Læsetid: 11 min.

Den himmelske fred er truet

Militær oprustning og beherskelse af verdensrummet kan lyde som science fiction-fantasier i gale hjerner. Det er det ikke. Det er en amerikansk strategi under virkeliggørelse
3. maj 2003

Militær oprustning og beherskelse af verdensrummet kan lyde som science fiction-fantasier i gale hjerner. Det er det ikke. Det er en amerikansk strategi
under virkeliggørelse

Man kan vælge at gøre det nemt for sig selv. Da Jeppe Kofod, Socialdemokraternes udenrigsordfører, i tirsdags i Folketinget skulle begrunde, hvorfor han og hans parti kan sige ja til USA’s inddragelse af Thule-radaren i det amerikanske missilskjold, betonede han, at det handler om at »udskifte nogle komponenter i computersystemerne« i Thule.
Ordføreren for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, lagde vægt på det samme:
»Hele debatten drejer sig om, at USA vil installere udstyr vel på størrelse med en ishockey-puck på de computer-radarsystemer, der findes på Thule-radaren i dag,« sagde Skaarup.
»Det er jo ikke store ting, vi taler om,« fastslog han.
De to folketingsmedlemmer lyver naturligvis ikke. Men de blotlægger heller ikke den fulde sandhed. Måske fordi de ikke kender den.
Thule er en lille brik i et meget stort spil. Anvendelsen af Thule-basens radar er en billig måde for den amerikanske regering at bevæge sig mod virkeliggørelsen af en i sandhed verdenshistorisk vision om at opnå det totale militære herredømme over ikke bare Jorden, men også himmelrummet over vore hoveder. Thule-radaren med sin opdaterede computer-software er et hjørne af det missilskjold, der i sig selv blot er ét element i en ny amerikansk strategi for militarisering af verdensrummet. At få gennemført et amerikansk-kontrolleret globalt missilskjold og i sammenhæng med det en militarisering af rummet kaldes blandt fagfolk og sympatiserende politikere i USA »et historisk ’grand slam’.«
Arkitekten bag det historiske projekt, USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld, taler om »overgangen til en ny æra« for nationen, der som ét »centralt mål for forvandlingen ikke alene (har) at sikre USA’s evne til at udnytte rummet til militære formål, men tillige – som en nødvendighed – at afskære en modpart fra evnen til samme.«
US Space Command skal »dominere den rummæssige dimension af militære operationer for at beskytte amerikanske interesser og investeringer,« hedder det i rapporten Vision for 2020 fra den amerikanske rumkommando.
Mindre officielt, men mere direkte udtrykkes visionen af en af dem, der uddanner det amerikanske militærs rumstrateger, professor Everett Dolman fra det amerikanske luftvåbens eget universitet, Air University:
»Målet er at sikre de gunstigste globale betingelser for en varig og robust ære af fred og velstand – for alle stater. En forudsætning herfor er at sikre, at perioden med USA som hegemoni bliver af maximal varighed. Kontrol med rummet er afgørende for dette mål.«
USA skal derfor, med Dolmans ord, »øjeblikkeligt erobre og skabe kontrol med verdensrummet nær Jorden.«
Militær oprustning og beherskelse af verdensrummet kan lyde som science fiction-fantasier i gale hjerner. Det er det ikke. Det er en amerikansk strategi under virkeliggørelse. Og det er en logisk videreudvikling af dagens moderne krigsførelse.

