Læsetid: 5 min.

Ideen Europa

31. maj 2003

INTERMETZO
Berlin i maj: Det er ikke overdrevet med den Berlinerluft. Når højtrykket lægger sig over Mark Brandenburg og omegn , behøver termometret ikke snige sig mange grader over 19, før det er rigtigt varmt. Man sidder ude og behøver ikke lade som om det er behageligt som på vore flade fugtige og blæsende øer. Derfor også disse mængder af fortovscaféer i den genrejste tyske hovedstad, hvis format som metropol – flerkulturel, multietnisk smeltedigel – år efter år lægger alen til væksten. Hvert gensyn bekræfter: Preussens højkultur genopstået og uden militarismen
Dansk Folkepartis gennemuhæderlige tryksag tog for et par år siden Berlin til indtægt som eksempel på umuligheden ved menneskelig mangfoldighed. Ulla
Dahlerups uvederhæftige reportage fra Kreutzberg dementeres til stadighed af virkeligheden. Trods brandattentater mod tyrkerne, trods forsøget på genoplivning af racerenhedskrav og flommenationalisme over for andre nytyskere praktiseret af kronragede neogermanere i støvler og hagekors, lykkedes det ikke at forpurre den berlinske sameksistens.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad Adolf ville have følt ved Berlins trivsel, der i fest og farver giver sig udslag i den totale afvisning af krig som civiliseret politisk redskab samt en åbenlyst demonstreret velbehagelighed ved tilværelsens bløde værdier. Trods krisen, som ikke kradser særlig tydeligt i Berlin, præger byggeboomet fortsat store dele af byen, nu også med et væld af kraner i West End. Turen efter mastodontgenopbygningen i Potsdamer Platz kvarteret er nu kommet til at udbedre 1960’ernes fortvivlende beton-uopfindsomhed. Zoo-Charlottenburg ved Gedächtnis skal have et løft for ikke at blive sejlet agterud af Potsdamer og det gamle nu igen mondæne Unter den Linden-afsnit.
Her har atter et arkitektonisk mesterværk rejst sig. I forbindelse med Zeughaus på selve Unter den Linden over for Staatsoper indviedes her den 25. maj den store kinesisk-amerikanske arkitekt I. M. Peis tilbygning: ’Ausstellungshalle für das Deutsche Historische Museum’. Denne enestående foreløbige hovedindgang i Am Festungsgraben til selve det kommende stormuseum ved Spree er center for skiftende udstillinger i forbindelse med et renoveret tysk nationalt historisk museum, hvis åbning er fastsat til engang i 2004.
Peis hus der kan studeres i større sammenhæng, takket være en specialudstilling af arkitektens øvrige museumsbygninger rundt i verden, er et storværk i sig selv og står sig fint i rækken af andre Pei-museer, bl.a.: det nye Louvre, Des Moines Art Center, National Gallery i Washington, Herbert Johnson Museum of Art og Everson Museum of Art. Dertil kommer igangværende museumsbyggerier i Luxembourg og et fabelagtigt islamisk kunstcenter i Golfen.
I modsætning til Libeskinds genialske men museumsmæssigt set umulige bygningsmonument for den tyske jødiske historie, er Peis første hus i Berlin samtidig med dets værdi i sig selv klædeligt selvudslettende, så såre det åbner sig for sin bestemmelse: indholdet, museumsgenstandene, fortællingen.

Et transparent trappehus af cylindriske forskudte former føjet ind i en forhal atter føjet ind til sandstenshusets sarte flader byder den besøgende velkommen. Gennemsigtigheden i robuste stålindfatninger holder ustandseligt kontakt til Zeughaus’ foranliggende barokfacade og gør sig ubesværet til del af det gamle hus og de øvrige historiske omgivelser. Det er meningen at de to huse, der allerede er hægtet sammen ved en underjordisk sammenføring, fremover skal opleves som ét.
Selve museumsrummene er som højloftede venlige huler, hvor forskydelige vægge opfylder alle arrangørers bønner om fleksibilitet.
Betegnende for tysk selvforståelse i disse tider åbnedes huset med – dels særudstillingen af Peis værker – dels udstillingen ’Idee Europa. Entwürfe zum Ewigen Frieden’. Betegnende derved at det tyske nationale historiske museum skubber nationalstatstraditionen i baggrunden til fordel for det europæiske eller den større sammenhæng og – tør man sige det – fredsprojekt Europa.
Der er nok at øse af. Udstillingen der kræver mere end det almindelige af gæsten, tilbyder et fuldstændigt katalog til videre fordybelse. Heraf fremgår de skiftende samlende europæiske bestræbelser på fred ved krigens midler i al deres himmelråbende gru. Det hele er med – også Danmark, dog kun repræsenteret ved Kalmarunionen og Niels Simonsens berømte skilderi: ’Tilbagetoget fra Dannevirke’. For arrangørerne af denne Europa-fremstilling ligger det temmelig klart i kortene, at Unionen er kronen på alle positive bestræbelser mod ’den evige fred’. Eller i det mindste den holdbare fred. Akkurat som det nordiske samarbejde påviseligt og med en antydning i udstillingen kan siges varigt at have afrustet forholdet mellem Danmark og Sverige. Utopien er med andre ord ikke hen i vejret.
Et citat af Churchill er malet på væggen ved siden af Napoleons sølverne, forgyldte Europæiske drøm af en halvgudinde: Der er kun en vej fremover, skal vi undgå ragnarok: Europas forenede stater.
I den tyske intellektuelle tilnærmelse til det europæiske gør man sig – i hvertfald i denne udstilling – ikke mange tanker om modstanden mod den europæiske forbrødring. En sådan ses mere tilbageskuende som nationalismens kramper. I virkeligheden burde man jo i en sådan samling medtage et eksemplar af den danske europæiske afvisning. Pia Kjærsgaard eller pastor Krarup i montre. Ikke kønt i sammenhængen, men dog udtryk for den systematiske historieforvridning som også var Europas tragedie. Den europæiske civilisation bærer unægteligt og uafladeligt i sit skød det dybeste barbari af tarvelig nationalselvovervurdering og ufattelig intolerance. Her er det lille land højt mod nord leveringsdygtigt til flere montrer. Aktuelt burde arrangørerne have medtænkt den danske statsministers indsats under udvidelsesforhandlingerne, hvor han ene mand forsøgte at tage æren for årtiers bestræbelser og andre, både politikere og embedsmænds ihærdige forudgående arbejde. En båndsløjfe fra dokumentarfilmen med Fogh Rasmussens forsøg på kreativ bogføring til eliminering af Per Stig Møller og de øvrige, der også gerne ville være med i billedet, kunne illustrere, hvorledes forfængelighed og politisk nationalistisk orienteret udygtighed stadig er det internationale samarbejdes værste fjende.
Udstillingen er ikke desto mindre en omvej værd. Udstillingen og Peis hus er en rejse værd. Når hele Zeughaus-projektet står færdigt, bliver det nye museum utvivlsomt et længere ophold værd.

Det tager, uden at gennembryde lydmuren, seks timer at køre i bil fra København til Berlin. Hvis Scandlines en skønne dag indsætter en hydrofoil på ruten Gedser-Rostock er der yderligere en time at spare. Berlin er målt med dansk alen ikke en dyr by at rende rundt i. Eller køre i. Trafikken er civiliseret, nærmest venlig. Man kan godt sænke paraderne hjemmefra. Folk giver hinanden plads og holder tilbage og kører kun sjældent over for rødt. Berlinerne har dertil været så kloge at bygge parkeringshuse eller kældre rundt i byen, hvor det ikke koster en formue at holde. Endelig, det kan ikke siges ofte nok, er det en strålende idé at tage en sight-seeing bustur på tre timer. Eller sejle på Spree med charmante udflugtsbåde der tilbyder mange slags ture. Helt op til 11 timer. Så får man også Köpenick med, og der er smukt og hyggeligt derude ved Dahme, hvor kaptajnen gik og gjorde preussisk militarisme til grin.
Der kan man sidde og drikke både det ene og andet og spise ostetærte og glo på pramtrafikken og de små sejlere. Herrlich, som de siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu