Læsetid: 5 min.

Europa står og savner et folk

Hvordan skaber man et demokrati i Europa? Skal vi bare lege nationalstat for mange flere mennesker? Hvordan gør man det?
30. maj 2003

(2. sektion)

Demokrati
Der er kun en model tilbage, og den model skal eksporteres til resten af verden: det vestlige liberale demokrati.
Vi er demokrater, og vi er liberale. Alle sammen. Det betyder, at vi som demokrater anerkender, at vi er en del af et kollektiv, og at vi lader os repræsentere af politikere, der som ledere af kollektivet garanterer basale rettigheder og sikrer økonomisk, social og sundhedsmæssig velfærd. Det betyder, at vi som liberale stoler på, at det demokratiske kollektiv garanterer os individuel frihed. Vi afgiver som demokratiske borgere suverænitet for som liberale borgere at opnå frihed. Det betyder også, at vi på den ene side giver de politiske repræsentanter magt til at handle på kollektivets vegne, men at vi som liberale forbeholder os den demokratiske kontrol med de politiske repræsentanter.
Det liberale demokrati sikrer både statens handlekraft og beskytter borgerne mod statens handlekraft.
Derfor er statens magt delt i tre: den udøvende magt, som ligger hos regeringen; den lovgivende magt, som er placeret i den lovgivende forsamling – Folketinget – og den dømmende magt, som udøves af dommerstanden. Den frie presse er blevet kaldt den fjerde statsmagt, fordi den overvåger magtudfoldelsen.

Samtidens paradoks
Det liberale demokrati har besejret sine konkurrenter. Men konsensus om denne sejr er opstået i et historisk moment, hvor det liberale demokrati, som udøvet i nationalstaten, er undermineret. Som den engelske politolog David Held har skrevet:
»Der er et slående paradoks ved vores samtid: Fra Afrika til Østeuropa, fra Asien til Latinamerika hylder flere og flere nationer og organisationer ideen om demokrati. Men det gør de på præcis det tidspunkt, hvor selve demokratiets effektivitet som en national model for politisk organisering synes problematiseret. Væsentlige områder af det menneskelige liv bliver i stadig højere grad afgjort på regionale og globale niveauer. Demokratiets skæbne og i særdeleshed den uafhængige demokratiske nationalstats skæbne er under hårdt pres.«
Det forbilledlige demokrati er det nationalstatslige demokrati, og nationalstaten undermineres aktuelt og fortløbende.

Det europæiske folk
Eftersom vi alle sammen er både liberale og demokrater, forestiller vi os Europa som et demokratisk projekt. Sådan skal det være. Men spørgsmålet er, om man kan overføre den nationalstatslige demokratimodel til et helt kontinents parlament. Det forbilledlige demokrati er baseret på forestillingen om et folk – et demos.
Forestillingen om et folk som en handlekraftig enhed falder ikke ned fra himlen som Dannebrog over Baltikum. Forestillingen om folket er konstrueret, og fortællingen om Dannebrog, der faldt ned fra himlen, er et moment i sådan en konstruktion.
Det var ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas den storslåede præstation i Europa i slutningen efter den Westfalske Fred i 1648: Det lykkedes at skabe mytologier om nationer og folk. Franskmænd begyndte at tænke sig selv som franskmænd. De læste litteratur, der blev præsenteret for dem som fransk litteratur. De blev præsenteret for en særligt fransk historie, og der blev etableret en offentlighed, som var den fransk offentlighed; dvs. det rum, hvor et fransk civilsamfund kunne diskutere nationale affærer.
Når folkene bliver til et bestemt folk, får det en fælles vilje, som det overdrager til en politisk ledelse. Når folkene bliver et folk, kan det lade sig repræsentere af politikere.
I det oldgræske atheniensiske demokrati deltog borgerne direkte i lovgivningsprocessen. I det moderne indirekte demokrati overdrager borgerne suverænitet til repræsentanter, som vælges til den lovgivende forsamling.
Derfor kunne Immanuel Kant i de lyseste år under oplysningstiden proklamere:
»Kun folkets alment forenede vilje kan være lovgivende.«
Hvis Europa således skal kunne fungere som demokrati efter nationalstatsligt forbillede, skal man kunne forestille sig et europæisk folk; dvs. en europæisk befolkning, der tænker på sig selv som europæere først – og dernæst som franksmænd eller polakker. Sådan er det ikke i dag. Habermas har konstateret et aktuelt problem:
»Den europæiske politiske elite henvender sig lige nu nødtvungent til de nationale befolkninger, for det er der, de skal vælges.«