Under krigene i Afghanistan og Irak har militærfolk været fulde af lovord om, hvad USA’s overlegenhed i rummet har betydet for resultaterne på slagmarken.
»Mine damer og herrer, rumoperationer er i sandhed en verdensomspændende mission. Vi har 33.600 medarbejdere på 21 forskellige lokaliteter her i USA samt 15 steder rundt om i verden,« sagde generalmajor Franklin Blaisdell, leder af det amerikanske luftvåbens rumoperationer, da han kort før Irak-krigen orienterede pressen om USA’s militære anvendelse af rummet.
»Vi er nation nummer ét i rummet. Vi er ekstremt dominerende. Hvad enten det handler om Irak eller en anden fjende af USA og dets allierede, kan jeg fortælle jer, at vi er så dominerende i rummet, at jeg har medlidenhed med det land, som vælger at konfrontere os.«
»Synergien mellem luft-, land- og marinestyrker og vores evne til at kontrollere rummet over krigsskuepladsen og erobre de højere luftlag er ødelæggende,« fastslog generalmajoren, og forløbet i Irak gav ham ret.
USA’s satellitter gav USA overtaget, fordi man ned til mindste detalje kunne overvåge de fjendtlige troppers bevægelser og identificere bombemål. Præcisionsbomber såvel som førerløse spion- og angrebsfly kunne dirrigeres via satellit-kommunikation. Den enkelte soldat kunne med det satellit-baserede Global Positioning System (GPS) fastslå sin position – og hovedkvarteret kunne fastslå hans. Fjendtlige missiler på vej kunne registreres og tropper i målområdet advares i tide.
Det vurderes, at USA under Irak-krigen trak på en satellit-kapacitet, der var 10 gange så stor som kapaciteten under den første Golfkrig i 1991. I alt 100 satellitter af forskellig art angives at have spillet en rolle for krigsførelsen.
»Enhver, der vil udfordre USA, ved, at de skal slå os i rummet,« siger oberstløjtnant Earl White, chef for USA’s nye 614. rum-efterretningseskadron, der holder til på Vandenberg Air Force Base i Californien – der hvor det amerikanske missilskjold næste år får nogle af sine første affyringsramper.
Men netop USA’s ekstraordinære overlegenhed i rummet bliver samtidig dets sårbarhed. For hvis en fjendtlig magt kan lamme amerikanske satellitter, er den nået langt.
»Alle smarte bomber, alle præcisionsvåben blev kontrolleret via GPS. Hvis det ikke virker, har vi ingen smarte våben,« siger major Kurt Gaudette fra 614. eskadron.
Det er derfor, det i en rapport fra den såkaldte US Space Commission fra 2001 – udarbejdet under forsæde af Donald Rumsfeld – hedder, at »hvis USA skal undgå et ’Pearl Harbor i rummet’, så må det se med alvor på muligheden for et angreb på USA’s rumsystemer.«
Dette er et nøgleudsagn. For det giver en del af forklaringen på USA’s planer for målrettet militarisering af rummet. Eftersom USA’s vitale interesser nu også udstrækker sig til verdensrummet – USA har 878 satellitter i kredsløb om Jorden, militære, civile og kommercielle – så må USA’s våbenmagt udstrækkes til også at sikre kontrol i verdensrummet. Satellitterne, der giver USA en knusende overlegenhed på slagmarken, er ikke i sig selv våben. Men der må våben til for at kunne forsvare og beskytte dem.
Den anden del af forklaringen på militariseringen af verdensrummet er, at våben, der opererer fra rummet, giver et stærkt udvidet angrebspotentiale og dermed indlysende muligheder for at fremme global, militær dominans. Problemer, kendt fra Irak-krigen, med at overtale allierede til at stille territorier og baser til rådighed, eksisterer ikke, hvis krig foretages fra og i rummet.
»Evnen til at operere fra rummet er i sin natur global, uberørt af territorialgrænser eller retslige begrænsninger, den giver direkte adgang til alle regioner og giver os – i kraft af vor avancerede teknologi – et stærkt, asymmetrisk fortrin i forhold til enhver potentiel fjende,« hedder det i rapporten Transformation Study Report, lavet for Donald Rumsfelds forsvarsministerium i 2001.

