Læsetid: 10 min.

Vi fik has på uhyret

Hillary og Tenzing mente, at de i 1953 nedlagde uhyrlige Mount Everest for første gang. Men blev toppen nået allerede i 1924? Det drøftes stadig – mens 50-årsjubilæet fejres, og Mount Everest er ved at blive verdens dyreste, farligste og mest beskidte turistfælde, hærget af ekstremsportsfolk og reality-tv-hold
24. maj 2003

Monsunens fugtige tunge slikker toppen af Mount Everest fra begyndelsen af juni og aflejrer store mængder tung våd sne, som er næsten umulig at forcere. Hele vinteren hamrer til gengæld en isnende storm mod bjerget og gør ophold utåleligt. Det efterlader kun få uger i maj måned til bestigning.
Det vidste den britiske ekspedition, som i 1924 prøvede at bestige bjerget, der på nepalesisk kaldes Universets mor og på tibetansk Jordens modergudinde. Efter at andre fra holdet havde måttet vende om, forsøgte George Mallory og Andrew Irvine sig. Fra en lavtliggende lejr kunne holdkammeraterne med kikkert følge de to, mens de nærmede sig toppen. Men pludselig forsvandt de i en sky.
Mallory og Irvine vendte aldrig tilbage. Det omtågede bjerg havde taget dem, som beskyttede moder naturs mægtigste krop sig mod den intime mandige berøring ved at hylle sig i et gevandt af dis. En advarsel var sendt til alverdens bejlere - og en myte var skabt.
Næsten en halv menneskealder skulle derefter gå, før klodens tredje pol blev indtaget – og det krævede et par politiske omvæltninger. Mallory og Irvine var klatret op ad Mount Everests nordside, som ligger i Tibet. Sydsiden var utilgængelig, fordi den befandt sig i det lukkede kongerige Nepal. Men i 1950 besatte Kina Tibet, og så var den side af bjerget pludselig lukket.
Kinas besættelse af Tibet var, sammen med Indiens uafhængighed i 1947, med til at styrke Nepals egen konge og med ham den politiske opposition mod det lukkede regime i Nepal. Siden 1847 havde Nepals konger været sat uden for indflydelse af Rana-familien, som regerede landet. I 1951 fik oppositionen og kong Tribhuvan magten, og nu var vejen fra syd banet for den britisk ledede ekspedition, som skulle skrive sig ind i historien.
I spidsen for den britiske 1953-ekspedition stod oberst John Hunt, der ikke greb sagen an som bejlen, men som en militæroperation. Bjerget var fjenden. Over tre hundrede sherpaer slæbte umådelige mængder udrustning op, og obersten havde et par hemmelige våben at gøre godt med. Dels nogle kort over mulige lejrpladser, som en mislykket schweizisk ekspedition året før havde tegnet. Dels havde han fået ombygget nogle iltapparater, så de både kunne bruge britiske iltflasker og de fyldte flasker, som schweizerne havde måttet efterlade på bjerget.
Målet med felttoget var klart: Bjerget skulle besejres, og det inden den 2. juni, hvor den britiske prinsesse Elizabeth ville blive kronet ved en stort anlagt ceremoni i London. Toppen over alle som gave!
John Hunt og hans hold startede fra Nepals hovedstad den 10. marts og nåede på to uger den højest beliggende landsby, Namche Bazar, i fire kilometers højde. Herfra trænede man for at vænne sig til højden.
Tilvænning til højden er livsnødvendig. Luften er så tynd, at den alene i 4-5.000 meters højde pt. koster flere vestlige trekkere, altså almindelige bjergvandrere, livet hvert år. Over 7.000 meter i den såkaldte dødszone er tilvænning end ikke mulig. Heroppe betyder iltfattigheden, at musklerne nedbrydes, og sindet sløves. Ophold i den højde er livstruende, hvis det strækker sig længere end et par dage. De begrænsede mængder ilt, som det er muligt at slæbe med op, vil kun kunne udskyde enden en smule.
At bestige Mount Everest er mere en kamp mod tiden, end en kamp mod bjerget. Og oberst Hunt havde både kroningen, monsunen og den tynde luft til at ånde sig i nakken, mens uret rasede frem mod juni.
Ekspeditionen anlagde ni lejre op ad bjerget. Den 29. maj klokken fire om morgenen vågnede i den øverste lejrs lille telt 500 højdemeter under toppen den 34-årige newzealandske biavler Edmund Hillary og den 39-årige nepalesiske sherpa Tenzing Norgay. De havde kun fået få timers urolig søvn. Med klaprende tænder varmede de noget citronsaft med sukker og tøede deres læderstøvler op over kogeapparatets flamme. Halvanden time senere begyndte de opstigningen, iført tunge iltapparater.
Efter timers slid og problemer med ilttilførslen kunne de omsider med isøkser hakke de sidste trin i den hårde sne op mod toppen. I John Hunts bog Sejren over Mount Everest (1953) har Hillary selv beskrevet de historiske minutter:
»Mens jeg hakkede mig omkring endnu et hjørne, spekulerede jeg temmelig sløvt på, hvor længe vi vel kunne blive ved endnu. Vor oprindelige ildhu var dampet eftertrykkeligt af nu, og hele foretagendet var ved at få karakter af en forbitret kamp. Og så gik det op for mig, at kammen foran mig i stedet for at fortsætte sin ensformige stigen pludselig bøjede skarpt nedover ...«
Klokken var 11.30, han havde nået toppen, men vidste det knap nok. Et øjeblik efter omfavnede han dog Tenzing og tog et billede af ham. På toppen plantede de en isøkse med Storbritanniens, Nepals, FN’s og Indiens flag. Til de guder, der havde sluppet dem igennem til tinden, ofrede buddhisten Tenzing en plade chokolade, en pakke kiks og en håndfuld svesker. Så vaklede de to bjergbetvingere ned til berømmelsen.
Det tog nyheden fire dage at nå civilisationen, og den ramte Londons kogende menneskemængder på morgenen for kroningen. Briterne havde vundet verdenskrigen, men tabt imperiet. På mirakuløs vis var denne bedrift – skønt fuldført af blandt andet en sherpa – oprejsning for al den vælde, der var løbet ud af den engang så mægtige kolonimagt. Briterne var på banen igen, med en ung dronning ved roret. Alle håbefulde hjerter skælvede, da de opstillede højttalere langs kroningskøreturens rute kunne videregive den svimlende nyhed fra Himalaya.
Mens nyheden ilede forud, beredte ekspeditionsmedlemmerne sig på at forlade Mount Everest-området. Det skete uden vemod. Noget der mindede om postcoital tristesse havde grebet mandskabet. Efter besejringen havde bjerget mistet sin tiltrækningskraft, indrømmede oberst Hunt, og pludselig kunne han se, hvorledes de nedre lejre lignede lossepladser med dynger af tomme kasser, konservesdåser og knækkede teltstænger – et varsel om fremtiden.
Bjergbestigerne fik foretræde for Nepals konge og hans hof, der mødte dem i stiveste puds, hvorimod heltene kom ubarberede og iklædt tilsølede shorts og gummisko. Så gik turen videre med mellemlandinger og formidable fester i Delhi, Calcutta, Karachi, Bahrain, Cairo, Rom, Zürich – for at ende i London over en måned efter bestigningen.
Informations chefredaktør Børge Outze hyldede allerede den 3. juni 1953 i en leder Hillary og Tenzing for deres dristighed. »Faa, maaske ingen, vil nogensinde igen se det sted«, altså toppen af Mount Everest, skrev Outze. Han mente vel, at det ingen fascinationskraft havde at følge i Hillary og Tenzings fodspor. Hunt var inde på det samme i de sidste linjer af sin bog. Han trøstede verden med, at andre yderligheder endnu kan nås, for eksempel jordens indre, oceanets bund – eller månen, som han næsten spøgefuldt tilføjede.
At månen blev betrådt allerede 16 år senere, kunne man i 1953 næppe forestille sig, ligesom Outze nok ville være blevet overrasket over det faktum, at mere end 100 mennesker i vore dage sætter fod på Mount Everests top. Hvert år! Disse besøgstal er tilmed ikke så meget resultat af den teknologiske udvikling af klatreudstyr som af en kulturel ændring. Mens 1953-ekspeditionen var af dramatisk størrelse og havde næsten officiel karakter – den var bl.a. finansieret af det fornemme Royal Geographic Society – er nutidens ‘ekspeditioner’ ofte af ringe størrelse og ind i mellem gennemført alene for fortjenestes skyld.
Børge Outzes forudsigelse om, at kun få ville interessere sig for Mount Everest, holdt indtil 1970’erne, da unge fra den vestlige verden var begyndt at overrende Nepal for at snuse til buddhisme og hash. Det øgede samkvem trak flere trekkere og bjergbestigere til landet, og fra 1975 har der årligt været folk på toppen af Mount Everest. Ved udgangen af maj 2003 vil i alt omkring 1800 mennesker have rundet tinden.
Samtidig er dødstallene skudt i vejret. For hver 10, der når op, vil der statistisk set dø en person. Mere end 175 mennesker har sat livet til på bjergets flanker som ofre for umådeholdne ambitioner, laviner, højdesyge – og banale fejltrin, som på de kanter gør alvorligt av.
I 1996 gik det helt galt. Flere hold var ved toppen, da en snestorm overraskende ramte bjerget på nedturen. Holdene blev splittet, og de flestes iltforsyning slap op. Otte mistede livet, og en amerikansk læge mistede næse og begge hænder, som simpelt hen frøs til is og måtte amputeres.
Blandt de overlevende var den første danske kvinde på toppen, Lene Gammelgaard, og den amerikanske journalist Jon Krakauer. Sidstnævnte skrev bagefter en tankevækkende bog, Op i det blå, om den bjergbestigningsindustri, der som på samlebånd fører folk til tops for tre-fire hundrede tusinde kroner pr. person. Krakauer mener, at forretningstænkningen gjorde ondt værre den dramatiske majdag. Flere langsomme og udmattede, men godt betalende bjergbestigere fik lov af holdkaptajnerne til at gå mod toppen, selv om tidspunktet for at kunne vende sikkert tilbage i dagslys og med ilt i flaskerne for længst var overskredet. Og så kom der tilmed en snestorm oven i dumhederne.
