Læsetid: 5 min.

Nogle flygtede fra virkeligheden

Weekendavisen gik til makronerne i sit opgør med den historiske venstrefløj i 1990’erne. En historiker har skrevet speciale om emnet
6. maj 2003

Interview
’Flugten fra virkeligheden’ hed en artikel af Bent Blüdnikow og Arne Notkin, som blev bragt i Weekendavisen den 1. oktober 1993.
»Vi bruger historien til national glorificering. Ikke til at blive klogere af. Vi baserer vores nationale selvforståelse på historiefortrængning,« skrev de to journalister.
For at råde bod på historiefortrængningen ønskede de et opgør med den historiske danske venstrefløj, og ønsket skulle i høj grad blive opfyldt. Selve termen ’opgør’ blev for øvrigt introduceret af selvsamme avis’ litteraturredaktør, Bo Bjørnvig, i en oversigtsartikel, som handlede om avisernes håndtering af »venstrefløjens fejltagelser« og blandt andet henviste til netop Blüdnikows og Notkins artikel fra 1993.
Op gennem 1990’erne bragte Weekendavisen således en række artikler om den historiske venstrefløj, som fortrinsvis havde en negativ vinkel. Avisen kom til at spille en nøglerolle i opgøret, siger Jens Liljegren, cand.phil. i historie, som har skrevet speciale om netop dette emne.
– Hvordan tog Weekendavisens håndtering af debatten sig ud?
»Den var typisk en citatbaseret debat, hvad angår de programmatiske artikler, der blev skrevet af Weekendavisens journalister. I forbindelse med teksten blev der så bragt citater – eller de indgik i selve teksten – som skulle demonstrere venstrefløjens forsyndelser.«
»Ydermere er det karakteristisk, at de beskrev venstrefløjen som en enhedsbevægelse. Der er selvfølgelig eksempler på, at man differentierede mellem de forskellige grupperinger, men differentieringen var bestemt ikke skarp. Man kan tydeligt se, at kritikken er bredspektret – den går fra Socialdemokratiet og udefter.«
– Hvad betyder det for debatten?
»Den får karakter af en art politisk stedfortræderdebat, fordi
ideologien i 1990’erne stort set var fraværende som følge af Murens sammenbrud og kommunismens generelle kollaps. I stedet kunne man så profilere sig ideologisk ved hjælp af historien.«
»Men det er selvfølgelig blot en af forklaringerne. Der er også et vist hævnmotiv – revanchisme – og selvfølgelig ærlig forargelse over, hvad der foregik i 60’erne, 70’erne og 80’erne.«

Klemte skribenter
– Hævn fra hvilken kant?
»Hævn fra dem, der havde følt sig klemt under venstrebølgen; revanche mod dem, der klemte. Her tænker jeg på de pågældende skribenter. Vi har jo vidnesbyrd om det – de har omtalt, at det var svært for borgerlige at komme til orde i 70’erne, sådan oplevede de det i hvert fald selv. Og der er selvfølgelig ganske meget om snakken.«
»Det er karakteristisk, at det her opgør har løbet over 10 år nu. Fra 1993 til 2003. Så det er forkert at hævde, at det er en fortrængt debat. I stedet kan man nærmest sige, at den er tippet over, så dét meningstyranni og amokløb, man i sin tid kritiserede, nu kan fremstå med omvendt fortegn: Der er en overhængende risiko for, at kritikerne er ved at havne i den anden grøft: at de dæmoniserer venstrefløjen.«
– Er de ved at havne i den, eller er det sket?
»Det er sket.«
– Du nævnte den citatbaserede kritik, hvad går den ud på?
»Man tager nogle citater ud, og så argumenterer man mod de kritisable forhold på grundlag af dem.«
– Hvilken type artikler får man ved at bruge citaterne sådan?
»Man får en efter min mening for forenklet debat, eftersom de citater ikke er blevet perspektiveret, og fordi de er blevet brugt meget bredt. Det er jo klart, at man i en avisdebat må gribe til stærke forenklinger af pladsmæssige årsager, men her har man altså valgt
ikke at kigge på, hvilke motiver de daværende venstreorienterede havde til at være venstreorienterede. Eller hvad der lå i det, at de var venstreorienterede.«
»Og det turde være indlysende, at når journalister, som er uddannede historikere (Bo Bjørnvig, Bent Blüdnikow og Arne Notkin havde alle taget en historisk embedseksamen, red.), belægger deres argumentation med citater, så får deres udsagn større værdi. På den måde bliver opgøret historiseret: Det får en ekstra tyngde. Og det er jo problematisk, hvis det kun er den negative side, der bliver fremstillet. Nu kunne man selvfølgelig sige, at der kun var negative ting. Men dén sort-hvide verdensopfattelse mener jeg ikke, der er historisk belæg for.«

Historieforvridende
– Betyder denne brug af citater også noget for reaktionerne fra dem, der bliver kritiseret?
»Det har helt klart konsekvenser for den debat, man fører, når man om jeg så må sige slår, før man spørger. Når man på forhånd giver svaret i spørgsmålet, så er der ikke så meget at debattere. Hvis man i sin fremstilling skildrer de portrætterede personer som umoralske og onde – som det er sket – så er det klart, at de
reagerer ved enten at slå igen eller ved at afstå fra at deltage i debatten.«
– Du siger, at Weekendavisens håndtering af debatten var overvejende negativ?
»Ja. Den var selvfølgelig subjektiv, og det var fuldt ud forventeligt. Selvfølgelig skal et uafhængigt, konservativt blad have en kritisk tilgang til venstrefløjen. Men derfor behøver skildringen jo ikke være ensidig.«
»Det interessante i denne sammenhæng er den historiske perception, som man bibringer læserne og offentligheden. Weekendavisen er jo et af de dagsordenssættende blade i dansk presse. Det historieforvridende resultat, vi får af denne praksis, er på den måde problematisk, fordi folks opfattelse bliver farvet. Aviser har jo en langt større holdningsdannende kraft end for eksempel historiebøgerne.«
– Weekendavisen får betydning for historieskrivningen?
»Ja – eller i hvert fald for den kollektive hukommelse. Man må jo tro, hvis man læser disse artikler i sammenhæng, at der ikke var andet end vold og terror og ekstremisme på programmet i 70’erne og 80’erne. Og det er der intet belæg for.«
– I hvor høj grad har Weekendavisen så bidraget til vores forståelse af venstrefløjens bevæggrunde?
»Jeg mener, at den har sat fokus på adskillige forhold, der er absolut kritisable på venstrefløjen. Det kalder på selvrefleksion fra venstrefløjens side. Det er det positive. Det negative er, at artiklerne har været ensidige og temmelig ensformige: Temaerne og forholdene repeteres. Det kunne jo være interessant, snart at få nogle rigtige forbrydelser og nogle rigtige skurke frem i lyset. For ellers fremstår kritikken politisk, ideologisk og moralsk.«
– Gør den så det?
»Det må historieforskningen vise. Det kan jeg ikke bedømme.«

*Jens Liljegren har skrevet en artikel om emnet, som indgår i antologien ’Mellem fortid og fremtid’. Antologien udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her