Læsetid: 5 min.

Fup og aviser

17. maj 2003

INTERMETZO
For nylig blev det, som beskrevet i Information i tirsdags, afsløret at en betroet journalist ved et af verdens mest ansete dagblade, New York Times, var fuld af fup og – nå ja, gamle aviser. Enhver redaktørs mareridt var blevet virkeligt. Af over 70 undersøgte artikler som den pågældende medarbejder, Jason Blair, havde afleveret i spalterne, var over halvdelen opdigtede eller behæftet med fejl og fordrejninger. Miljøer var indgående beskrevet som førstehåndsreportager, uden at journalisten havde været i nærheden af lokaliteterne; opdigtede, ikke-eksisterende personer var citeret, dele af tekster skrevet af fra andre aviser. Da en vågen konkurrent gav sig til at sammenligne, afsløredes omsider bedrageren. Noget tyder nu på at resten af artiklerne, Blair i sine fine karriere har skrevet, godt 600, på lignende vis er tvivlsomme. Under alle omstændigheder fremtræder urimelighederne som så markante at intet fra den afslørede skribents hånd accepteres. Hvad værre er: New York Times’ legendariske troværdighed har lidt et knæk.
Tragikomisk nok begav sig dette tillidstab for små 20 år siden på lignende vis for den anden af USA’s store, velanskrevne aviser: Washington Post. En Pulitzer-prisvinder blandt medarbejderne viste sig at være løgnagtig i sin prisbelønnede journalistik. For at kunne levere en tilpas rystende skildring af heroinmisbrugere havde denne reporter udvalgt sig et passende spektakulært tilfælde, nemlig en særdeles mindreårig, der under hjerteskærende omstændigheder sprøjtede sig selv med skidt og møg. Det eneste, der i og for sig manglede i den gode historie, var, at den var rigtig. Stor ballade på den avis, der mindre end 10 år før ved modig, præcis og korrekt afdækning af et kompliceret og fordækt sagsforhold havde påvist Watergate-indbruddets forbindelse direkte til Det Ovale Kontor og Richard – I am not a crook – Nixon himself til op over begge ører.

Journalistik er jo til en vis grad som at sælge elastik i metermål. Faget forudsætter, hvor mærkeligt det end lyder, konstant moral og etik i nidkær overholdelse af den uskrevne kontrakt om spillets regler mellem afsender og modtager. Modtageren er i denne forbindelse også redaktøren, hvem en determineret og talentfuld svindler som regel kan slippe af sted med at snyde – i nogen tid, næppe hele tiden. Det sidste kan man jo af gode grunde ikke vide, eftersom historien om de uopdagede forfalskninger af lige så gode grunde er svær at skrive.
At man ikke laver fup i reportagen eller opfinder personer og historier i bevidstheden om at hensigten helliger midlet, er dog langt fra en selvfølge fra de gode gamle dage. Tværtimod anvendte flere af de store fortidige pressematadorer, grundlæggerne af det moderne omnibusdagblad, på det groveste avisen til egne politiske og forretningsbestemte formål og lod skamløst reportagen indgå i manipulationerne. Berygtet i så henseende var William Randolph Hearst (’Rosebud’) og hans gule presse, New York Journal. Under Cuba-krisen i 1898 og krigen med spanierne anvendte Hearst metoder, der ikke adskiller sig fra ovennævnte mr. Blairs, men til gengæld var norm for hele avisen. Et af de grovere, men ikke det groveste tilfælde var Journals påståede interview med Theodore Roosevelt, hvori den senere præsident blev citeret for at forlange krig i Caribien. Interviewet havde kun den skavank at det var løgn fra ende til anden, og reporteren ikke havde set så meget som skyggen af Roosevelt. Sager af lignende art var utallige hos Hearst og understregede pressen som redskab for udgiverens personlige ambitioner frem for læsernes forsvarlige oplysning. Den side af sagen kan man i overensstemmelse med BBC’s idealer sagtens kalde public service, som er grundlæggende filosofi for moderne, seriøse aviser. Imod denne tendens markerer sig en stigende kommercialisering med sammenblanding af fiktion og fakta, dyrkelse af livsstilsstoffet og enerens mulighed for lykke og fremgang på kollektivets bekostning, samt jagt efter maksimale kundetal på den lavere fællesnævner. Bestræbelser i det nye højre både i Amerika og Europa – og Danmark såmænd – på at lade liberale ideologiske forestillinger være bestemmende for udviklingen i klassisk public service peger i retning af udpræget ejer-, ledelses og/eller udgiverstyrede organer.

