Interview
Det er så selvfølgeligt, at vi ikke selv tænker over det. Synet af de små dannebrogsflag i fødselsdagslagkagen eller tilbudsavisen fra det lokale supermarked, som præsenterer ugens slagtilbud ved at omkranse dem med en masse rød-hvide flag. Derfor forstår vi heller aldrig lige med det samme, hvorfor gæsten fra udlandet, pludselig begynder at få nervøse trækninger og med et skræmt blik i øjnene begynder at fable om den stigende balkanisering af verden, når han sidder ved et veldækket fødselsdagsbord spækket med dannebrogsflag.
Inge Adriansen, som er museumsinspektør på Sønderborg Slot og forfatter til bogen, Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000, blev således engang spurgt af en amerikansk ingeniør, hvorfor enhver tre-års fødselsdag i Danmark bliver gjort til en statspatriotisk handling.
»I Danmark spiller flaget en overordentlig stor rolle, fordi det i den grad er blevet folkets flag. Så sent som i 1830erne forsøgte kongen at forbyde almindelige borgere at flage med Dannebrog, da det jo var et symbol på statsmagten. Under Treårs-krigen (1848-1851) fik Dannebrog imidlertid cementeret sin status som folkeligt fælleseje, så i 1854 gav man tilladelse til folkelig flagning. Her i landet opfatter vi flaget som noget privat og ikke som et officielt symbol for statsmagten. Derfor bruger vi det i talrige sammenhænge, hvor man aldrig kunne drømme om at bruge det i andre lande. For os er Dannebrog ganske enkelt blevet et generelt hurra-symbol!«
Det har haft en afsmittende effekt. For et par år siden kørte Inge Adriansen forbi en tysk børnehave på Als, hvor der stod en mindre skov af små dannebrogsflag i indkørslen. Undrende spurgte hun en tysk børnehavepædagog, hvad der i grunden foregik. Pædagogen var tilsyneladende overrasket over, at en dansker kunne stille så dumt et spørgsmål, for enhver kunne vel se, at de fejrede fødselsdag!
»Det tyske flag betyder jo ikke fest, hurra og kom-indenfor-og-her-skal-vi-have-det-rart, som pædagogen forklarede. Det betyder Forbundsrepublikken og det mente pædagogen ikke, at der var så meget fest over,« fortæller Inge Adriansen.
Symbolet som identitet
Nationale symboler er de kollektive samlingsmærker, der forbinder folket med nationen. Da de europæiske stater i løbet af 1800-tallet forsøgte at skabe overensstemmelse mellem stat og nation ved at nationalisere befolkningerne, var lige netop symbolerne et vigtigt redskab. Det er officielle og uofficelle symboler som flag, nationalsang, forfatning, landskab, mytologiske skikkelser, pas, penge og frimærker, som gør forestillingen om et nationalt fællesskab konkret.
Netop fordi symbolerne spiller en så vigtig rolle som byggesten i vores identitetsdannelse, er der en konstant kamp og debat om deres betydning.
»I besættelsesårene blev Dannebrog f.eks. både brugt af Det danske Råd i London, som opfordrede danskerne til at yde modstand; det blev brugt af Frikorps Danmark og endelig af den danske samarbejdsregering. Altså vidt forskellig brug og vidt forskellige hensigter med præcis det samme symbol.«
»Det nationale bliver monopoliseret af ekstremister, hvis de moderate negligerer det.« Med dette
Øyvind Østerud-citat indleder Adriansen sin bog og det er med en ganske bestemt hensigt:
»For mig er det simpelthen grundlæggende, at vi ikke overlader den nationale symbolbrug til en bestemt side af folketingssalen. Efter min mening er det uhyre vigtigt, at så bred en del af befolkningen som muligt beskæftiger sig med fællesskabets symbolik.«
»Det er kun diktaturstater, som kan undlade at appellere til folkeviljen. Alle andre stater er nødt til at begrunde, hvorfor borgerne skal betale skat, aftjene værnepligt og i det hele taget opføre sig ordentligt som borgere. Derfor bliver en stat nødt til at have bare et minimum af fælles værdier at henvise til.«
»En måde er selvfølgelig at lade statsopbygningen hvile på forfatningspatriotisme og menneskerettigheder. Uanset hvor enig man kan være i at fremme disse begreber for at styrke demokratiet, så peger både den historiske og den aktuelle udvikling på, at man må koble en identitetspolitik til disse universelle normer. Det er simpelthen nødvendigt, når vi skal pege på, hvad der binder os sammen; at det både er lige rettigheder og et mytedannende stof.«
Historisk bevidsthed
Ifølge Inge Adriansen bruger vi de nationale symboler langt flittigere end hidtil men brugen vidner ikke altid om den store historiske bevidsthed.
»I en værnepligtskampagne for et par år siden, skrev man f.eks. Vikinger søges til nye togter! De folk man i dag søger til forsvaret skal primært bruges til fredsbevarende styrker, og nu var det just ikke ligefrem fredstogter, som gjorde vikingerne verdensberømte! I det hele taget er forsvaret i de senere år begyndt at trække på myter om dansk krigshistorie. I 1960erne navngav man de danske FN-styrkers lejre efter deres geografiske placering. I dag associerer navnene til dansk krigshistorie.
I Kroatien havde lejrene navne som Dannevirke, Valhalla og Holger Danske. Når jeg spørger i Forsvarsministeriet hvorfor, er der ingen, der er i stand til at give mig noget svar.«
»Jeg tror ikke, det er udtryk for nogen bevidst identitetspolitik fra forsvarets eller statens side. Jeg tror mere det handler om en ubevidst og ureflekteret brug af nationale symboler, hvor vi ikke tænker over de videre konsekvenser. Men jeg tror dog nok, vi ville blive opmærksomme på brugen af navne, hvis tyskerne lige pludselig begyndte at opkalde kompagnier efter glorværdige tyske slag.«
Mere ubevidste om brugen af nationale symboler er vi dog heller ikke.
