Læsetid: 13 min.

HIGH ALERT

Jørgen Flindt Petersen er i gang med en ny dokumentarfilm og bog. Denne gang om de neo-konservative i USA. Han var i USA i den forløbne uge og oplevede et land med en tung terrortrussel og en dårlig økonomi hængende over hovedet
30. maj 2003

Tirsdag den 20. maj
Da vi flyver ind mod Washington D. C. går det pludselig op for mig, at det er nu, hvis terrorister ombord skulle beslutte sig for at bruge flyet som bombe mod et mål i hovedstaden. Men alt ånder fred og ro, mens jeg udfylder mine landingspapirer. Jeg skal blandt andet svare på, om jeg planlægger »kriminelle eller umoralske handlinger« under mit besøg. Det er nok bedst at sige nej til det, hvis man vil ind.
Efter landingen ledes vi på en timelang vandring gennem en labyrint af snore frem til det forjættede land. Alt imens vi på tv-skærmene over vores potentielt syndige hoveder kan se, at det nydannede ’Ministerium for hjemlandets sikkerhed’ lige netop har anbefalet præsidenten at forhøje beredskabet mod terrorisme til det højeste niveau: orange.
Det anfægter tilsyneladende ingen af gæsterne i køen, og sådan er det vel: Terror er en usynlig fjende, som ingen tror vil ramme en selv. Jeg tænker dog lige over, at mit hotel ligger meget tæt på Det Hvide Hus, som terroristerne jo missede den 11. september 2001, fordi nogle modige flypassagerer greb ind.
Endelig når jeg frem til skranken. Den venlige immigrationsofficer vil meget gerne vide, hvad jeg agter at lave i USA. Da jeg fortæller, at jeg skal se på, hvordan ’9/11’ har forandret landet, smiler han, nikker op mod tv-skærmen med den orange farve og de store bogstaver HIGH ALERT, mens han stempler løs.
»Have a nice stay, Sir.«
På vejen fra Dulles International Airport er der intet at se, som antyder noget usædvanligt, men i selve hovedstaden er der mere politi end sædvanligt i gaderne, og ved Pentagon er der opstillet en mobil enhed, som kan skyde vildfarne rutefly ned. På tv har alle eksperterne svært ved at forklare befolkningen, hvad den orange tilstand skal betyde for deres adfærd – lige her op til Memorial Day, som er den helt store rejse- og familieweekend for amerikanerne.