Dødsraten på Mount Everest og katastrofen i 1996 har ikke kølnet interessen for bestigninger. Nærmest tværtimod. Dumdristige personer har der altid været, men i dag er dumdristigheden blevet en del af den vestlige overflodskultur, hvor lurende kedsomhed og konformitet af stadig flere søges bekæmpet med udfordringer. McDonald’seringen af tilværelsen modvirkes med en dosis Everest. Bjergbestigning har udviklet sig til en ekstremsport. At komme til tops, gerne på en sær måde, er manddomsprøven over dem alle eller det inderligste udtryk for kvindelig selvrealisation.

Og i år sendes så for første gang reality-tv fra Mount Everest. Outdoor Life Networks program Global Extremes sætter efter en række prøvelser i ørkener, huler osv. finalisterne til at bestige Mount Everest på live-tv, hvor den endelige udstemning finder sted.
Formålet med det stigende antal bestigninger af Mount Everest er ikke længere videnskabelige opdagelser eller at sætte nationer på pointtavlen, men individuelle toppræstationer, som synes udtænkt af gale Guinness-rekordbogsredaktører: Den første, der stod på ski ned fra toppen; den første, der fløj ned med paraglider; den første ben-amputerede eller blinde eller 64-årige på toppen – alle sammen medievenlige projekter, som faktisk er gennemført de senere år.
Mount Everest som A/S Turistfælde! Jo, kommercialiseringen og individualiseringen af bestigningerne ville få Edmund Hillary til at rotere i sin grav, hvis det ikke lige var for det faktum, at manden stadig er i live (Tenzing døde fredeligt i 1986). Den 84-årige Sir Ed, som han nu kaldes blandt venner, vil blive behørigt fejret her ved 50-årsjubilæet. Men skjules kan det ikke, at der er et par streger i regningen.
Hillary vendte tilbage til Nepal i 60’erne, fordi han bekymrede sig mere og mere for det fattige folk. Som stifter af og formand for Himalaya-Fonden hjalp han med at få bygget hospitaler og skoler.
For at lette disse udviklingsprojekter sørgede Hillary for at få anlagt to små lufthavne. De forbedrede muligheder for beflyvning medførte imidlertid, at strømmen af turister og vestlige bjergbestigere tog til. Den nepalesiske turistindustri var tæt på at få fældet den sidste skov i landet for at skaffe brændsel til de kuldskære vesterlændinge, og affaldsdyngerne voksede i den sarte bjergnatur.
Det er selvfølgelig ikke Edmund Hillarys skyld alt sammen. Den anden panderynke i anledning af jubilæet går da også tættere på den gamle herres ære. For nogle tvivler på, at Hillary og Tenzing faktisk var de første mennesker på klodens højeste punkt.
Det er 1924-ekspeditionen, der stadig spøger. Mallory og Irvine forsvandt, men nåede de først toppen? 75 år efter Mallorys forsvinden, i 1999, kom en eftersøgningsekspedition til Mount Everest med det formål at opklare mysteriet fra 1924.
En halv kilometer under toppen fandt man på nordsiden af bjerget en uhyggelig kirkegård. Her lå en mængde stivfrosne lig, som igennem tiderne var faldet ned fra det øverste svære stykke.
Omkring 125 lig ligger i øvrigt rundt omkring på bjerget. På grund af kulden og det lave iltindhold nedbrydes kroppene næsten ikke, og de pårørende har ringe chancer for at bjerge de døde. For at få et lig ned skal der arrangeres en bekostelig ekspedition. Helikoptere kan ikke flyve i disse højder, for rotoren har ikke luft nok at bide i.
Eftersøgnings-ekspeditionen gennemgik de fundne lig, og det viste sig, at et af dem var den 38-årige George Mallory, iklædt sine sært umoderne pullovers, lag på lag. Han havde ingen iltflaske på sig, hvilket kan betyde, at han nåede tinden og smed det tunge iltudstyr fra sig under nedstigningen, der ikke er så ilt-krævende som opstigningen.
Men det endelige bevis manglende. George Mallory havde et fotografiapparat med på ekspeditionen, men det var ikke ved liget. Dukker kameraet op en dag, kan det vise sig at indeholde billeder, som de to bjergbestigere tog af hinanden på toppen af bjerget.
Vinteren før den fatale bestigning af Mount Everest havde George Mallory som feteret klatrerkonge taget USA og England med storm under en foredragsturné. Mallory blev i den forbindelse spurgt, hvorfor han dog ville op på verdens højeste bjerg.
Han svarede: »Fordi det er der.«
Cool.
Og måske mere cool end Edmund Hillarys ikke helt respektfulde kommentar, da han og Tenzing kom ned efter bestigningen af Universets mor: »Vi fik has på uhyret«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her