Læsetid: 5 min.

Det følsomme folkestyre

Politikerne kæmper om at komme i øjenhøjde med befolkningen – men ser folket altid rigtigt?
31. maj 2003

ANALYSE
Kun en tåbe frygter ikke almindelige mennesker og deres følelser. Danske politikere tager sig i stigende grad i agt for befolkningens oplevelse af, hvilke problemer, der er påtrængende at få løst.
Tendensen til signallovgivning er blevet forstærket gennem flere år og er i øjeblikket påfaldende i regeringens initiativer:
Det stort anlagte ’noget-for-noget’-projekt, som regeringen senere på året præsenterer det nærmere indhold af, skal skabe større »konsekvens« og »retfærdighed«. Det er noget med at belønne dem, der opfører sig rigtigt. Og straffe eksempelvis somaliske forældre gennem træk i kontanthjælpen, hvis de sender børn på opdragelsesferie i hjemlandet.
Tankerne lægger sig i naturlig forlængelse af mange af regeringens hidtidige udspil: Pjæk i gymnasiet skal straffes. Christiania skal »normaliseres«. Voldsmænd skal dømmes hårdere. Indvandrerægtepar på kontanthjælp må ikke kunne få mere ud af at være på offentlig hjælp end ved at arbejde. Katte og andre dyr skal hjælpes.
Fælles for forslagene er, at ingen af dem har betydning for særligt mange mennesker. Nogle af udspillene har formentlig en slags ’opdragende’ effekt, men de løser ikke grundlæggende problemer eller forandrer væsentlige områder i samfundet. Udspillene tjener derimod det formål at signalere handlekraft i henhold til folkestemningen. Der lyttes mere til manden på gulvet – eller skulle man sige på motorvejen, hvor det nu – i strid med ekspertråd – er blevet tilladt at køre 130 km i timen.
Ligeledes i overensstemmelse med tidsånden måtte de to aktivister, der i den forløbne uge fik dom for at have kastet maling på statsministeren og udenrigsministeren, sidde varetægtsfængslet i hele 70 dage. Ikke på grund af overhængende risiko for at de ville gentage ugerningen eller slette sporene. Den lange varetægt skete af hensyn til befolkningens retsfølelse, hed det sig.
Da justitsminister Lene Espersen (K) skærpede straframmerne for blandt andet vold, blev hun konfronteret med undersøgelser fra Straffelovrådet, der viste, at danskerne – når de fik kendskab til konkrete sager – ikke ønskede strengere straffe. Men det prellede af på ministeren, der erklærede sig »uenig« med eksperterne.
»Jeg tror, at der i befolkningen er et udtalt ønske om, at straffen bliver markant hævet for den personfarlige kriminalitet som grov vold og voldtægt,« sagde hun.

DF kom først
Dansk Folkepartis succes er i høj grad grundlagt på at skabe større overensstemmelse mellem det politiske niveau og befolkningens oplevelse af, hvordan verden ser ud. Udlændingepolitikken er det mest slående eksempel herpå, men det står langt fra alene: Op til euroafstemningen i 2000 havde DF – til stor irritation for ja-partierne – advaret om, at folkepensionen var i fare, hvis danskerne stemte ja. Og Pia Kjærsgaard afviste, at hun behøvede at føre dokumentation for sin påstand:
»Jeg har aldrig lagt tung dokumentation på bordet, der viser, at folkepensionen er truet. Og jeg føler mig heller ikke forpligtet til det. Jeg mener, at debatten er bedre tjent med, at vi bruger vores sunde fornuft i stedet for alle mulige rapporter og analyser,« lød partiformandens svar.
Andre partier tager i stigende grad DF-metoden til sig. Sund fornuft eller diffuse følelser – folk skal tages alvorligt, mener således den konservative Charlotte Dyremose, der i en diskussion sidste år om det danske skattetryk kontra det tyske afviste det faktum, at en dansk industriarbejder faktisk ikke betaler mere i skat end en tysk.
»Man har et indtryk af, at man betaler for meget i skat, og det er vel folks reelle ret at have det indtryk. Det vigtige i forhold til at få folk til at arbejde er, hvordan de føler det, og man har klart den opfattelse, at Tyskland har et lavere skattetryk,« sagde Charlotte Dyremose.
Foredragsholder Henrik Stampe Lund, der er phd. i litteratur og forskningsadjunkt på Københavns Universitet, ser trenden som udtryk for, at magthaverne forsøger at alliere sig med befolkningen – imod establishmentet. Selv om politikerne selv er en del af det. Kirkeministeren stiller sig på folkets side imod eksperterne, altså biskopperne. Sundhedsministeren holder med patienten imod amterne.
»Man går til en mere direkte form for repræsentativt demokrati, hvor man som politiker tager den bekymrede stemme til sig og siger det samme. Det virker enormt demokratisk, fordi folkets stemme slår igennem. Men faren er, at man ikke forædler folkeviljen og det repræsentative ved at tage ansvaret på sig og lave noget, der er bedre. Vi har fået et følelsesdemokrati, hvor man laver politik på, hvad man tror folk føler,« siger Henrik Stampe Lund.

Symbolpolitik
Når følelser, fornemmelser og medieskabte folkestemninger skaber politik, bliver lovgivningen ofte præget af symbolpolitik.
»På en måde er det smaddergodt, hvis følelser er repræsenteret, at man kan genkende sig selv i den politik, der bliver ført. Men meget hurtigt bliver det negativt, hvis det bliver for direkte. Fordi følelser kan være upålidelige. Og det mest irriterende er, at det ender i symbolpolitik – ting, der ser ud af noget, men som er uden substans.«
DF og regeringen har været bedst til at dyrke følelsespolitikken, men andre partier tør heller ikke længere bastant afvise jeg-synes-det-er-for-dårligt-vælgerne.
I SF forsøgte det unge HB-medlem Peter Goll op til landsmødet at tale for, at SF skærpede sin profil på det retspolitiske område. Nu skulle SF lytte og tage det alvorligt, når en gammel dame sagde, at hun var bange for at gå ude om aftenen. På trods af, at risikoen for overfald er minimal.
En anden melding var om indvandrerne. Her foreslår SF at strafforfølge forældre, der presser børn ind i tvangsægteskaber. Selv om det forekommer mere end usandsynligt, at døtre i kulturer med ekstremt stærke familiebånd og loyalitetsfølelser vil medvirke til straffesager mod deres egne forældre. Men for SF var det vigtigt at få sendt signalet.
Hos Socialdemokraterne bliver krudtet også brugt på at signalere handlekraft. Som med partiets kontroversielle udspil om at forbyde rockerborge og med opbakningen til regeringens stærkt omdiskuterede retspakke, der indeholder brug af civile agenter. Og blandt de radikale diskuteres det i øjeblikket mand og mand imellem, om partiets image på retsområdet er godt nok som det parti, »der altid gør folk til ofre eller holder med forbryderne,« som en kilde udtrykker det.
Færre og færre politikere tør komme med udtalelser, der virker arrogante eller elitære. Som da daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) – på baggrund af protester over boligprisernes himmelflugt i København – for et par år siden udtalte, at unge familier bare kunne flytte til »et fint lille hus i Næstved« i stedet.
Henrik Stampe Lund forudser, at det en dag igen bliver in at sige noget, folk ikke umiddelbart bryder sig om:
»Der er jo tale om historiske pendulbevægelser. Den herskende politiske dagsorden med at sige det samme, som folk siger, vil ikke gå i længden. Der vil blive oparbejdet et behov for, at nogen siger det modsatte, at man skal kunne se ud over egen næsetip.«

*Helle Ib er freelancejournalist tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her