Onsdag den 21. maj
En ny rapport fra justitsministeriet fortæller om, hvordan de anti-terrorlove, som fulgte i kølvandet på 11. september er blevet brugt. New York Times udlægger rapporten i retning af, at myndighederne har misbrugt deres nye bemyndigelser til at underminere borgerrettighederne til aflytning, ransagninger og tilbageholdelse af potentielle vidner i en grad, som det ikke tidligere havde været muligt. Og til at rejse banale kriminelle sigtelser mod nogle af de personer, som man arresterede på grund af terrormistanken.
Avisen skriver i en leder, at det kunne være gået meget værre og advarer samtidig mod Pentagons planer om at skabe en enorm database med oplysninger om alt fra den enkeltes økonomi, helbred – ja, selv måden at gå på skal med, fordi det efter sigende er lige så karakteristisk for den enkelte som fingeraftryk. Forslaget hed oprindeligt Total Information Awareness, men da kongressen råbte Big Brother og George Orwell greb man i posen med newsspeak og omdøbte programmet til Terrorist Information Awareness.
Aviserne er i det hele taget fyldt med historier, som viser den besøgende fra Europa, hvordan USA i den grad er optaget af terrorfrygten og har sat det militære forsvar højt på dagsordenen. Det Hvide Hus har netop udsendt en redegørelse for, hvordan det planlagte raketskjold – der vil koste otte-ni mia. dollars om året at udvikle – er en helt nødvendig foranstaltning mod angreb med kemiske, biologiske eller nukleare våben fra fjendtlige stater eller terrorister.
I senatet har det republikanske flertal besluttet at ophæve et tidligere forbud mod at forske i udviklingen af »små atombomber«, der kan bruges på slagmarken. Forsvarsminister Donald Rumsfeld forsvarer de nye våben ved at fremhæve, at de vil kunne bruges mod dybtliggende arsenaler af kemiske og biologiske våben, og at det jo i første omgang ikke drejer sig om andet end udvikling, ikke om en beslutning om at anvende dem.
Det fik veteranen Edward Kennedy på banen med denne bemærkning: »Hvis vi bygger dem, vil vi også bruge dem. Det er en ensrettet vej, som kun kan føre os til atomkrig.«
Demokraterne mener i det hele taget, at beslutningen ville sætte et nyt atomart våbenkapløb i gang, mens republikanerne fremhæver, at mange lande har kernevåbenprogrammer, og endnu flere vil få dem, hvis de ikke føler, at USA kan yde en beskyttende paraply.
Så der er altså en opposition her på dette tidspunkt, hvor ni kandidater kæmper om at blive demokraternes præsidentkandidatur, men den virker underlig spag, som om alle er klar over, at den nuværende beboer i Det Hvide Hus i den grad har formået at sætte dagsorden, at gøre selve dette at handle til det ultimative mål for en politiske leders duelighed. Og det er jo en svær bane at kæmpe på, når man er i opposition. Og derfor tvinges demokraterne i sidste ende med i det ene forlig efter det andet, som mange af dem i virkeligheden er uenige i – både når det gælder skattesænkninger og forhøjelse af forsvarsbudgettet.
Efter denne tidlige åndelige avisdiæt på værelset bevæger jeg mig ud i byen og bestiller en kolesterolbombe af en gang morgenmad på det klassiske Mayflower Hotel. Det var her jeg for snart 30 år siden med jævne mellemrum fik forelæsninger i amerikansk magtpolitik af min kære kollega Christian Winther, mens vi spiste Eisbein mit Saurkraut ledsaget af Pilsner Urquell og et par styrkende snapse samt en god cigar. Min medspiser denne morgen er Chuck Lewis, en af de journalister, som forsøger at levere et alternativt tilbud i den nyhedsstrøm, som virker så ensrettet uanset antallet af kanaler og aviser.
Han har skabt Center for Public Integrity, en fondsbaseret virksomhed, der hele tiden kommer med analyser af den indflydelse, som big money har på amerikansk politik. Hvert fjerde år udgiver han rapporten The Buying of the President, og netop i dag udsender centret en undersøgelse af FCC. Det er det øverste nævn, som regulerer al telekommunikationsvirksomhed. Lewis og hans kolleger har fundet ud af, at FCC’s medlemmer i de sidste otte år har fortaget 2.500 rejser til turiststeder i hele verden, og at de allerfleste har været betalt af virksomheder, som havde en interesse i at påvirke medlemmerne. 330 ture gik til Las Vegas, hvor man ofte placerer konferencer og udstillinger inden for tv-industrien. Alle venter nu på afgørelser fra FCC, der vil gøre det nemmere for folk som Rupert Murdoch at købe endnu mere op og være dominerende på tværs af medierne.
Lewis har den for en journalist fortræffelige egenskab, at han aldrig holder op med at undre sig over menneskers grådighed, og at det derfor altid betaler sig at følge pengenes gang i amerikansk politik. Samtidig er han også bekymret over den indskrænkning i frihedsrettigheder, som kampen mod terrorisme har betydet. Han fortæller om en kollega, der skrev en kritisk artikel om denne udvikling – tydeligvis baseret på en lækage i regeringen. Det fik myndighederne til at kræve listen over hans telefonsamtaler udleveret, og senere har de i månedsvis tilbageholdt en pakke, som var blevet sendt til ham.
Det, som bekymrer Lewis allermest, er, at den slags begivenheder ikke vækker opstandelse i offentligheden. Den accepterer, at terrortruslen kræver ekstraordinære indgreb.

Torsdag den 22. maj
CNN-morning stiller spørgsmålet til sine seerne: Hvad betyder det for jeres stilling til krigen, at man endnu ikke har fundet masseødelæggelsesvåben? Studieværten spørger med et glimt i øjet sin kollega: »Men ved du, hvad man har fundet i Irak? Olie!«
Der er stadig HIGH ALERT, og studieværterne gør sig de utroligste anstrengelser for at finde vinkler på den alvorlige situation, som ingen tager rigtigt alvorligt.
Jeg skal besøge The Few. The Proud. The Marines, det berømte amerikanske marinekorps, læderhalsene i Quantico. Verdens mindste marinesoldat, en kvindelig presseofficer, prøver på charmerende vis at udrydde alle mine fordomme om medlemmerne af dette korps med jarhead-frisuren, glatbarberet på begge sider af hovedet. Hun understreger, hvordan man hele tiden forsøger at udvikle nye visioner, doktriner og våben og ikke bare er rå Rambo-agtige typer. I Afghanistan og Irak har der været mulighed for at afprøve en række af de nye doktriner og samtidig har der været konstant evaluering af alt, hvad de udsendte har foretaget sig. For øjeblikket er 110.000 af de 170.000 marines i Irak.
Basen har både en tv-station og en avis, og i sportssektionen i den sidste, bemærker jeg, at de gamle dyder ikke er gået helt af mode. Man reklamerer for en konkurrence, der skal kåre »den stærkeste marinesoldat«. Og hvis man ikke kan løfte et par hundrede kilo, behøver man tilsyneladende ikke melde sig.

