Læsetid: 3 min.

De gyldne tider lader vente på sig

Jay Garners ’fiasko’ er udløst af en blanding af ideologisk overmod i Washington og urealistiske forventninger i Irak
13. maj 2003

Analyse
AMMAN – Søndag fik den tidligere amerikanske ambassadør i Yemen Barbara Bodine, der skulle stå for genopbygningen af Bagdad, besked på at pakke sine tasker og rejse hjem til Washington efter kun tre uger i Irak. Om to uger får hun følgeskab af sin hidtige chef, den pensionerede general Jay Garner, der leder den amerikanske genopbygningsindsats i Irak.
Bodine og Garner synes at være blevet de første syndebukke for de manglende fremskridt og den stigende irakiske utilfredshed, der er blandt de få konkrete resultater af den amerikanske genopbygningsproces.
Mens hundredetusindvis af irakere i hovedstaden Bagdad må klare sig uden strøm det meste af dagen og på det seneste har oplevet deres toiletter løbe over af slam, fordi pumpestationerne er brudt sammen, har Garner og Bodine kunnet besøge badeværelser med guldbelagte vandhaner i det enorme paladskompleks i det centrale Bagdad, hvor Kontoret for Genopbygning og Humanitær Hjælp holder til.
Den tidligere beboer af det Republikanske Palads var nemlig både formand for Iraks Revolutionære Kommandoråd og republikkens præsident. En vis Saddam Hussein.
Den begrænsede kontakt Bodine og Garner har haft med Iraks befolkning er således mest foregået bag lukkede døre. Af forståelige grunde. I et forsøg på at få tingene til at fungere igen har Garner og Bodine nemlig til de fleste irakeres misbilligelse genindsat højtstående embedsmænd fra det tidligere regime.
Uden det store held.
Den amerikansk udpegede sundhedsminister måtte således træde tilbage søndag, efter at læger og hospitalsarbejdere havde protesteret mod hans udpegelse i over en uge på grund af hans høje stilling under det tidligere forhadte regime.
Heller ikke Garners forsøg på at stable en ny irakisk regering på benene, der kan overtage ansvaret for det rod, som Irak er blevet efter Saddams fald, har været nogen succes.
De irakiske eksilgrupper synes at være lige så splittede internt, som de er upopulære i befolkningen. Imens bliver både eksilirakerne og deres amerikanske allierede åndet i nakken af de islamiske shiitiske grupper, der står på spring for at overtage regeringsmagten og indføre en islamisk stat, Washingtons største skræk.
At Garner og Bodine er blevet hjemkaldt efter kun få uger på posten, er et klart tegn på, at Washington har haft urealistiske forventninger til, hvor hurtigt Irak kan komme på fode igen. Problemerne med rent drikkevand og elektricitet skyldes nemlig ikke kun krigen, men også 12 års misrøgt og manglende investeringer under sanktionerne.
Høgene i Washington synes at have troet, at hvis de blot fjernede den forhadte diktator, ville irakerne være USA evigt taknemmelige og evigt tålmodige med den amerikanske genopbygning. Washington har således ikke haft travlt med at invitere FN eller nødhjælpsorganisationer ind for at hjælpe til med den enorme opgave, men har derimod forsøgt at sikre sig genopbygningen til sig selv og sine allierede, som om der var tale om et krigsbytte og ikke en enorm og vanskelig opgave.
Irakerne på deres side synes at have slugt den amerikanske propaganda om de gyldne tider og grønne skove, der ville følge efter Saddams fald, råt.
Men de gyldne tider har foreløbig ladet vente på sig. Mens fremskridtene mest har været abstrakte såsom ytringsfrihed, manglende frygt for at blive fængslet eller henrettet uden grund, har tilbageskridtene været anderledes konkrete. Mangel på vand, elektricitet, arbejde, mad og lov og orden.
»Det er lidt svært at sige til folk, der står og råber ad os, fordi der ikke er strøm eller rent vand, at de var blevet skudt ned under det forrige regime hvis de havde demonstreret, men at de nu har ret til at beklage sig så meget de vil uden at det får konsekvenser,« fortæller en ung amerikansk soldat til Information.
De fleste irakere har således været forbløffende hurtige til at omstille sig fra at frygte Saddams regimets torturstat til at brokke sig over de manglende fremskridt under de nye amerikanske magthavere.
Og meget tyder på at disse spørgsmål vil komme til at plage Garners og Bodines efterfølgere i de kommende måneder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her