Læsetid: 4 min.

EU’s jakkesæt hængt

Debatten om EU’s fremtid har for én gangs skyld fået lov til at udspille sig i fuld offentlighed
30. maj 2003

(2. sektion)

Fremtidsværksted
At følge EU-Konventets arbejde gennem det seneste år har været som at kigge ind ad vinduet i et møntvaskeri: Snavset vasketøj er blevet hængt til tørre i fuld offentlighed, mens besværgelser om ’gennemsigtighed’ og ’rene linjer’ har lydt fra alskens politikere.
Kontroversielle kompromiser og ’sidste-øjebliks-studehandler’ har således hvirvlet rundt i luften, skønt alle forhandlinger bestemt ikke er foregået foran rullende tv-kameraer. En tumultarisk proces, som har fået den danske EU-kommissær, Poul Nielson, til at betegne konventsarbejdet som »et orgie af manipulation«.
Andre er mere diplomatiske i deres ordvalg. De nøjes – som f.eks. det danske præsidiemedlem Henning Christophersen (V) – med at konstatere, at der fortsat er en række elementer i Konventets udspil til en ny EU-forfatningstraktat, som de ikke er enige i. En tredje gruppe afskrev EU-Konventet, allerede førend den første side i forfatningstraktaten blev skrevet. Alt er således ikke forandret.
EU’s særegne forhandlingskultur, hvor såvel medlemslande som statsledere bekæmper hinanden på kryds og tværs af både politiske holdninger og geopolitiske interesser, har imidlertid fået lov til at udfolde sig delvist i offentligheden. Og dét er nyt.
Normalt er både debat og forhandlinger forbeholdt ministerrådsmøderne, hvor kun EU’s statsledere forsamles.
EU-Konventet har dermed vist sig som et første forvarsel om, hvordan det politiske samarbejde i en stadigt snævrere union med stadigt flere medlemslande bliver i praksis: konstante kampe om tekniske formuleringer og principielle tiltag i et virvar af råb, skrål og skål på hen ved 20 forskellige sprog.

Europas Babelstårn
Dommedagsprofeter og andre muntre mennesker frygter, at Gud allerede har været på besøg i Bruxelles og sagt de skæbnesvangre ord fra Babeltårnsmyten i Første Mosebog: »Se, de er eet folk, og har alle eet tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet som de sætter sig for, umuligt for dem; lad Os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!«
Sandt er det, at EU-landene er konfronteret med en historisk udfordring, som ikke kun handler om, hvilken status Gud skal have i en ny europæisk forfatningstraktat. Efter den første runde af optagelsesforhandlinger med de øst- og centraleuropæiske lande står EU-samarbejdet over for en demokratisk udfordring, som oprindeligt blev formuleret på topmødet i den belgiske by Laeken tilbage i 2000:
»Indadtil er der behov for, at EU’s institutioner kommer nærmere på borgerne. Borgerne slutter ganske vist op om EU’s vigtigste mål, men de kan ikke altid se en forbindelse mellem disse mål og den måde, som EU optræder på i dagligdagen. De kræver, at EU-institutionerne bliver præget af mindre træghed og stivhed og af mere effektivitet og gennemsigtighed.«
Dengang blev det besluttet at iværksætte et såkaldt EU-konvent, som efter forbillede i det amerikanske forfatningskonvent fra 1787, skulle forsøge at gøre op med EU-samarbejdets selverkendte træghed og stivhed.

Mangler en slaglinje
Det seneste udkast til den kommende EU-forfatning, som blev offentliggjort den 24. maj, bærer præg af blot at være en redigeret version af de hiditidige fire EU-traktater. Ambitionen om at skabe en enkel og letforståelig forfatning, som – efter amerikansk forbillede – kunne binde europæerne sammen om et fælles retsgrundlag, tegner ikke til at blive indfriet.
Forfatningsudspillet rummer heller ingen fyndige slaglinjer – såsom den amerikanske: ’All men are created equal’ – der kunne give EU-samarbejdet en klar identitet. Formuleringerne er langt mere bureaukratiske.
Indledningen lyder således: »Ved denne forfatning oprettes med udgangspunkt i de europæiske borgeres og staters vilje til at skabe en fælles fremtid Den Europæiske Union, som medlemsstaterne tillægger kompetencer for at nå deres fælles mål.«
Næppe en sætning, som de europæiske skolebørn vil kunne huske og recitere med hånden på hjertet.
Fortsættelsen er dog mere tankevækkende. I den reviderede udgave lyder den nu: »Unionen samordner de af medlemsstaternes politikker, der tager sigte på at nå disse mål, og udøver på fællesskabsgrundlag de kompetencer, medlemsstaterne overdrager den.«
Ud er gledet en forkætret passus om, at Unionen »på føderalt grundlag« forvalter de fælles kompetencer.
Begrundelsen for at fjerne denne passus er ganske interessant, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer, at EU er et diplomatisk minefelt.
I bemærkningerne til forfatningsudspillet står således: »Man bør undgå udtrykket ’på føderalt grundlag’, for selv om det som beskrivelse forekommer relevant på flere sprog og efter flere konventsmedlemmers opfattelse, har det meget forskellige konnotationer på de forskellige sprog i EU og kan derfor give anledning til misforståelser i visse lande.«
At begrunde fjernelsen af det politisk sprængfyldte ord ’føderalt’ med, at det blot giver »forskellige konnotationer på de forskellige sprog«, må vist betegnes som eurokrat-lyrik.

Store slag venter
Debatten om EU’s fremtid handler imidlertid om meget mere og andet end de konkrete formuleringer i forfatningen. Endnu har EU-Konventet ikke taget stilling til de centrale spørgsmål om de nye, institutionelle spilleregler for det europæiske samarbejde.
De store afgørende slagsmål, som bl.a. handler om, hvorvidt EU’s Ministerråd skal have en valgt formand, og hvordan EU-Kommissionens præsident skal vælges, afventer statsledernes forhandlinger senere på året:
»Man ved jo også godt, at i sidste instans er det regeringscheferne, der skal afgøre de største spørgsmål. Derfor er der ikke noget at sige til, at man ikke vil give sig på de sidste områder, for det bliver alligevel suverænt afgjort på stats- og udenrigsministerniveau til efteråret,« som udenrigsminister Per Stig Møller (K) myndigt udtaler.
Sommeren og efteråret vil derfor blive præget af intense forhandlinger og ophedet debat på kryds og tværs af det europæiske kontinent.
Hvis dét ikke lykkes at skabe et gangbart og bredt acceptabelt kompromis, kan det måske ende som i Biblen, Første Mosebog, kapitel 11: »Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al jordens tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele jorden.«
Men så vidt går det dog næppe. Gud er i hvert fald blevet fjernet fra det sidste udspil til den ny EU-forfatning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her