Krigen mod Irak
Det politiske spil op til krigen mod Irak afslørede denne tendens i fuld udfoldelse:
Jacques Chirac lod, som om han talte på Europas vegne, men henvendte sig reelt til franske vælgere. Man må forestille sig, at først og fremmest franskmænd og ikke polakker følte sig repræsenteret af Chirac.
Det var præcis det forhold, at europæerne tænker sig som nationale først og dernæst som europæere, som den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, afdækkede med sin opdeling i det gamle og det nye Europa.
Den stærke pointe i Rumsfelds udsagn var ikke, at der var nogle, der allierede sig med USA og derfor kvalificerede sig som nye og progressive og andre, der ikke vil alliere sig og derfor måtte være gammeldags og reaktionære.
Den stærke pointe var, at der ikke var et samlet europæisk folk, som agerede med en fælles vilje, og der ikke var eller er nogen legitim europæisk repræsentation af en europæisk interesse. Der er ikke noget europæisk demos.

Fælles partier
Der er heller ikke nogen fælles europæisk offentlighed. Selv om EU har subsidieret samarbejde mellem en række europæiske aviser, er det ikke lykkedes at skabe et europæisk mediefællesskab.
Tyskerne diskuterer fortsat i en tysk offentlighed, og franskmænd udfolder sig i en fransk offentlighed. Franske og engelske aviser har sågar efter Irak-krigen præsteret en uskøn gensidig tilsvining efter den laveste fællesnævners princip. Nationale fordomme om de andre huserede.
Demokrati forudsætter synlighed. De demokratiske og liberale borgere og vælgere skulle kunne identificere en bestemt politisk linje med en specifik politisk aktør.
Derfor foreslår Habermas som forudsætning for et demokratisk Europa et fælles europæisk partisystem, hvor europæiske partier repræsenterer fælles europæiske interesser.
Det er et nationalstatsligt problem i øjeblikket, at borgerne ikke kan se den politiske handling, når arbejdspladser forsvinder, fordi et multinationalt selskab vælger at trække sine aktiviteter ud af det givne land.
Som den tyske sociolog Ulrich Beck har sagt: »Det drejer sig ikke om en overgang fra nationalstaten til verdensstaten, men fra staten til markedet. Derved opstår der et magtvakuum, fordi det, staten mister i magt, ikke modsvares af tilvækst af mellemstatslig magt. Tabet udlignes ikke af nogen gevinst, det kan ikke lægges til en nulsum. Det er kun et tab. Politik demonteres.«

Europa som bevægelse
Beck gør nationalstatens problem til et problem for politik overhovedet. Den nationalstatslige suverænitet er legitim, men undermineret. Derfor kræver de nye globale og europæiske udfordringer nye politiske visioner og nye politiske ideer. Man kan ikke vende sig væk fra Europa og tilbage mod nationalstaten.
Som den franske politiske filosog Pierre Rosanvallon konkluderede, da han var i København i efteråret 2002:
»Europa kan ikke være en erstatning for nationalstatens nederlag eller globaliseringens afmagt. Europa er ikke nogen lykkelig mellemvej mellem disse to mislykkede politiske bestræbelser. Europa er ikke en paradoksal løsning på begge problemer. Hvorfor? Fordi der ikke er noget europæisk demos.«
Derfor foreslog Rosanvallon: »Europa bør blive et eksperimenterende felt. Derfor bliver vi nødt til at tænke Europa som en bevægelse ind i en ny æra i demokratiets historie og ikke bare en reproduktion af de gamle demokratier, hvis aktuelle afmagt er blevet vores alle sammens problem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her