! Men ideerne? Dem er den mere fattig på.

Ud med Dirch
Selv om der da opstår øjeblikke af velspillet situationskomik fra tid til anden, så er der alt for mange tekster, der ganske enkelt ikke er gode nok – og som efterlader skuespillerne med den ene halvgående entre efter den anden. De flimrer ind og ud – mere eller mindre som sig selv – i absurde entreer.
Hvad enten der er tale om sketch på sketch, der bliver til ingenting. Eller hurtigtgående sambasange, man har svært ved at forstå meget af. Pointerne fordamper, hvis de overhovedet har været der. I det hele taget synes det pointeløse at være udgangspunktet for Cederholms bevidste distanceren sig fra den traditionelle lagkagerevys let gennemskuelige folkelighed og forudsigelighed. Det er ikke for ingenting, at Anders Matthesen driver Dirch Passers ånd ud af Glassalen få minutter inde i forestillingen. Det indfald – komplet med et stort, rødt kryds, hvor Dirch døde – er i øvrigt et af de sjovere (og grovere!) indfald. Men dem er der alt for få af. For ellers må man desværre konstatere, at det sjove ikke er rigtigt sjovt, at det skarpe ikke er skarpt nok. Det skøre er bare – skørt. Var der ikke noget om, at crazy-komik bestod i andet end bare at være crazy?

Sammenbidt
Ja, i anden afdeling er det omtrent som om det hele bare går i opløsning. Ganske vist har den altid begavede scenograf Mia Stensgaard skabt en hel stribe flotte gule og sorte insektkostumer til gruppen, der pludselig træder op som de superhelte, der skal sendes ud for at tivolisere verden. Publikum klapper i forventning. Men så sker der ligesom ikke rigtigt mere i den ellers langstrakte sketch – andet end at brøleaben Jimmy Jørgensen som overhelten Fissemanden kommer ind og afbryder festen ved at herse rundt med de andre. Og sådan er der så meget i årets revy.
Men til trods for alt vrøvlet, den absurde småfnidren skuespillerne imellem, små og store sammenstød, som ingen veje fører hen, vil Dantes Tivoli Revy gerne bide skeer med hele verdenssituationen – den herhjemme og den udenfor. Kunne Osama egentlig siges at være en helt, der førte demokrati i Afghanistan og Iran med sig – og som gjorde os interesserede i den islamiske verden? Udgangsbønnen er en velplaceret hyldest til Christiania. Men er det ikke bare det indlysende, der bliver sagt? Revyens mange statements bliver ikke rigtig brugt til noget – og afleveres sammenbidt uden synderligt blik for overraskende paradokser. Og humoren i dem. Så giv dog den dødrutinerede Anders Matthesen tid til at vise det, han kan, i en rigtig stand-up monolog.

Grim snak
Når revyen forsøger at være politisk (hurra for det!), så er den altså alenlangt fra selv en gennemsnitlig Carl-Erik Sørensen-tekst. Her har vi så Nicolas Bro, der synger, at han elsker Pia – jamen, så bruger han stort set hele sangen på det. Der mangler det ekstra svirp, ordenes elegance og opfindsomheden. Et andet fundamentalt udgangspunkt har tilsynealdende været en pubertær glæde ved at sige grimme ting på et pænt sted. Orv, hvor er det frækt at råbe »Fissemanden« gang på gang i den højborgerlige Glassal. Pæne Trine, der bruger aftenen på et stort opgør med sit gamle grandprix-image, synger kækt om at lege med sig selv. Og?
Og så er der altså også et eller andet i vejen med glæden. Spilleglæden og overskudet bag den sortklædte coolness. Fornøjelsen kommer på scenen med det seks kvinder store sambaorkester fra Cuba - suppleret af en en enlig hane med glødende saxofon. Men revyens insisteren på at være mærkelig har svært ved at favne os allesammen. Der lagt så mange filtre ind, at man som publikum føler sig inviteret til en fest, hvor man egentlig ikke er rigtig velkommen. Alting lukker sig om sig selv. Det skægge bliver privat. Er tiden ved at løbe fra Danternes refleks-ironiske forhold til omverden? Jeg tror det. Kald mig bare et surt røvhul, der er blevet gammelt før tid. Men jeg vil til enhver tid foretrække Dyrehavsbakkens gamle travere. Her kan man i hvert fald håndværket, der serveres med ærlighed. Det blev ikke danterne, der skulle forny den danske revy.

*Dr. Dantes Tivoli Revy - Hvem har lukket dem ind? Tekstforfattere: Nikolaj Cederholm, Lars Kaalund, Anders Matthesen m.fl.
*Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Mia Stensgaard. Musikarrangør: Frihjof Toksvig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu