Læsetid: 5 min.

Den gamle mand og stoffet

Lou Reeds sublime koncert mandag aften fungerede som en påmindelse om, at rock på så højt niveau matcher et hvilket som helst kunstnerisk udtryk og derved automatisk stiller afsindigt høje krav til såvel afsender som modtager
14. maj 2003

Koncert
Hvem skulle nu have troet det? At alderen i dén grad ville bekomme den 61-årige Lewis Alan Reed, kendt af en mindre offentlighed som sangskriveren, sangeren og guitaristen Lou Reed? Og hvem skulle have troet, at denne ofte antagonistiske, i perioder voldsomt derangerede, og hvad angår kunstnerisk output notorisk ujævne, amerikanske musiker skulle nå dertil, hvor han indgik, hvad der udefra grangiveligt ligner en fredstraktat med sig selv, sit værk og ikke mindst sit publikum.
I lyset af den proces, man med titlen på én af mandens mange lp’er kunne kalde »Growing up in public«, hvor Reed paranoidt, mistroisk og (påtaget?) kynisk med blodig konsekvens har valgt at se verden som et fjendtligt sted, var det intet mindre end et under, at han i Falkoner Salen mandag aften endelig syntes i stand til at træde tilbage fra rollen som ’Lou Reed’ og i stedet lade sine ofte fremragende og – i rock’n’roll-sammenhæng – usædvanligt dybtstikkende sange tale deres eget klare sprog.
At det har været både fascinerende og tragikomisk at følge, hvorledes han ned gennem årene ikke har været i stand til med nogen form for ynde at modtage hverken kritik eller ros, men i stedet har hadet sine kritikere og foragtet sine fans, skal der ikke her lægges skjul på, men det betyder også, at ’Lou
Reed’ gentagne gange – og alt for ofte – har spændt ben for det eneste, Lou Reed faktisk formår: at skrive meningsfulde sange, der transcenderer form, tid, sted og ophavsmand.

Det Gode og Det Onde
Det kan i sammenhængen være interessant at læse Victor Bockris’ Lou Reed. A Biography (Random House, 1994), hvis man bilder sig ind at nære interesse for værket, hvad undertegnede i dén grad gør ud fra den betragtning, at det har gjort rockens univers til et ofte fascinerende, men også mere omkostningsfyldt sted at opholde sig, end tilfældet ellers ville have været.
Ingen har som Reed gjort op med så mange af rockens – i øvrigt legitime – funktioner; f.eks. underholdningspræget eskapisme, livstolkning for pubertanter og primalt protestskrig. Og i processen formået at forvandle den til den type slagsmark, der som den meste gode kunst bringer én ansigt til ansigt med noget så basalt som det mægtige, stadigt pågående slag mellem Det Gode og Det Onde. Såvel uden for som inden for én selv.
Ikke fordi det er en god bog, Bockris har begået, men netop fordi den ikke er det. Bockris formår nemlig ikke over næsten 500 sider at komme bag om ’Lou Reed’ og nå ind til Lou Reed. Ligesom den ikke giver nogen troværdig forklaring på, hvorledes denne i Bockris’ øjne så foragtelige mandsfigur har formået at skabe et værk, hvis højdepunkter alene ville være nok til at retfærddigøre rockens øvrige unoder, ekstravagancer og enorme ressource-spild. Uden flothed skal det her konstateres, at ingen – INGEN – som Lou Reed har formået at destillere essensen af rockens form og give den dén kunstneriske dimension, i hvert fald denne signatur ikke ville kunne leve foruden, hvis opholdet der skal have karakter af livsprojekt.

En lektion i ydmyghed
Og jeg vil blankt indrømme, at jeg nogle gange under koncerten i Falkoner Salen følte en vis skam – dog helt hinsides den klamme kristne version og udelukkende af professionel art – fordi musik ofte er noget af det mest forførende, der findes.
Hvorfor det (måske) er uundgåeligt, at man i kampens hede kommer til at overvurdere tidens takt og tone – og i processen får trukket lige lovlig mange superlativer op af den dertil indrettede pose, hvorfor en lektion i ydmyghed ikke kun – ser jeg nu – var nødvendig, men ønskværdig... såmænd også for Dem, oh, grusomme læser, hvorfor De bedes tilgive mig denne diskurs af såvel professionel som personlig karakter: for hvornår har en rockkoncert sidst på lignende facon manet til selvransagelse?
Og alene af den grund er jeg Lewis Alan Reed taknemmelig. At møde op uden særlige forventninger og lettere blasert – da jeg nok har set ham spille live mindst en 15-16 gange, siden han den 27. februar 1975 i Tivolis Koncertsal punkterede min rock-hymen og efterlod mig desorienteret, blødende og vidtåben – og en små tre timer og 22 sange senere forlade gerningsstedet med et oprigtigt ønske om tage det fundament, ens virke hviler på, op til revision, er dog (heldigvis) ingen hverdagsforeteelse.

