Læsetid: 4 min.

’Jeg flygtede på grund af rædslerne’

Titusinder er drevet på flugt i det nordøstlige DR Congo efter voldsomme interetniske massakrer
27. maj 2003

BUNIA – Ligene er samlet op og fjernet. Men den store jordvej, der går tværs igennem Bunia og fungerer som byens hovedgade, er fortsat mennesketom. Tremmegitrene er vredet af de plyndrede butikker. Kun få fodgængere smyger sig langs husmurene, der er arrede af skudsalver. Siden der 16. maj blev indgået en våbenhvileaftale med de to parter, er situationen i byen rolig, men to ugers kampe mellem stammemillitser fra lendu- og hemafolket fik fatale konsekvenser: Mindst 310 blev dræbt ifølge FN’s seneste tabstal.
Længere fremme ad den opkørte vej har flere tusinde civile fundet midlertidigt asyl i en teltlejr rejst omkring FN-missionen i Den Demokratiske Republik Congo, MONUC’s hovedkvarter. Lejren er omgivet af pigtråd, og panserkøretøjer bevogter dens to indgange. Hver aften sover omkring 3.000 mennesker, der har måttet flygte fra deres hjemby, her i håb om at FN’s blå baretter kan beskytte dem. Kvinderne laver grød af maniok-margarine og steger løg. Røgen fra palmeolien får det til at svie i halsen. Om dagen er heden kvælende under plasticpresseningerne, om natten er der mangel på tæpper. Alt, hvad der er at foretage sig, er at vente.

Nervechok
46-årige Corneille Amuri sidder på et tæppe på jorden ved siden af to venner.
»Når de natlige angreb, plyndringer og husransagelser kom, gjaldt det om at komme væk i en fart. Kuglerne føg os om ørene,« beretter han. »Vi følte os først i sikkerhed, da vi kom her til MONUC.«
En genert dreng kommer til.
»Mit navn er Blaise, jeg er 13 år, jeg vil også fortælle noget,« siger han.
Blaise taler meget hurtigt, afbryder hele tiden sig selv og begynder og forfra: »Jeg flygtede på grund af rædslerne. Det er første gang, jeg har set nogen få skåret halsen over. Det skete lige foran mig. Om natten har jeg mareridt om mennesker, der bløder.«
Hele Bunias befolkning er traumatiseret. Ingen af byens etniske grupper er gået ram forbi i voldsinfernoet. Titusinder af indbyggere er flygtet og har søgt usikre tilflugtssteder i kratskoven eller i byen Beni.
Den 25. april på selvsamme hovedgade i Bunia blev DR Congos fane hejst. Politisoldater ankom fra hovedstaden Kinshasa, og fra skrattende højttalere gjaldede den congolesiske folkemusiks melodier, som er så populære over det ganske afrikanske kontinent. Tusindvis af indbyggere kom for at fejre, at tropper fra nabo-landet Uganda nu – efter krav fra det internationale samfund – drog hjem igen efter fire års krig og plyndringer. Max, en ung jurastuderende, som jeg dengang mødte og heldigt atter støder på, er gået i tjeneste hos MONUC. Han slæber på dokumentmapper og vandflasker.
»Vi blev allesammen spredt for alle vinde. Kun min lillebror og jeg blev sammen. Kan du huske, at vi fortalte dig, at der kunne ske en massakre hvert øjeblik?«
Magttomrummet, som uganderne efterlod, var frygtet og kaos bebudet. De dystre profetier kom til at holde stik.

Kugler og macheter
En interimistisk samarittertjeneste er oprettet ud for flygtningelejren i en tidligere administrationsbygning, der har fået malet store røde kors på sine mure. Omkring 100 pa-tienter behandles her under særdeles nødtørftige forhold. Langt de fleste af dem er overlevende fra massakren med sår efter kugler eller macheter. Mange er kvinder med børn, hist og her ses også enkelte mænd. Det er svært at skelne, om de sårede er civile eller militsfolk, men der er kun få bevæbnede mænd i uniform.
Urumba Pitua sidder op af væg-gen, indhyllet i bandager fra top til tå.
»Nogle mænd fra UPC (Unionen af Congolesiske Patrioter, en hema-millitsgruppe, som lige nu har kontrollen med Bunia, red.) trængte ind hos mig,« fortæller han. »De sagde til mig, at de var på jagt efter lendu-krigere. Jeg svarede så, at jeg ikke vidste, hvor der var nogen. Så fyrede de løs på mig, i benene, armen, hånden, brystet. Jeg blev ramt af 15 kugler.«
Kun ved et rent lykketræf undgik Pitua at blive ramt i vitale organer. At han er i live i dag er et mirakel.
Doktor Antoine Tambov Adula, som leder nødlazarettet, er udmattet af overbebyrdelse.
»Vi mangler i kritisk grad medicin. Vi vil helt sikkert meget snart få alvorlige problemer med sanitet og sundhed i lejren. Og det står endnu værre til i en anden lejr uden for byen, hvor jeg har hørt, at der skulle være 9.000 mennesker. Flygtningene lever som sardiner i en dåse. Intimiteten kan ikke undgå at komme til at medføre, at sygdomme vil brede sig.«
På den anden side af pigtrådshegnet, ganske få meter fra FN’s panserkøretøjer, patruljerer militssoldater fra UPC. De lugter af øl og virker ophidsede.
»Giver du en cigaret?,« spørger en af dem, der kalder sig Eric, og er klædt i jeans og en T-shirt med motiver fra en japansk manga-tegneserier. Han fremviser sit patronbælte og sin riffel, som han har hængende i en rem over skulderen. »Man dræber med sådan en. De hvide har opfundet geværer for at dræbe fjender. Her har vi mange fjender, som gør livet besværligt for os.«
Bunia tilhører Eric og hans våbenbrødre. I alt fald lige i øjeblikket.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her