Fredag den 23. maj
Der er stadig HIGH ALERT, men morgenværterne nævner det kun i forbifarten – der er ikke flere vinkler, som kan støves op med hensyn til, hvad man skal stille op mod denne uvirkelige trussel. Gallup fortæller, at kun 12 procent af befolkningen – det laveste antal siden 11. september – frygter et terrorangreb på USA – og at folk anser den stagnerende økonomi for det værste problem.
Ellers er det helt store emne, at en kvindelig golfspiller har fået lov til at deltage i en turnering i Texas og har gjort det utrolig godt, besejret adskillige mænd. Det golfbegejstrede USA har været ude for meget. F.eks. at en sort blev den absolut bedste inden for denne overklassens sport. Men en kvinde? Sammen med mændene. Det er tilsyneladende en historie, der flår terrortrusler og alt andet af hylderne, da svenske Annika Sorenstam driver kuglen ud på 280 yards.
Men senatet har ikke tid til at kigge golf. Her skal man inden Memorial Day nå at godkende en bevilling til det amerikanske forsvar, som giver præsidenten endnu mere, end han havde bedt om.
Nemlig 400 mia. dollar. Det er en stigning på 24 procent over to år – og så er udgifterne til krigen i Irak ikke indregnet. Det Hvide Hus takker for vedtagelsen, men er samtidig ked af, at man kun har givet tilladelse til forskning i udviklingen af små atomvåben og ikke ophævet det gældende forbud mod at anvende dem.
Præsident Bush’ far tabte valget efter den første golfkrig, fordi det gik galt med økonomien, og fordi han imod egne løfter satte skatten op. »Read my lips, no more taxes« var det berømte udsagn, som blæste tilbage i hovedet på Bush senior. Denne fredag får junior den tredjestørste skattenedsættelse i historien igennem, 320 mia. over ti år. Tilsyneladende er det en ordentlig beskæring i forhold til de 726 mia., som præsidenten spillede ud med, men kommentatorerne kalder det for ren kosmetik og understreger, at de allerfleste penge vil falde i de første to år – lige op til valget – og at ingen forestiller sig, at ordningerne ikke vil blive forlænget.
Skattelettelsen er totalt ufinansierede på et tidspunkt, da underskuddet på budgettet er på 400 mia. dollar, og statsgælden vokser og vokser. Idéen er ren reaganomics, nemlig at der kommer så meget gang i økonomien, at staten på den måde vil få flere indtægter. Problemet er, at 80 procent af skattelettelserne går til de rigeste, som i forvejen har svært ved at forbruge alt, hvad de tjener. Så det er med tilbageholdt åndedræt, økonomerne følger udviklingen, mens dollarkursen og priserne falder, og der hviskes om faren for det helt store sammenbrud, større end det, som terroristernes angreb på tvillingetårnene og Wall St. forårsagede, og en af senatets få dissidenter, den 85-årige demokrat Robert Byrd, taler højt om »en regering af rige, udgået fra de rige og til fordel for de rige«.

Lørdag den 24. maj
Jeg bor lige ved siden af Watergate-bygningen. I 1974 stod jeg ofte foran Watergate og lavede en stand-up til Tv-avisen, mens jeg fortalte om det indbrud og den installering af aflytningsapparater i demokraternes partikontor, som førte til Richard Nixons fald. I dag køber jeg dagligvarer og afleverer rensetøj i den historiske bygning.
Ved kassen i supermarkedet er der fyldt med sladderblade, som på forsiden har historien om en anden præsident. Endnu en kvinde, praktikanten Mimi Beardsley, er føjet til den lange række af eskapader, som John F. Kenndy dyrkede, mens han klarede Cuba-krisen og startede moradset i Vietnam. Det får en af pressens veteraner, Hugh Sidey, i Time Magazine til at undre sig over, hvorfor der ikke blev skrevet om disse aktiviteter – som får Bill Clintons cigarøvelser med sin praktikant til at ligne en søndagsskole – den gang de fandt sted. Og Sidey mener, at Kennedy levede på lånt tid, at var han ikke blevet myrdet i Dallas, ville en sexskandale på et eller tidspunkt have ramt Det Hvide Hus og ødelagt hans plads i historien. Set på passende afstand bliver mængden af lagenøvelser hos en præsident, som ellers led af frygtelige rygsmerter, om ikke beundringsværdige så dog imponerende på en morsom måde, og Sidey repeterer da også anekdoten om, hvordan Mimi sad på gulvet i limousinen mellem benene på præsidenten, da han skulle møde Harold MacMillan i Nassau. Det var ved samme lejlighed, at Kennedy skulle have sagt til den britiske premierminister, at han var nødt til at have sex mindst en gang om dagen. Ellers fik han hovedpine.
Den nuværende præsident har tilsyneladende ikke haft problemer med hovedpine, siden han forlod Jack Daniels til fordel for Jesus. Richard Milhouse Nixon fik hovedpine over medierne.
Jeg spiser middag med en amerikansk kollega, Mark Feldstein, som netop skriver bog om Watergate og specielt om en af datidens store afslørende journalister, Jack Anderson. Nixon beskyldte ham for at være homoseksuel, selv om Anderson havde otte børn, og tilsyneladende ønskede Nixons tro væbner G. Gordon Liddy en overgang radikalt at fjerne dette skrivende missil fra jordens overflade. Men – hvis det virkelig forholdt sig sådan – blev det forpurret, da Liddy røg i fængsel på grund af Watergate.
I dag har Liddy et succesrigt radioprogram, hvor han med ord slår de liberale ihjel. 11. september har givet ham medvind.