En ’anmeldelse’
Undskyld, men forventede De en anmeldelse her? Okay. Godt: Reed startede – som i Tivolis Koncertsal for 28 år siden, såmænd – med
»Sweet Jane«, en henkastet, men lovende nu-varmer-vi-lige-op
»Sweet Jane«, hvor guitarist Mike Rathke, bassist m.m. Fernando Saunders, cellist Jane Scarpantoni og korsanger Antony samt den velholdte, helt sortklædte Lou Reed fandt formen uden at prætendere, det handlede om andet.
Disse fem musikere skulle i løbet af aftenen forbilledligt demonstrere, hvor lidt rock egentlig handler om kompositorisk og harmonisk kompleksitet, og i stedet i hvor høj grad en næsten rørende enkelhed, lavmælt intensitet og indbyrdes lydhørhed i samklang med nogle af rockmusikkens bedste kompositioner og en klædeligt afdæmpet og velafbalanceret Lou Reed tilsammen udrettede – nå, ja – mirakler.
For fra og med sang nr. to, en elektrificerende og provokerende veloplagt »Smalltown« gik det så slag i slag fra højdepunkt til højdepunkt, med et intelligent og afvekslende sammensat sæt, der dækkede hele karrieren; fra det stadig gåsehudsfremkaldende åbningsnummer på den allerførste Velvet Underground-lp, »Sunday Morning«, til titelnummeret på hans seneste, næsten sindssvagt ambitiøse, men så også kun halvt vellykkede dobbelt-cd, The Raven. OBS! Et godt tip i den forbindelse er at investere i enkelt-cd-kompendiet af samme, thi den er både mere overskuelig og spiselig for alle andre end lige
Reed-tosser som undertegnede.

Fuldstændig lykkelig
Manglen på trommeslager gav musikken en klædelig kammerrockmusikalsk tone, der betød, at man ikke blot kunne høre hvert et ord, men også forstå dét, hvorved dybden og dimensionerne i kompositioner som »Men Of Good Fortune«, »Ecstasy«, »Venus In Furs«, »Dirty Blvd.«, »Vanishing Act« og »Set The Twilight Reeling« ramte helt ind i hypofysen.
Er det da så poesi, Lou Reed skriver? Næ, det er sangtekster. Lyslevende beviser på, at også disse snildt kan række ud over det øjeblik, de tager afsæt i. Hvilket måske allerbedst eksemplificeredes ved den stadig geniale »Candy Says«, som her blev afsunget med optimalt bøssoidt kropssprog af Antony, eftersom Reeds stemme – ifølge ham selv – ikke længere evner at forløse melodiens uomtvistelige skønhed. Dén tekst alene indeholder lige så meget ’stof til eftertanke’ som de fleste af tidens såkaldte romaner – og det er dog også en kunst. Så dér sad man så, med åben mund og polypper – ydmyg, taknemmelig, anfægtet... og fuldstændig lykkelig: »It’s such a perfect day: I’m glad I spend it with you...«

*Lou Reed m/ band, Falkoner Salen, mandag aften

FAKTA
*Sætliste
Sweet Jane
Smalltown
Tell It To Your Heart
Men Of Good Fortune
How Do You Think It Feels?
Vanishing Act
Ecstasy
The Day John Kennedy Died
Street Hassle
The Bed
Revien Cherie (Fernando Saunders komposition, sunget af samme)
Venus In Furs
Dirty Blvd.
Sunday Morning
All Tomorrow’s Parties
Call On Me
The Raven
Set The Twilight Reeling
Ekstranumre:
Candy Says (sunget af Antony)
Rock Minuet
Perfect Day
Ekstra-ekstranummer:
Walk On The Wild Side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her