Læsetid: 4 min.

Englands indre fjende

To unge muslimske briter forsøgte sig som selvmordsbombere i Tel Aviv i sidste uge. I Storbritannien undrer befolkningen sig især over den 27-årige Omar Sharif. En veluddannet middelklassedreng fra en privilegeret familie. Hvorfor blev han terrorist?
5. maj 2003

London – »Vi finder det særlig trist, at de to terrorister var i besiddelse af britiske pas.« Sådan sagde den britiske ambassadør Sherard Cowper-Coles i Israel onsdag.
Det var efter, det stod klart, at det seneste selvmordsattentat i Tel Aviv, som dræbte tre og sårede 80 på Mike’s Place, en populær jazzklub ved siden af den amerikanske ambassade, var begået af to unge briter. Den ene døde, mens den andens bombe ikke detonerede, hvorefter han stak af. Det var første gang siden intifadaen startede igen for tre år siden, at et selvmordsangreb er blevet udført af ikke-palæstinensere.
»Særlig trist.« Det udtryk er ikke nok til at dække følelserne i nordøstlige Derby, hvor den mislykkede af de to britiske selvmordsbombere, 27-årige Omar Sharif, kom fra. Chok og vantro er mere passende. Omars far, Mohammed Sharif, havde ikke blot gjort det godt som en driftig pakistansk-engelsk forretningsmand; ifølge overleveringen var Omars far selveste manden, der bragte döner kebab’en til byen i form af Derbys første kebab take away.
Den velstående Sharif købte et stort rødt viktoriansk murstenshus – klassisk engelsk landlig idyl med god udsigt - til sin familie bestånde af seks børn, Mohammed selv og hans hustru, Rashida, og ønskede kun det bedste for sin dreng, Omar. Faderen anbragte ham i en dyr privatskole, Repton Preparatory School i Milton, Derbyshire.
»Han plejede at joke med, at han havde det samme navn som filmstjernen Omar Sharif,« fortalte en af hans gamle klassekammerater til avisen The Daily Mail, der også kaldte Sharif »livlig og charmerende«.

Ingen forståelse
Her gik Omar i en del år, hvorefter han tilbragte de afsluttende skoleår på en lokal statsskole. Derefter gik han på universitetet, Kingston University i London, hvor han mødte sin hustru med hvem han har to små piger. Familien flyttede efter studieårene tilbage til Sharifs hjemby, Derby, hvor han købte et lille hus tæt på sit barndomshjem.
I ugen, der gik, talte den lokale muslimske befolkning om deres »totale mangel« på forståelse og deres fuldstændige overraskelse over, at der inden i den velopdragne, stille og rugbyspillende godt uddannede Omar Sharif tilsyneladende gemte sig en brændende religiøst optaget muslim, hvis vrede over staten Israels besættelsespolitik strakte sig langt nok til at ville ofre sit eget liv og dræbe andre for sagens skyld. Forståelse er der ikke nogen af.
I Daily Mail torsdag fordømte Sharifs svigerfar – en anden succesfuld forretningsmand, Irsshad Tabassum – i bitre termer »al muslimsk fundamentalisme«.
»For mig er islam en fredens religion, og hvis det virkelig er sandt, at han står bag dette, kan jeg ikke elske ham længere. Jeg er chokeret og 200 procent sikker på, at min datter intet har vidst om hans aktiviteter.«

Bamsebjørnen
Så meget for Sharif, der nu er den mest eftersøgte mand i Israel efter, at hans bombe ikke detonerede og han stak af fra jazzklubben.
Hvad med hans medsammensvorne, den nu døde Asif Hanif? Ifølge hans bror, Taz Hanif var han en »stor, venlig bamsebjørn«. Det fortalte Taz Hanif tabloidavisen The Sun: »Han har aldrig været til militant islam – han var slet ikke den slags menneske. Og det ville alle, som kendte ham, sige.«
Familien kom fra forstaden Hounslow i det vestlige London, hvor de boede i et beskedent rækkehus i et asiatisk domineret kvarter. Han var ugift og efter alt at dømme en fyr, der ikke gjorde det store væsen af sig.
Men hvad han havde til fælles med Sharif – ud over sin religion – var en opvækst langt fra mellemøstens konflikter i en harmonisk middelklassefamilie. Med andre ord langt fra det sædvanlige portræt af en selvmordsbomber som en ung mand, der har meget lidt at miste, formet af de hårde opvækstbetingelser i de palæstinensiske flygtningelejre på Gaza og Vestbredden og opfanget af radikale politiske og religiøse grupperinger.
Hanif arbejdede i nogle år i Heathrow i en butikskæde og hans øgenavn var ’bamsebjørnen’ – Huggy Bear - fordi han var så stor og bamset. Huggy blev født i Pakistan i 1981 og flyttede straks derefter til England. Hans gamle rektor husker ham som en venlig og ligefrem fyr. Andre havde færre vanskeligheder ved at forestille sig Huggy som en, der godt kunne tænke sig en martyrdød.
»Han hadede det her land. Han hadede bøsser og lesbiske. Jeg tror aldrig han selv havde en kæreste,« sagde en af hans medstuderende.
Men billedet er ikke entydigt. I den moske, hvor Hanif kom for at bede, sagde imamen til flere britiske medier, at Hanif aktivt havde taget afstand fra al fundamentalisme.

Demokratiets grænse
For nogle år siden besluttede Hanif sig imidlertid til at blive ’forsvarer for Koranen’ og videreuddannede sig først ved et universitet i Marokko, hvor han studerede islamisk jura og derefter i Damaskus i Syrien. Det var sandsynligvis her, han udviklede en mere radikal udgave af islam. Og det er dette atypiske billede, der nu bekymrer de britiske politikere og den interne efterretningstjeneste MI5 samt Scotland Yards terrorismeenhed.
»Hvordan kan vi overvåge helt almindelige mennesker, som tilsyneladende ingen kriminelle forbindelser har? Det er ikke muligt i et demokrati,« sagde en politikilde til avisen The Independent i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her