Læsetid: 3 min.

Fuldmoden fornyelse

For fjerde gang i britiske Blurs karriere foretager gruppen et overraskende og gennemført vellykket stilskifte, hvis generøse melodiøsitet vil glæde gamle fans, men helt sikkert også lokke nye kunder i butikken
5. maj 2003

Ny cd
Meget kan Blur beskyldes for, men ikke at gøre det forudsigelige. Som ét af de få bands, der forbindes med den såkaldte ’brit-pop’-bølge, som toppede i midt-90’erne, har gruppen konsekvent formået at ud- og indvikle sig, lade deres udtryk tage uventede drejninger og i det hele taget gjort, hvad der stod i dens magt for hverken at kede sig selv, publikum eller kritikerstanden.
Efter den tøvende debut i 1991 i hælene på Manchesterbølgen leverede kvartetten tre excellent melodiøse og powerpoppede albums i rap, som både definerede og udgjorde toppen af brit-poppen.
Efter en kriseperiode genopfandt Blur så sig selv som topckecket lo-fi indie-outfit i 1997 med et selvbetitlet album, der endvidere skaffede dem et amerikansk gennembrud, ikke mindst på grund af det effektivt rockende hit, »Song 2« – en født luftguitarklassiker! – hvilket efterfulgtes i 1999 med det endnu mere så skæve og udfordrende – og stort set støvsuget for melodier! – album 13 (opkaldt efter gruppens studie).
Og nu har Blur saftsuseme gjort det igen. At gruppen siden sidst er blevet reduceret til en trio, har den med Think Tank på allernydeligste facon formået at vende til egen fordel. Hvad mange nok ville have forsvoret, eftersom den originale guitarist Graham Coxon, der nu har forladt gruppen, udgjorde den væsentligste drivkraft i gruppens udvikling fra brit-centrikere til rock-internationalister.
Nuvel, efter at have levet med Think Tank en uges tid, slår det denne anmelder, at langt flere rockgrupper burde fyre deres guitarist(er), thi det tvinger sateme de tilbageblevne medlemmer til at omtænke og -definere klang, tilgang og produktion. Og resultatet risikerer såmænd at gå hen og blive kunstnerisk fornyende, vitalt, sprælsk og spændende, men først og fremmest... anderledes!
Længe leve rocken og alt det der, men sikke dog en befrielse at blive dyppet i Blurs Think Tank – den opholder man sig gerne længe i.

Excentrisk melodiøsitet
Sanger og keyboardmand Damon Albarn, bassist Alex James og percussionist Dave Rowntree er på Think Tank vendt tilbage til den indbydende excentriske melodiøsitet, der prægede Blur i dens velmagtsdage, men uden den traditionelle holdopstilling, der kendetegnede bandet i dets folkekære fase. Resultatet er blevet et af de der svært håndgribelige album, det kan være vanskeligt at beskrive helt præcist – det besidder en kviksølvagtig kvalitet, og hver gang man synes, den er der, smutter det lige så diskret væk mellem fingrene på én.
Vi tør dog godt fastslå, at Think Tank er både poppet, intelligent, afvekslende og udfordrende – art-rock er vist ordet – og at dens force ligger i de mange ballader, der udgør størstedelen af pladens repertoire. Selvom pladen delvist er optaget i Marrakesh i Marokko, er verdensmusik-påvirkningen – fraset lidt skæve rytmer, et par uortodokse akkordgange og kongenial brug af Groupe Regional de Marrakech på det hypersmukke singleudspil »Out Of Time« og den lettere mellemeuropæiske melodilinje i »Jets« – til at overse.

Vellykket og drømmende
Okay, »Crazy Beat« er et mislykket forsøg på at matche »Song 2« og den seks minutter lange »Jets« bliver lidt træls i det til sidst, men er ellers enlige svaler på et vellykket og drømmende album, hvor Blur på deres egen kridhvide måde fremstår labert funky, dopet dubbede, introvert space-jazzede og dovent hiphoppede ... uden man på noget tidspunkt er i tvivl om, at dette ensemble er et rockband.
Lyden er hverken velpoleret eller strømlinet, tværtimod og lykkeligvist knirker og skramler det afsted som en gammel smadderkasse af en bil og hurra for det. Her møder man lyden af analoge trommemaskiner, inciterende trommerfigurer, håndfaste og mavesugende basgange, sporadiske guitarer, eksotisk percussion, absurde loops, Albarns elskede melodica, dopede, men inderlige vokaler, seje saxofoner og bizarre keyboards, der sejler ind og ud af mixet samt alskens ’fundne’ lyde summende rundt i baggrunden. Et lydbillede til at fortabe sig i.
Men først og sidst – en klynge vidunderligt mindeværdige melodier, afsunget af en Damon Albarn, der er gået hen og er blevet voksen nok til at åbne albummet med erklæringen: »I ain’t got nothing to be scared of/ I love you«.
Og så i øvrigt byde Coxon ret farvel på den afsluttende skæring »Battery In Your Leg«, hvor denne brillante guitarist indtil videre for sidste gang optræder i Blur-sammenhæng. Han vil blive savnet, men Think Tank beviser, at de tre tilbageblevne medlemmer til stadighed formår at vokse og udvikle sig med en fuldmoden udgivelse, der hører til blandt Blurs allerbedste.

*Blur: Think Tank (Food/EMI) Produceret af Blur & Ben Hillier
*www.blur.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her