Der er nogle, som ikke vil høre dette, og det er bestemt ikke populært, men – helt afgjort: Vi vil komme til at føre krig i rummet. Vi vil komme til at kæmpe fra rummet, og vi vil komme til at kæmpe i rummet,« sagde en tidligere chef for den amerikanske rumkommando, general Jospeh Ashy, for få år siden.
»Jeg tror på, at våben vil bevæge sig ud i rummet. Det er et spørgsmål om tid. Og vi er nødt til at komme først,« sagde sidste år Pete Teets, Pentagons øverste ansvarlige for det militære rumprogram.
»Den opfattelse, at rummet vil forblive et fredeligt område i fremtiden, så langt vi kan se frem, svarer virkelig til at begrave hovedet i sandet. Må jeg ikke nok være fri,« lyder udsagnet fra general Howell Estes, tidligere chef for den amerikanske rumkommando og ansvarlig for rapporten Vision 2020.
»Konflikt i rummet er uundgåelig,« lyder den centrale tese, man planlægger efter. Og den grundlæggende filosofi er – med Rumsfelds ord i rapporten Quadrennial Defense Review Report fra 2001 – »at flytte fokus fra en ’trusselsbaseret’ model, som hidtil har domineret tænkningen, til en ’duelighedsbaseret’ model for fremtiden.«
Ifølge forsvarsministeren betyder det, at man ikke længere skal planlægge efter, hvad bestemte fjendtlige nationer frembyder af identificerede trusler, men snarere efter tænkte modeller for hvad en fremtidig fjende måtte blive i stand til. Ligesom det nu vedtagne missilskjold blev motiveret af den såkaldte Rumsfeld-rapport fra 1998, der udmalede truslen mod USA fra ’slyngelstaters’ potentielle, langtrækkende missiler, så betones nu fjendtlige magters formodede, fremtidige evne til at true USA’s position i rummet.
»De unikke rumbaserede fordele, som USA har besiddet de seneste årtier, eroderes nu i takt med at flere lande – inklusive Kina og Indien – udvikler stadig mere avancerede overvågningssatellitter,« sagde CIA’s direktør George Tenet i en senatshøring sidste år.
Kina »gør klar til (satellit-baseret) konflikt fra 2005,« sagde Richard Fischer fra den konservative Jamestown Foundation.
»En militær rumkrigs-strategi er ved at blive formuleret« i Kina, skrev branche-mediet Space.com.
Potentielle fjender vil have »betragtelige evner« til at afbryde USA’s rumsystemer fra 2010, sagde viceadmiral Thomas Wilson, chef for forsvarets efterretningstjeneste, ved en høring sidste år.
Disse vurderinger bestrides af kritikere, der påpeger, at netop Kina nu i et år har forsøgt at få gang i forhandlinger ved FN’s nedrustningskonference om en traktat, der forbyder oprustning i rummet. Forhandlingerne er imidlertid blokeret af USA, der »ikke ser noget behov for nye aftaler om våbenkontrol i det ydre rum og modsætter sig ideen om en ny traktat for det ydre rum.«
Trusselsbilledet med Kina som hovedfjenden fungerer imidlertid effektivt i USA som bærebølge for det rumbaserede oprustningsprogram.

Ifølge Theresa Hitchens, vicedirektør for den uafhængige Washington-tænketank Center for Defense Information, tjener præsident Bush’s missilskjold samtidig som »en central drivkraft for en ny amerikansk rumstrategi.«
Missilskjoldet rummer planer for rumbaserede systemer, der skal kunne nedskyde fjendtlige langdistance-raketter på vej mod USA. Det drejer sig bl.a. om laser-kanoner monteret på satellitter. Disse er forsvarsvåben, så længe de rettes mod angribende missiler, men rettes de mod andre mål på f.eks. landjorden, passer de pludselig ind i den offensive strategi formuleret i rapporten Joint Doctrine for Space Operations fra august 2002. Heri definerer USA’s militære generalstab ’operationer med anvendelse af magt i rummet’ som »angreb på jordbaserede mål gennemført af militære våbensystemer, der opererer i eller fra rummet.«
Missilskjoldets planlagte laser-kanoner kan også rettes mod andre magters satellitter og lever dermed op til det strategi-element fra generalstaben, der taler om »permanent eliminering af rumsystemers funktionsevne« ved ødelæggelse af mobile elementer i kredsløb, dvs. satellitter.
I planerne for missilskjoldet indgår også våben kaldet ’kinetic kill vehicles’, dvs. rumsystemer der ikke rummer laser-kanoner eller sprængladninger, men kan ødelægge et fjendtligt missil alene ved den store bevægelses-energi – kraft – det opnår, når det affyres fra rummet og med stigende hastighed dykker mod det fjendtlige mål. Denne type rumbaserede forsvarsvåben bliver ligesom laser-kanoner til offensive angrebsvåben, hvis de ikke sendes afsted mod angribende missiler, men mod satellitter eller mål på jorden.
De kinetiske våben er tæt beslægtede med et centralt element i Ronald Reagans Stjernekrigs-projekt – de såkaldte Brilliant Pebbles, der har været under udvikling af Boeing, Lockheed Martin og Rockwell International i samarbejde med Pentagon. Brilliant Pebbles er op til flere tusind små letvægts-missiler eller -satellitter, der sendes i kredsløb og på given foranledning kan aktiveres individuelt som kinetiske våben mod angribende missiler fra fjendtlige nationer.
En anden variant af kinetiske våben er såkaldte ’tordenstave’ – tynde, tunge metalstave på en-to meter, som fra kredsløb i rummet kan sendes mod f.eks. underjordiske eller stærkt beskyttede mål på Jorden og gennemtrænge dem i kraft af deres enorme hastighed – over 15.000 kilometer i timen.
Kataloget af rumvåben under undersøgelse omfatter tillige rumbaserede ’landminer’, der kan snige sig ind på fjendtlige satellitter og sprænge dem i luften på passende tidspunkt, og ’bodyguards’ i form af mindre satellitter med angrebs-kapacitet, der sendes i kredsløb sammen med egne, værdifulde satellitter.
Missilskjoldet, officielt defineret som et forsvarsredskab, vil i sig selv kalde på beskyttelse af sine elementer – rumbaserede sensorer, laserkanoner, overvågningssatellitter – og vil i den forstand motivere og nødvendiggøre den glidende overgang til placering af offensive våben i rummet.
I dag må medarbejderne i US Space Command endnu mest nøjes med de virtuelle rumkrigsspil, som man tog i brug som strategisk planlægningsværktøj for et par år siden. Men enhver stump teknologisk udvikling, enhver lille politisk beslutning, enhver bevilling og enhver accept af et lille skridt fremad fra allierede magter – som Danmark – bringer drømmen om den totale, uantastelige dominans over Jorden og himlen nærmere.
Som arkitekten bag det hele, Donald Rumsfeld, skriver:
»Vore bestræbelser må nødvendigvis starte i det små, men de vil tiltage mærkbart i hastighed og intensitet. Og med tiden vil forandringens fulde løfter bliver realiseret, i takt med at vi gør os fri af fortidens kræfter og får dem til at fjerne sig fra scenen, og i takt med at ressourcer omsættes i nye tiltag, ny formåen og i organisationer, der maksimerer vor evne til effektiv krigsførelse samt kamppotentialet hos Amerikas mænd og kvinder i uniform.«