Hvor den klassiske liberale idé med en fri presse er at lade mangeartede synspunkter komme til orde, så mange som muligt, lader det til at neoliberalismen og den herskende nationale nykonservatisme i disse år ønsker indskrænkninger i ytringsmængden og begrænsninger i indholdet. Flertal er magt og ret.
I USA udgiver højrefløjspublicister nu et kortspil a la dét ’deck of cards’ som amerikanske soldater fik udleveret i Irak – nu blot med prominente amerikanske og europæiske krigsmodstandere som eftersøgte på billedkortene. Meningen er klar, således som jo præsidenten uden omsvøb udtrykte sin regerings grundtanke: de der ikke er med os, er imod. Underforstået: de der er imod, har ingen ret til riget og kan som nationale fjender elimineres. I betragtning af den livsfare, hvorunder dristige amerikanere ofte bevæger sig i deres svært bevæbnede samfund, hvor mange hylder forenklede løsninger som idealet, er udgivelsen af kortspillet ikke en uskyldig spøg.

Det er heller ikke nogen spøg, når ordene forvrides og gøres til nysprog. Statsministeren, med sine evner for det kreative med tal og ord, er så småt ved at knæsætte historien om krigen og dennes årsag, som han forlanger den set. Det er blevet til at FN’s Sikkerhedsråd ikke var beslutningsdygtigt, at FN-vejen var spærret og at FN fremover må lære at tage sig sammen. Det minder om EU-modstandernes demagoger, når disse taler om dem dernede i Bruxelles, der bestemmer og behændigt overser, at det er medlemmerne. Man skal bare blive ved længe nok. Men Sikkerhedsrådet var ikke blokeret. Sikkerhedsrådets politik er den et flertal uden veto kan blive enig om. Såfremt Amerika ikke partout ville i krig, kunne våbeninspektørerne med hr. Blix i spidsen have genoptaget de afbrudte inspektioner, og inden for måneder som Blix estimerede, endeligt have opgjort mængden eller ikke-mængden af de masseødelæggelsesvåben, amerikanerne nu i det store og hele har opgivet at finde. Morsomt var det at følge Anders Fogh Rasmussens hovedkulds tilbagetog over for begavede spørgsmål fra Bjarne Steensbeck, Politikens korrespondent i Washington. Statsministeren havde dristigt og i overensstemmelse med sin nykreerede historiske dogmatik indopereret et hensigtsmæssighedsbegreb i den fremtidige FN-relaterede storpolitik. Blot landene – læs Frankrig og Tyskland – optræder hensigtsmæssigt, så befinder ifølge Fogh Rasmussen amerikanerne sig skam på det multilaterale spor. Hvis spillereglerne bliver overholdt! tilføjede statsministeren. Det er her god journalistik for det første at spørge, hvad der menes med hensigtsmæssigt, hvilket korrespondenten da også gjorde. Tilbagetoget blev tiltrådt, inden spillereglerne, og hvem der ikke overholder dem, blev uddybet. Statsministerens slutreplik: »...man kan appellere til, at alle indser den fælles interesse i at kunne træffes fælles beslutninger i stedet for at blokere for hinanden. Jeg vil ikke gøre mig til dommer.« Så talte en statsmand.
Man kender jo efterhånden Rasmussen godt nok til at vide at hans spindoktorerede talemåde og dogmatikken ruller videre. Som da pengene fossede ud af statskassen, til de ikke fossede mere, fordi dén trods alt var for fed at fyre af den ene højlyse dag efter den anden.
Avisers kvalitet beror også på kildernes tilbud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her