Læsetid: 3 min.

Intet nyt i Nemoland

Manege à deux: Søren Østergaard og Anders Lund Madsen er tilbage i Zirkus Nemo
24. maj 2003

Manege à deux: Søren Østergaard og Anders Lund Madsen er tilbage
i Zirkus Nemo

Zirkus
Lad mig straks bekende: Jeg er nemoist. Jeg bekender mig til cirkusdirektør Søren Østergaards pløkkede, badutspringende telttosserier og til Anders Lund Madsens verbale vanvidsvrøvlerier.
Jeg har for længst overgivet mig til deres kærligt-ironiske udstilling af hele den flossede, vidunderlige cirkuscharme med al dens glimmer, anstrengte smil, gammeldags optrækkeri og tomme falbelader. Kastet mig i savsmulden for Søren Østergaards store klovnesind, der folder sig ud i en sand ekstravaganza af forfærdelige og forfærdeligt menneskelige fjumreartister, der naturligvis – sandt for dyden – ikke kan særligt meget. Som sitrer af anspændt usikkerhed bag fernisen, de store tænder og de fjollede parykker.
Sjældent har jeg været så stjernetindrende lykkelig som på denne poesiens sidste skæve holdeplads, der sommer efter sommer har genfødt slidte cirkustraditioner. Intelligent, varmt og vanvittigt – og først og fremmest meget, meget morsomt.

Genbrug
Det er Zirkus Nemo i og for sig stadigvæk. Men i denne 5. sæson, der af zirkuset selv med største selvfølgelighed betegnes som 175 års jubilæum, er der god gang i genbrugen. Østergaard tyr til gammelkendte numre og kendinge, der får lov til at trække os rundt i manegen endnu en gang, hvad enten det nu er den hyper-anstrengte ballonkunstner Ole Bent, gentlemantyven Kim Tim fra Hvidovre, den ugidelige tryllekunstner eller ringenes herre i kropsnært trikot med fremspring.
Enten undervurderer direktøren publikums hukommelse. Eller også overvurderer han gensynsglæden. Sådanne forbehold gælder nu absolut ikke for den århusianske håndværksbager med de dansende wienerbrødsstænger. Ham får man aldrig for meget af. Det taktfaste bifald under teltkuplen vidner da også om, at nemoismen har et solidt og fast greb i den danske befolkning. De er kommet tilbage efter mere. Og efter et par sæsoners eksil er Anders Lund Madsen tilbage, hvor han hører til. Med fis i kaptajnskasketten og indforstået glimt i øjet stævner han strithovedet ind med sine absurde sludreprædikener og vrøvleoratorier. Og hvad kan vi så lære af dem? Absolut ingenting. Men det er stadig begavet nonsens fra ende til anden, skønt vi efterhånden kender formlen og den krøllede stil – sindssyge skrøner og opbyggelige røverhistorier uden megen morale fortalt med et utal af svinkeærinder.

Gennemsnitlige gæster
Desværre må man også konstatere, at de importerede gæsteoptrædende ikke rigtigt lever op til de charmerende besøg, som Zirkus Nemo tidligere har haft af aldrende artistpar, åndssvage ænder og bindegale negerhøvdinge. Ganske vist har gentleman-jongløren Monsieur Jeton da et dygtigt boldøje, mens den blonde Miss Anett er en strik i et tov. Og det menneskelige batteri, den strømførende, elektriske ål Miss Volta fra Nederlandene er en kuriøs oplevelse for fuld ampere. Men nogen særlig Nemosk air er der ikke over disse gennemsnitlige afgangselever fra fjerne, europæiske cirkusskoler.

Kald det kærlighed
Så kan vi vist heller ikke finde på flere reservationer. Hura! Står der skrevet på det fine, nye Nemo-skilt, som rulles ind i manegen som et venligt goddag og et pænt farvel. Bøjet i neon. Jeg vil gerne have lov til at stemme i. Jeg har det efterhånden med dette vidunderlige, selvbestaltede Zirkus, som man har det med en gammel kærlighed. Borte er den himmelråbende, altfortærende første forelskelse, som man kun oplever i den første tid. Tilbage er noget, som sådan set er lige så meget værd. En varm og venlig fornemmelse er kommet i stedet. Jeg er stadig glad for, at Nemo findes. Og der er masser af glæde i den trygge genkendelse. Men nu må direktøren ikke glemme, at alle parforhold trods alt kræver en smule fornyelse fra tid til anden, hvis man skal blive ved med at holde hinanden ud.

*Zirkus Nemo - Nu med neon. Ide: Søren Østergaard og Anders Lund Madsen. Iscenesættelse: Søren Østergaard. Kapelmester: Nicola Diklic. Holmen. Til 12. jul. Gratis havnebustransport t/r med Zirkus-billet. Svendborg 15.-26. jul. Århus 29. jul.-23. aug.
*www.zirkus-nemo.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her