Søndag den 25. maj
Rolling Thunder er i byen her dagen før Memorial Day. Rolling Thunder var den lyd, som B 52 bombeflyene gav, når de tæppebombede Vietnam. I dag er det navnet på en veteransammenslutning, som dyrker motorcykler og lædertøj.
Jeg møder dem på Arlington-kirkegården. Store mænd, med maver ud over livremmen, med stars and stripes-tørklæder på toppen af det lange hår, andagtsfuldt leder de efter gravene for kammerater, der faldt, for så at ende ved John F. Kennedys flamme og sentensen om ikke at spørge, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for det.
Det står malet i deres furede ansigter, at de har gjort rigtigt meget, men ikke altid synes, at omverdenen værdsatte det. Der er 26 millioner veteraner i USA, og det er sådan en dag, hvor omkring 300.000 lader deres rullende torden høre i hovedstadens gader, at en europæer forstår hvilken politisk indflydelse, de har i dette land. For at skabe forståelse for, at det ikke er nok med opbakning til soldaterne, når krigsretorikken er på sit højeste, men også når de vender hjem – undertiden skadede på både legeme og sjæl. Og at man aldrig må glemme dem, som ikke vendte hjem. Dem, som gav deres liv, for at andre kunne nyde friheden. Som der står på deres læderjakker: Freedom is not free. Den skal vindes hver dag.
Også i dag. På en tur ad motorvejen minder et utal af skilte mig om, at vi befinder os i et land i det højeste alarmberedskab før egentlig krig. Der står også, at jeg skal ringe til en bestemt telefon, hvis jeg møder personer med en mistænkelig adfærd.
Jeg kigger på mine medbilister og tænker på, om det siver ind. For samtidig kan jeg læse i aviserne, at ude i landet – langt væk fra de oplagte terrormål – er man godt trætte af det forhøjede beredskab på et tidspunkt, da de offentlige budgetter hele tiden skal beskæres. I Columbus, Ohio, klager brandmændene over, at den forøgede bemanding gør, at de må begrænse indkøbet af nødvendige ting, som kuglepen, skriveblokke, brandøkser – og toiletpapir.

Mandag den 26. maj
På Memorial Day tropper jeg op på Fort Myer og bliver gelejdet videre til Arlington Kirkegården, hvor præsident Bush skal lægge en krans ved den ukendte soldats grav, mens slægtninge til nogle af de faldne i Irak er til stede. Sammen med alt hvad der kan gå og stå fra Pentagon, inklusive forsvarsminister Donald Rumsfeld.
Det er første gang, jeg ser præsidenten live. Men i forbløffende grad ligner Bush billedet fra tv. Han udstråler en almindelighed og en slags forbavselse over at være, hvor han er, som er helt sympatisk, men som samtidig får én til undre sig over de mange beretninger fra Det Hvide Hus om, hvor stærk en leder han er. Hvor meget han faktisk er in command inden for de emner, han fokuserer på.
George Bush er ikke nogen stor folketaler – og dem har historien sådan set også hørt nok af – men hans meget personlige tale til de pårørende – med uddrag fra de faldnes sidste breve – er velvalgt til øjeblikket, mens Donald Rumsfeld tager sig af de mere politiske bemærkninger om, at nye trusler venter amerikanerne i krigen mod terror. Den krig, som kynikeren vil sige, den siddende regering må håbe på vil vare længe. Og i hvert fald til næste valg om godt et år. Som en kommentator skriver i Washington Post: »Det eneste, republikanerne må frygte, er, at frygten holder op.«
Men der er stadig HIGH ALERT – selv om studieværterne nu slet ikke nævner det – og aviserne fortæller, at regeringen nu vil gå efter et regimeskifte i Iran, nummer to på ondskabens akse.
Alt imens brandmændene i Ohio må spare på toiletpapiret.
HIGH ALERT.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu