Læsetid: 2 min.

Hva’ med poppeni tv?

30. maj 2003

Spot
Var det Otto Leisner eller Bent Fabricius-Bjerre, der var først ude? Vistnok Leisner med udsendelsen Pladeparade, og selv om det er et par dage siden og i fjernsynets barndom, så var det vel blevet sådan, at grammofonerne kunne spille af sig selv uden håndkraft? Leisner blev fantastisk populær, når han røg på sin pibe og præsenterede poppens stjerner.
Ikke mindre populær blev Bent Fabricius-Bjerre, der med eget klaverakkompagnement gelejdede solisterne trygt igennem udsendelsen, Omkring et flygel.
Senere kom Sten Bramsen til med Musikalske venner, som man kan se et eksempel på i Gyldne tider i dag. Vi skriver 1973, og Bramsen kan forene så forskellige folk som Birthe Wilke, Niels Henning Ørsted Petersen og Peter Bastian, eller, som skrevet står, »pop, jazz, irske ballader, bulgarsk bryllupsmusik og engelsk varietémusik.«

Det var med andre ord en gammel Danmarks Radio-tradition, der blev genoptaget i nyere tid, da Keld Heick med Musikbutikken fik sit eget musikprogram til populærmusikken.
Hvor radioen indførte såkaldte playlister for, hvad der måtte spilles, og i det store hele er gået væk fra at have discjockey’er med egen personlighed og ret til selv at sammensætte programmer, havde tv stor succes med at lade Heick sammensætte popprogrammet. Han, der ellers havde måttet døje en vis nedladenhed fra rockfolket, fordi han engang havde sunget I landsbyens gadekær, opnåede at blive i den grad respekteret i brede musikkredse, fordi han viste sig som en strålende, saglig og indfølende studievært og formidler.
Faktisk var der en slags landesorg blandt professionelle musikere og sangere, da Keld Heicks butik blev lukket.

Programkonceptet Hit med sangen er en ubetvivlelig succes, der har hjemsøgt diverse europæiske tv-stationer fra Norge i nord til Tyrkiet i syd. Det udsendes og genudsendes, og som oftest i den bedste sendetid på en fredag eller lørdag aften.
Programmet har den fordel, at det dels kan ses af et ældre publikum, der rammes af genkendelsens glæde ved de sange, der synges, dels af et yngre, der kan se det som surrealistisk, hvis man skruer helt ned for lyden.
Men det har også den kvalitet, at det ud over kendte sangere, har plads til de mindre kendte, der derved får eksponerings-mulighed over for et stort publikum.
Man kan diskutere, om Danmarks Radio har en public service-forpligtelse over for danske musikfolk, også dem, som ikke lige nu er et hit – eller kun er forpligtet over for seerne. Men hovsa – de to ting udelukker jo, som vi har set, ikke hinanden...

*DR2 kl. 17.01: Musikalske venner

*DR1 kl. 20: Hit med sangen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her