Læsetid: 4 min.

Hvem skal have den tomme stol?

Skal det være en spanier, eller skal det være Joschka Fischer, eller skal det overhovedet være? Skal Europa have en præsident?
30. maj 2003

(2. sektion)

Præsident
Amerikanerne har bedt om det. De har flere gange i flere årtier efterlyst det telefonnummer: Amerikanerne vil have en person, de kan ringe til. De vil have den europæiske handlekraft og beslutningsevne koncentreret i en person: en leder af EU.
Den franske politiske elite er ikke kendt for at give amerikanerne det, de gerne vil have. Men den forhenværende franske præsident og nuværende formand for EU-Konventet, Valéry Giscard d’Éstaing, afslørede i april, at han forestillede sig en europæisk præsident på toppen af den nye politiske konstruktion. Han forestillede sig en præsident valgt for en femårsperiode og flankeret af både et rådgivende kabinet og en europæisk udenrigsminister. Præsidenten skulle fungere som formand for Det Europæiske Råd.
Det lignede det scenario, skeptikerne havde advaret mod. Det lignede optakten til Europas Forenede Stater. Men som Giscard d’Éstaing selv har forklaret:
»Vi er ikke ved at skabe en europæisk regering. Vi får et system, hvor EU-Kommissionen styrer Det Indre Marked og enkelte andre områder. Udenrigspolitik og forsvar vil blive ledet af medlemslandene og den nye formand for Det Europæiske Råd. Og så er der lovgivningen: Her får vi et tokammersystem ligesom i Tyskland med EU-Parlamentet og Ministerrådet, hvor staterne er repræsenteret. Men vi får ikke en central, føderal magt ligesom i Tyskland eller USA.«

For eller imod
Det er hverken Europas Forenede Stater eller slut på nationalstaten. Men i det franske dagblad Le Monde konstaterede Thomas Ferenczi for nylig: Det minder påfaldende om den franske forfatningsmodel, som bliver kaldt den femte republik. Formanden for Det Europæiske Råd tilskrives kompetencer ligesom den franske præsident der er ansvarlig for forsvar og diplomati. Mens EU-kommissionen svarer til den franske regering, der bestyrer indenrigspolitikken.
Kritikerne har kritiseret. Naturligvis. For spørgsmålet er, om man kan have en fører uden et folk. Om man kan have en præsident, som foregiver at repræsentere et europæisk folk, som ikke opfatter sig selv som et samlet folk. Den danske europapolitiske veteran Jens-Peter Bonde har til det engelske dagblad The Guardian udlagt Giscard d’Éstaings initiativ:
»EU skal have samme magt som Frankrig, men vi er ikke en samlet enhed ligesom Frankrig. EU-forfatningen vil være overordnet nationale forfatninger. Vores nationale statsborgerskab vil blive undertrykt af vores europæiske borgerskab.«
Men man kan vende argumentet. Som den engelske filosof Thomas Hobbes sagde i 1600-tallet: »En mangfoldighed af mennesker bliver gjort til en enhed, når de bliver repræsenteret af én mand, af én person.« Dvs. folket opstår først som folk, når det bliver repræsenteret af f.eks. en præsident.
Den forhenværende irske premierminister John Burton har aktualiseret Hobbes’ pointe:
»Hvis vi lader folk vælge en europæisk præsident, skaber vi et europæisk folk. Men vi får aldrig et europæisk folk, før vi har europæiske valg, som skaber dette rum. Og vi får aldrig et europæisk folk under det nuværende system.«
Med andre ord: Man skal selv institutionelt skabe sin demokratiske legitimitet. Den europæiske præsident kan være med til at skabe den legitimitet, hvis han eller hun bliver folkevalgt.

Synlig politik
Giscard d’Estaing promenerer et afgørende argument: Det nuværende system er ustabilt. Under Irak-krisen havde EU fire forskellige ledere. Den ene dag var det Danmark og så blev det Grækenland. Og forhandlingerne om den institutionelle indretning af Europa fortsætter efter den 1. juli med Silvio Berlusconi som Europas leder. Det er Italiens tur. Sådan er det. Berlusconi er i øjeblikket tiltalt for bestikkelse af juridiske myndigheder. Italiens premierminister og Unionens kommende formand risikerer mellem tre og otte år i fængsel.
Det er desuden to år siden, han lovede at afklare sine interessekonflikter: Han er Italiens politiske leder og samtidig ejer af tre af de væsentligste nationale tv-kanaler. Berlusconi har ikke afklaret sine interessekonfikter. Det italienske formandskab vil sikkert ikke skabe europæiske folkefornemmelser. Berlusconi er et penibelt eksempel, men rotationsprincippet er et principielt problem. Når formandskabet skifter hvert halve år, er det vanskeligt at forestille sig EU-politisk kontinuitet. Og når der mangler kontinuitet, bliver det ydermere svært for de europæiske befolkninger at aflæse EU som politisk aktør.
Omtrent 60 procent af de nationale love dekreteres allerede fra Bruxelles, og de 60 procent er ikke sat på synlig repræsentation. Giscard d’Éstaing fremhæver synligheden som et demokratisk momentum: Præsidenten vil sætte ansigt på den europæiske politiske proces. Amerikanerne efterlyser et telefonnummer, europæerne savner et ansigt.

Kandidaterne
Forskellige ansigter er allerede sat i spil. Den spanske regeringsleder, José Maria Aznar, har været nævnt som en mulighed, Aznar har annonceret, at han ikke genopstiller ved det spanske parlamentsvalg i 2004. Men den eventuelle præsident skal for at skabe synlig kontinuitet i et felt med forskellige nationale interesser kunne mediere væsentlige modsætninger. Mange vurderer i det perspektiv Aznars entydige opbakning til den amerikansk ledede krig i Irak som et problem.
Andre har fremhævet den tidligere hollandske regeringsleder Wim Kok som mulig kandidat. Beneluxlandene har traditionelt markeret sig som troværdige europapolitiske aktører.
Men favoritten er indtil videre den tyske udenrigsminister Joschka Fischer. Fischer er eminent til at skabe identifikation. Som ung var han som bekendt aktiv på den yderste venstrefløj: støttede Arafat og PLO’s væbnede kamp mod den israelske bosættelse og var hjemme i Tyskland i åben voldelig konfrontation med det tyske politi. I dag er Fischer en fin og forbilledlig politisk forhandler. Han markerede på den ene side utvetydig modstand mod krigen i Irak men i modsætning til sin kansler Schröder har han på den anden side bevaret kommunikative forbindelser til det amerikanske diplomati.
Men det er vanskeligt at præsidere samlende overfor Den Europæiske Union: Der er konflikten mellem store og små lande. Der er modsætningen mellem de gamle EU-lande og de nye ansøgere. Endelig fremhæves antydningen af Nord-Syd-akse.
En europæisk præsident skal kunne repræsentere hele pakken. Kan han eller hun ikke bliver den fundamentale konflikt mellem europæiske befolkninger og den europæiske politiske elite ikke artikuleret, men derimod forstærket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her