Læsetid: 2 min.

Heart of Gold

Sikkerhed for, at smagsløgene bliver udfordret
2. maj 2003

Under proppen
Mandag aften. Jeg havde stadig abstinenser efter mere end tre timer i selskab med rocklegenden Neil Young søndag aften. En skive med en række af de bedste akustiske Young-numre gav mere ro. Jeg havde inviteret pressechefen til at smage ugens vin sammen med en helt speciel parmesanost, som Bichel vine er eneimpotør af i Danmark.
Vi åbnede i andægtighed Livia Fontanas Barolo fra 1998 med tonerne fra Heart of Gold i baggrunden. Vinen kommer fra vingården Cascina Fontatin, som er et famileforetagende, med 180 år på bagen, hvor far og datter er sammen om produktionen. Samlet produceres der cirka 70.000 flasker vin årligt, som både omfatter hvid vine, en rød Dolcetto, en Barbera og tre forskellige Baroloer. De to bærer datteren Livia Fontanas navn, mens faderen Ettore Fontana står for den sidste. Hans Barolo vil vi smage på om nogle uger. Endelig producerer vingården også en række forskellige udgaver af Grappa.

Historierne og myterne om Barolo er ligeså mangfoldige som Neil Youngs bagkatalog af klassikere. Nogle kalder den vinenes konge, og denne flaske fra 1998 lever på mange måder op til denne karakteristik. En intensiv rubinrød farve, og en helt karakteristisk Barolo duft, som holder sig i lang tid i eftersmagen. Pressechefen var imponeret, og forblev tavs et par minutter efter, at han havde sat glasset tilbage på bordet.
I denne Barolo kommer Nebbiolo-druens karakteristika tydeligt frem, og er resultatet af en nænsom og balanceret produktionsmetode. Det er netop produktionsmåden med den lave udnyttelse af druerne med let presning, som sammen med den lange lagring – minimum to år efter den 1. januar i året efter vinhøsten – der er med til at give Baroloen sin karakteriske smag. Vinen fra Livia Fontana er fadlagret i tre år på slovenske fade, og har derefter været på flaske et år før vinen sælges.

Jeg serverede også en udsøgt parmesanost for pressechefen. Den kommer fra et lille familie mejeri i Grana D’Oro, som producerer parmesanost på mælk fra en gammel lav forædlet rød korace.
Mejeriet laver kun parmesanost, og der produceres kun seks om dagen. Osten har været lagret i mere end to år, og har en utrolig god smag og struktur, som passer perfekt sammen med en god flaske Barolo.
Vin fra Barolo er ikke billig. Slet ikke. Men bruger man 185 kr på en flaske fra Livia Fontana er man også sikker på, at smagsløgene bliver udfordret, og selv om de er dyrt er det – når vi taler om kvalitets Barolo – stadig i den ’billige ende’.
Så hvis du stadig søger efter Heart of Gold, så er Neil Young godt nok rejst videre ud i Europa, men numrene findes på cd, og Baroloen fra Livia Fontana kan købes hos Vin & Kultur i København.

*Vacche Rosse Parmesan til 245.kr pr. kilo fra Bichel Vine. www.bichel.dk
*Livia Fontana Barolo DOCG 1998 til 180 kr fra Vin & Kultur, Vino e Cultura. www.go-barolo.dk eller på tlf. dagligt fra 12-17 på 35365024

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her