Læsetid: 3 min.

Den fødte skuespiller

Paul Hagen, både folkekær og fagligt respekteret, blev 83 år
23. maj 2003

NEKROLOG
Det lader sig ikke nægte, at Paul Hagen, iført islandsk boheme-sweater, blev bedst kendt for sin forfjamskede og overbekymrede dyrehandler Clausen i tv-serien Huset på Christianshavn, udsendt og flere gange genudsendt i ikke mindre end 84 afsnit.
Men ikke blot var hans egen begejstring for mange af disse episoder til at styre – den bløde og blide Clausen lå egentlig ret langt fra den anderledes dynamiske personlighed, han viste i sine mere end 100 film og sine mange karakteropgaver på teatret.
På film var han folkekomediernes mand og tillagde sig en ganske særlig Paul Hagen-facon et sted mellem det fiffige og det fjogede. Han rummede en uslukkelig gavtyve-gnist og gadedrenge-raphed i replikken, der fik mange flovser til at glide ned, og ofte lod han til at være betydeligt kvikkere end sit materiale. »Lad os gå ind og forgylde lortet,« som Karl Stegger sagde, og det gjorde kollega Hagen ihærdigt.
Paul Hagen virkede på den måde som den fødte skuespiller – og var det egentlig også som søn af operasangerinden Anna Hagen, der helt fra hans unge år gjorde ham teaterinteresseret. Men den sagnomspundne Holger Gabrielsen ville angiveligt ikke have ham ind på Det kgl. Teaters elevskole med »den syl af en næse«. »Det kan jeg ikke forstå. De har da klaret Dem ganske godt med det underbid,« skal unge Hagens svar have lydt, og det er i hvert fald i karakter.
Så Hagen måtte en tur omkring Frederiksberg Teaters elevskole og Aarhus Teater, inden han fik revygennembrud og folkeyndest i Københavns Fiffer-revy med den frejdigt uartige sang »Lille Lise let på tråd«.
Nu åbnede filmselskabernes porte sig for Hagen, og han kvitterede med præcise, adrætte præstationer og vandt sin første folkeyndest som livsglad trompetist 617 Didriksen i Soldaterkammerat-serien. Sammen med Preben Kaas forsøgte han sig som instruktør, producent og manus-forfatter i To skøre ho’der (1961) men havde ulige større succes som mundrap dørsælger i Støv på hjernen-serien i 1960’erne. Og han sås med fornøjelse i mere stilfærdig udgave i Erik Ballings Hvis lille pige er du? og Dirch Passer-filmen Bussen.
Fra en senere periode huskes bl.a. En verden til forskel (1989), hvor han er barsk hotelbestyrer, og tv-serien Mørklægning (1992), hvor han er hjælpsom nabo.
Andre blomstringsmuligheder fandtes på teatret. Allerede i 1957 fik Hagen sit seriøse gennembrud som Vladimir i Becketts Vi venter på Godot, og hans humor og menneskelighed i rollen kunne ikke afbøde en seerstorm, da tv-udgaven udsendtes i 1962 i Palle Kjærulff-Schmidts instruktion. Han spillede også titelrollen i Pinters Viceværten og hovedrollen i Kafka-dramatiseringen Processen.

Holberg-specialisten
I 1972 kom Hagen så endelig til Det kgl. Teater og specialiserede sig i de Holberg-roller, han – trods Holger Gabrielsens modvilje - havde så åbenbare naturlige anlæg for. Han var Arv i Mascarade og Henrik i Den politiske kandestøber og havde titelrollerne i Jean de France og Mester Gert Westphaler. Hagen elskede Holberg og udtalte i 1995: »Kan du spille Holberg, kan du spille snart sagt alle roller. Jeg mener det, når jeg siger, at Det kgl. Teater burde have Holberg - og kun Holberg – på programmet hvert andet år.«
Men da havde han været væk fra Det kgl. i otte år, mens han trappede ned med turné-forestillinger. Siden 1992 boede han med hustruen, balletdanserinden Alice Martens, i et hus ved vandet nær Nakskov. Efterhånden blev han for gammel til at tage ud med båden, ellers hans kæreste tidsfordriv. Men småroller på film blev det stadig til, f. eks. i Krummerne 3 (1994) og Manden som ikke ville dø (1999).
I sit første ægteskab var Hagen gift med skuespilleren Asta Esper Andersen, og deres søn er skuespilleren Esper Hagen (f. 1948), der spillede ekspedienten Arnold i Matador.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu