Læsetid: 4 min.

Gnot nu væk!

Gnotterne er en pinlig efterligning af Muppet Show, Fragglerne og især Teletubbies
2. maj 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Børne-tv har nogenlunde samme effekt på småbørn som slik. Som et barn engang sagde til mig: »Alt fjernsyn er godt fjernsyn«. Men Gnotterne, som DR1 viser i Fjernsyn for dig om tirsdagen, er i den grad en undtagelse. Der foreligger ingen empirisk undersøgelse, men jeg har hørt det fra flere barnemødre: Barnet, som ellers har ventet utålmodigt på børnetimen, slukker uopfordret og egenhændigt for Gnotterne.
Det kan jo være udmærket, for så er det, at de leger med deres legetøj, børnene. For tiden er det blandt andet en Power Puff Pige og et batmankostume, som er i højsædet herhjemme.
Mit moderhjerte har det fint med, at figurer fra populærkulturen sniger sig ind i den uskyldige barneleg. Fantasien udviser nemlig en energisk mangel på respekt for de enkelte fiktioner (og merchandise-producenternes hensigter), hvormed selvstændige blandingsformer pibler frem. Lad det hermed være fastslået, at min oplevelse af Gnotterne ikke skyldes en generel trang til biodynamisk trælegetøj og Cirkeline«.
Gnotterne er fire forvoksede, farvestrålende pelsting med næb og haler, som bor i en underjordisk grotte. Der er to hunkønsvæsner – den søde Stella og den rå Kajsa – samt to hankønsvæsner – den gammelkloge Sampler og den babyagtige Tander. Persongalleriet byder desuden på to flagermus, der kommenterer begivenhederne a la de to gamle gutter i Muppet Show.

Skamløst
Gnotterne efterligner i det hele taget følgende tre fænomener inden for børne-tv: Muppet Show, Fragglerne og sidst, men ikke mindst, Teletubbies. Det er nærmest skamløst, som Gnotterne hugger fra Teletubbies, hvor fire kulørte, buttede figurer sørme også tumler rundt i et lukket univers. Et univers, der er naiviseret og magisk. Et univers, hvor de kulørte tumlinger er alene, men hvor en ukendt overmagt af og til griber ind. I begge serier er der en styrende instans, som aldrig får krop eller ansigt, men som overvåger og beskytter. Denne instans gør det - på en lidt dubiøs facon – ud for de voksne, som ikke er en aktiv del af legens og fantasiens univers.
Teletubbies er blevet anklaget for at være fordummende, blandt andet fordi serien bygger på monotoni og gentagelse. Teletubbierne render rundt med tv-skærme på deres maver, og de små udsendelser, som de modtager med deres antenner, vises altid to gange. Men som bekendt elsker små børn netop gentagelser, deres lege består ofte af små episoder, som gentages i det uendelige. Teletubbies er også blevet anklaget for at manipulere børn til at blive homoseksuelle. Det skyldes dels figurernes kønsløshed, dels figuren Tinky Winky, der er lilla, har et homosymbol på sit hoved og en rød taske i hånden. Men hvis Tinky Winky repræsenterer en lille bøsse in spe, hvad så? Alt andet lige eksisterer der børn, som vokser op uden at blive heteroseksuelle. Desuden kan man sagtens se Tinky Winky og de andre teletubbier som figurer, der ikke fokuserer på køn og dermed undlader at gengive kønsstereotyper. Det er ikke, fordi jeg vil forsvare alt ved Teletubbies. Jeg finder det f.eks. ildevarslende, at serien er kult blandt lsd-brugere! Min største anke mod serien er, at universet er så rent og lukket om sig selv. Og jeg er også loren ved teletubbiernes tuttenuttede efterligning af barnesprog. Dette kan eksemplificeres med nogle citater fra publikationen Tinky Winkys taske:
Tinky Winky: »Ha-haj, Dipsy! Ha-hej, Laa-Laa! Ha-hej Po!«
Dipsy: »Hvor er hat?« Laa-Laa: »Hvor er bold?« Po: »Hvor er løbehjul?«

Infantilisering
Men nu tilbage til Gnotterne. Denne serie overtager som sagt det lukkede univers fra Teletubbies, blot henlagt til en grotte, som til gengæld er hugget fra Fragglerne. Gnotterne har endvidere, ligesom Fragglerne, mange musikalske indslag. Gnotterne bryder ofte ud i sang. Disse sange er dårlige. Noget af det allermest irriterende ved Gnotterne er deres sproglighed. Her er der ikke tale om en forfejlet imitation af barnesprog, men derimod et kikset forsøg på et særsprog.
Tirsdagens afsnit handlede om angst for edderkopper, og edderkopper hed selvfølgelig: Yspatatter. Gnotterne har et fælles særsprog, men desuden har den enkelte figur særlige sprogtræk. Den pigede Stella siger f.eks. altid »glimmert« som i replikken »Åh, hvor er det glimmert at se dig«. Der findes ord som »hinkelfis« og »snobbel«. Det er ikke spor morsomt. Det er ikke nogen nyhed, at fiktioner for børn arbejder med naivisering eller særsprog. Tænk bare på Bamses Billedbog med »tihvertifald« og så videre. Men i Gnotterne er særsproget så villet og overdrevet, at man krummer tæer for hvert »glimmert«.
Der findes selvfølgelig også merchandise til Gnotterne. Hvis min treårige skulle ønske sig sligt, ville jeg sige nej, nej og atter nej. Men det er en meget hypotetisk situation, eftersom drengen er fuldkommen uinteresseret i Gnotterne. Det er kort sagt meget dårligt fjernsyn for børn. Gnotterne er uhyre langt under DR1’s standard i den kategori.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her