Læsetid: 5 min.

Historien om en benægtelse

Atom Egoyans film ’Ararat’ handler ikke om folkedrabet på armenierne i Tyrkiet i 1915 – men om benægtelsen af folkedrabet
17. maj 2003

Atom Egoyans film ’Ararat’ handler ikke om folkedrabet på armenierne i Tyrkiet
i 1915 – men om benægtelsen af folkedrabet

Interview
Den canadiske instruktør Atom Egoyans film har altid været præget af hans armenske rødder. I Family Viewing (1987) kæmper drengen Van mod, at hans far overspiller videobåndene med Vans afdøde mor og deres armenske fortid med sexpræstationer i soveværelset. I Calendar spillede Egoyan selv hovedrollen som en mand, hvis kone gled fra ham under en rejse til Armenien, fordi han ikke var i stand til at give slip på det distancerende kamera og forholde sig til omgivelserne og deres mange historier.
Efter Egoyans brede gennembrud med Exotica, mesterværket The Sweet Hereafter og Felicia’s Journey har han med Ararat nu vendt sig mod den historie, han altid har vidst, han ville være nødt til at fortælle; historien om, hvordan to tredjedele af en befolkning på 1,5 mio. armeniere blev dræbt i Tyrkiet under Første Verdenskrig.
Over telefonen fra Canada fortæller Egoyan, hvorfor han valgte at tage udgangpunkt i en nutidig ramme i sin film om den brutale, historiske begivenhed.
»Lige siden jeg begyndte at lave film, har jeg nok vidst, at jeg en dag ville være nødt til at fortælle denne historie, men jeg har altid gruet for det, fordi historien ikke føltes personlig for mig. Det kan lyde mærkeligt med min baggrund, men jeg indså, at jeg har fået historien fortalt så tit, at der var noget redundant og næsten forudsigeligt ved at gå til den på historisk vis.«

Opdigtede billeder
»Jeg følte også, at en historisk film ikke ville behandle det, jeg har levet med det meste af mit liv, nemlig benægtelsen af begivenheden og behovet for at bevise, at den fandt sted. Jeg skrev et historisk drama, som ligner den film, instruktøren Saroyan laver i Ararat, men det føltes som noget uden for mig. Og jeg indså, at dette behov for at skabe et værk, som skulle bevise noget, det armenske samfund ventede på – filmen som skulle fortælle sandheden – var absurd. Det var absurd at tro, at opdigtede billeder ville kunne fastslå noget, og det var i virkeligheden mere interessant for mig.«
»Det føltes skrøbeligere og tættere på min egen oplevelse, og det førte til ideen om at fortælle historien gennem fire generationer; en der overlevede, et barn, et barnebarn og et oldebarn. Alle fire personer er i gang med at lave noget, der dokumenterer deres oplevelse af begivenheden. Fra maleren Arshile Gorkys indlysende mesterværk, over filminstruktørens film og moderens kunsthistoriske bog til hendes søns videodagbog. Pludselig blev historien mere personlig for mig og havde mere resonans.«

Komplekse strukturer
Egoyans film har altid udfordret de klassiske fortælleformer med spring i tid og rum og givet os stor frihed til selv at tolke begivenhederne undervejs. Han beskriver det, som at han gerne vil gøre os til medskabere af filmene, og i forhold til Ararat vidste han med det samme, at historien ikke kunne fortælles i en konventionel form.
»For det første har jeg for mange kritikpunkter i forhold til den klassiske fortælleform som sådan. Og jeg synes også, at der er en hel arv af Holocaust-film, over 200 af slagsen, som har behandlet de temaer – som forfærdelige eller storslåede film.«
»Det essentielle i den armenske historie er ikke, hvad der skete eller hvorfor, men hvordan det er blevet benægtet. Det gør historien unik. Historien i sig selv – og det er nok noget af det, som er kontroversielt i filmen – er ikke lige så kompleks som det, der skete i Tyskland under Anden Verdenskrig, hvor et utroligt organiseret land sænkede sig til et barbarisk niveau. Det armenske
folkemord i Tyrkiet under Første Verdenskrig er helt enkelt ikke lige så dramatisk set fra et vestligt perspektiv. Indtil man snakker om benægtelsen af det, og ikke bare den tyrkiske benægtelse, men også det, at Vesten har tilladt Tyrkiet at benægte det.«
»Når man kaster sig ud i et drama, er man nødt til at føle, at man fortæller noget for første gang. Historien føltes først original, da jeg fandt denne indgangsvinkel og så skulle finde en struktur, der kunne tage fat på denne ide om benægtelse, ikke kun i forhold til den armenske oplevelse, men også i relation til familier og forholdet mellem individer i filmen. At finde en struktur, der kunne fange situationens kompleksitet på en måde, der udfordrede mig dramatisk.«

Trier som inspirationskilde
Vi er efter Egoyans mening ofre for, hvor godt en historie er fortalt, og hvem, der har fået lov at fortælle den. Nogle mennesker har talent for at fortælle. Dem lytter vi gerne til. Andre har ikke talentet eller muligheden for at fortælle, men det giver os ikke ret til at benægte det, de vil sige.
Flere af Egoyans film har beskæftiget sig med problemer omkring hvem, der får lov at fortælle. F.eks. The Sweet Hereafter, hvor pigen Nicole i filmens slutning lyver i en retssag og gør sin version af historiens tragiske busulykke til sandheden. Som tilskuere kan vi også selv fortælle Egoyans film på mange forskellige måder, og Egoyan bliver ofte overrasket over de mange tolkninger af f.eks. The Sweet Hereafter.
»Det var interessant, da en række anmeldere, især armenske anmeldere, begyndte at se filmen som en metafor for det armenske folkemord. Jeg synes på en måde, det var absurd, og alligevel er jeg jo draget mod nogle historier frem for andre. I mange af mine film er der denne fornemmelse af fortrængte historier, som pludselig finder vej til overfladen. Den fornemmelse af at afgøre, hvad der virkelig skete, hvorfor og hvordan har jeg altid været optaget af.«
Det næste års tid er Egoyan optaget af at sætte Wagners opera Valkyrien op i Toronto. Han skulle have instrueret hele Ringen, men det blev for meget, og han forsøger at fritte mig for, hvor von Trier får energien til både at lave film som Dogville og sætte Ringen op i Bayreuth. Von Trier er en af Egoyans inspirationskilder, ikke mindst i hans måde at fortælle historier på.
»Jeg har indtryk af, at von Trier også forstår, at hvis noget er forceret eller kunstigt, og man forstår konstruktionen af det, så bliver man nødt til at engagere sig mere aktivt, og det kan tage én til et andet plateau. Det forudsætter en vis intelligens og nysgerrighed hos tilskueren, som jeg på det kraftigste forsvarer. Jeg er nødt til at forudsætte, at tilskueren er intelligent og nysgerrig, for at kunne lave de film, jeg laver.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu