Læsetid: 1 min.

Europas aviser

23. maj 2003


(2. sektion)

*Knurrende flamlændere »Vlaams Blok fortsætter sin fremmarch. Selv i Antwerpen, hvor man troede, at partiet havde nået toppen. Det er og bliver et signal om bred utilfredshed i den flamske befolkning. Det er også pinligt for ministerpræsident Guy Verhofstadt, som havde regnet med, at hans regerings succeser ville have skabt kontant afregning i form af tilbagegang for Vlaams Blok. Men det forehavende er han ikke lykkedes med.«
Gazet van Antwerpen, Belgien

*En obskøn ugudelighed »Over for den morderiske islamistiske fundamentalisme må to ting stå klart. For det første: Selv om vi ikke fører nogen 'Civilisationernes krig' imod muslimer, er det umuligt at komme uden om, at disse fundamentalister har erklæret vores civilisation krig. Krigen i Afghanistan og den amerikanske militære sejr over Irak har på ingen måde afvæbnet de hellige krigere. For det andet: Det vil være farligt at tro, at Frankrigs sikkerhed er garanteret, blot fordi vi har ført os frem som USA’s modstander i Irak-krisen. Vores nations republikanske devise – frihed, lighed og broderskab – er for disse hellige krigere som en rød klud, et vidnesbyrd om en åbenlys og obskøn ugudelighed.«
Charente Libre, Frankrig

*At jage en forrykt ideologi »Vi bør forholde os skeptisk over for tendensen til at tillægge al-Qaeda ansvaret for enhver ny terrorhandling. Der ligger en fare i at tilskrive denne organisation en lukkethed og magt, som den måske i virkeligheden ikke besidder. Terroristernes virkelige magt ligger ikke i deres organisatoriske apparat, men er begrundet i deres forrykte ideologi. Det er næppe troligt, at præsident Bush vil forstå at overvinde den vanskelighed, det er at jagte en ’ideologi’ ind i alle afkroge og rive den op med rode. Det er imidlertid ikke blot et problem for Bush. Kendsgerningen er, at der ikke findes nogen enkle beskyttelsesmidler imod denne form for terrorisme.«
The Independent, Storbritannien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her