*Den, der klarest har sat ord på de ideologiske motiver bag de amerikanske planer om beherskelse af rummet, er professor Everett Dolman. Tidligere analytiker for US National Security Agency og for Pentagons rumkommando, nu lærer for USA’s kommende rumstrateger ved luftvåbnets School of Advanced Air and Space Studies, Air University, Alabama.
»Spørgsmålet er ikke, hvordan man skal dominere rummet eller om et enkelt medlem af det eksisterende system af stater bør dominere det, eller om dominans af det ydre rum i det hele taget er mulig,« skriver professor Dolmann i artiklen Space Power and US Hegemony.
Spørgsmålet er i dag »hvem kan, hvem vil og hvem bør dominere det?« Og ifølge Dolman er svaret klart: »USA er den moralsk overlegne kandidat til at erobre og kontrollere rummet, og det bør anstrenge for at gøre dette hurtigst muligt.«
I sin argumentation herfor er Dolman helt i tråd med ledende folk i den amerikanske regering såsom viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice. Dolman argumenterer for, at USA i kraft af sin militære styrke og sine overlegne værdier – demokrati, frihed, økonomisk tryghed – bør påtage sig ansvaret som »global hegemon« med »evnen og viljen til at fremtvinge den føjelighed, der er nødvendig for at sikre disse sociale goder.«
»Lad os sætte os ud over hændervriden over sårede følelser og kulturel eller ideologisk relativisme og ’do the right thing’. Lad os skabe en sikker og lykkelig fremtid for os selv og for alle Jordens folk. Den øjeblikkelige erobring og kontrol med rummet nær Jorden er en indlysende vej til at nå det mål,« skriver professoren.
»Så snart en stat har placeret våben i rummet med evnen til at nedskyde raketter og fremføringsmidler i affyringsfasen, vil ingen anden stat være i stand til at placere våben der. Total dominans i rummet er effektueret. Frygt for et våbenkapløb i rummet er elimineret.«
Amerikansk kontrol vil samtidig være en garant for jordisk fred: »Komplet dominans i rummet vil give USA en sådan fordel på den jordiske slagmark, at ingen stat vil kunne udfordre det. Traditionel krig vil være effektivt overstået. En idealistisk vision vil være sikret med realismens midler.«
De strategiske fordele er så overvældende – og skridtet samtidig i dag muligt – at det at vente vil være »uansvarligt«, mener Dolman.
Han er således en stærk tilhænger af, at man starter med det nu vedtagne missilskjold, fordi skjoldet er »det første skridt i en kæde af begivenheder, der peger frem mod den fulde oprustning af rummet.« jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her