Fransk filosofis ubestridte nestor, Paul Ricoeur, talte om anerkendelse og gaver
og blev selv anerkendt af en fyldt festsal af filosofientusiaster, der ærbødigt hyldede ham
I fredags samme dag som en vis sir Paul lod sig fetere i Parken af sine fans blev en anden stor, gammel Paul i festsalen på Danmarks Pædagogiske Universitet applauderet af en lige så talstærk som ærbødig forsamling af filosofiinteresserede.
Frankrigs største nulevende filosof, den 90-årige Paul Ricoeur, var kommet for at tale om »Gavens paradokser«, og blev først budt velkommen af DPUs rektor, Lars Henrik Schmidt, der bl. a. fastslog, at Paul Ricoeur »måtte være blevet født som gammel og vis« i den grad havde han altid været på forkant med sin samtids filosofiske scene, og at han burde have haft Nobelprisen i filosofi mange gange, dersom den havde eksisteret.
Dernæst indtog Ricoeurs danske elev og ven, filosoffen Peter Kemp, podiet for at aflevere en personlig hyldesttale til sin læremester, før han overlod ordet til Paul Ricoeur selv, og den ranke, hvidhårede olding satte sig til rette på scenen ved et kateder, der var kantet af store, gule solsikker, missede elysisk gennem brillerne, idet han tog fat på sin sprænglærde forelæsning, som han holdt på engelsk.
Det forhold, at Ricoeurs galliske accent var markant som en Maurice Chevaliers, og at han dvælede mediterende ved visse passager, som gennemløb han atter tankerækkerne undrende forfra i stedet for blot at foredrage fra et manuskript, var til tider en charmerende støj på linjen, der dog på intet tidspunkt formåede at slå skår i den intense koncentration, der fyldte salen.
Ricoeur talte om sit seneste projekt: At give begrebet om kampen om gensidig anerkendelse en filosofisk værdighed, som det ikke har sammenlignet med begrebet erkendelse.
»Hvad kan i kampen for anerkendelse give os en horisont for forhåbninger?« spurgte Ricoeur. Intet samfund har endnu været i stand til at overskride den tærskel, som hindrer dets medlemmer i at nå frem til total social gensidig agtelse. Intet samfund har formået at slå bro over den ligelige tildeling af rettigheder og den ulige fordeling af goder, hvorfor den sociale kamp har været den fundamentale drivkraft for samfundsmæssige bevægelser. At forblive inden for anerkendelseskampens horisont, skaber umættelige ønsker og stadigt stigende krav. Derfor spurgte Ricoeur, om vi ikke også fra vores dagligliv har en erfaring af at være virkeligt anerkendte i en udveksling, nemlig i udvekslingen af gaver. Projektet for Ricoeur var således at supplere og korrigere den oprindelige voldelige idé om kampen for anerkendelse, således som Hegel analyserer den i sin herre- og slavedialektik, med den ikke-voldelige idé om gaven.
Relationen er vigtigst
Ricoeur påberåbte sig inspiration fra filosoffen Marcel Hénaffs nylæsning af Marcel Mauss klassiske og berømte Essay om Gaven. Hvor Mauss undrede sig over, at gavegivningslogikken forpligtede modtagen til at kvittere med at give giveren en ny gave og heraf konkluderede, at, hvad der forbandt giver og modtager, var gaverne eller tingene selv, hævder Ricoeur, at det centrale ikke er gavens natur, men den relation, der indstiftes mellem giverne.
Denne relation er anerkendelse, men en anerkendelse, der idet den ikke erkender sig selv som sådan, bliver symboliseret i gaven. To personers gensidige symbolske anerkendelse af hinanden i gaveudvekslingen foregår ikke ved deres spekulative erkendelses sprog, men med deres gestussprog. Den gestus at give en gave konstruerer anerkendelsen igennem en ting, der symboliserer forholdet mellem giver og gavemodtager. Det, som støtter denne fortolkning, er, at man kan sætte den i forhold til vores erfaring af det, der ikke har en pris, det ubetalelige. I gaveforholdet erfares, at der er noget uden for enhver pris, og det er knyttet til ideen om sandheden, som man ikke kan prissætte.
Ricoeur ser således i gaveudvekslingen en model for eller mulig nøgle til at forstå anerkendelsen. Det, som placerer gaven i en rolle, der ikke har nogen rival i den kommercielle transaktion, er hverken (som hos Mauss) en konkurrerende eller arkaisk form for kommerciel udveksling, men vidner om et helt andet niveau i de menneskelige relationer: ceremoniens niveau.
Ceremonien er en art højtid, en sjældenhed, et undtagelsens ritual, hvorigennem gaveudvekslingen udspiller sig. Derfor kan gaven, den givne ting, også være hvad som helst både materielle ting eller f.eks. de løfter, man giver ved indgåelse af ægteskab. Alt kan blive til gave i det ceremonielle udvekslingsforhold, som er en anerkendelse, som ikke erkender sig som sådan. Ricoeur spiller her på flertydigheden i det franske ord reconnaissance, som både betyder erkendelse, anerkendelse og taknemmelighed. Den ægte anerkendelse gebærder sig i lighed med den højre hånd, om hvilken man siger, at den nødvendigvis må være uvidende om, hvad den venstre hånd foretager sig.
Ceremoniel udveksling
Den grundlæggende erfaring af sandhed, der ikke kan prissættes, ser Ricoeur udtrykt i Sokrates udsagn til sofisterne: »Jeg underviser i sandheden uden at blive betalt for det«. Men et problem er opstillet: Der er et fjendtligt forhold mellem sandheden eller det, man tror, er sandheden, det, der undervises i som sandhed på den ene side og pengene på den anden, og dette forhold har selv en lang historie, eftersom penge kun er simple symboler for lighed i værdi, men penge er selv blevet en ting af værdi og har taget form af kapital. At penge således er blevet den universelle ting som betalingsmiddel, skærper konflikten mellem sandheden og pengene til det yderste, indrømmer Ricoeur. Gavegivningen lider nederlag som anerkendelse, når den taber sin ceremonielle karakter og bliver til automatisk forpligtelse til at give tilbage som en parallel til den generelle kommercialisering af mellemmenneskelige forhold.
Hvor grundlæggende en betydning har disse sjældne erfaringer af ægte anerkendelse i gaveudvekslinger? For Ricoeur ligger der i den udstrækning, hvor vi bevarer en fornemmelse for det hellige og for ceremoniens ikke dagligdags karakter, i udvekslingens ceremonielle karakter et løfte, der angiver, at vi i det mindste én gang i vores liv er blevet anerkendt. Hvis vi aldrig havde haft denne erfaring af anerkendelse i den ceremonielle udvekslings taknemmelighed, ville vi være henvist til at falde tilbage til volden i kampen om anerkendelse. Taknemmeligheden ved at modtage en gave betyder erkendelse af anerkendelse. Heri kender vi noget af det Andet menneske. Den Anden er den, man kan sige tak til.
