Læsetid: 3 min.

Irak-krig kostede langt flere civile døde

Op mod 10.000 civile irakere menes dræbt under krigen mod Saddam-regimet
24. maj 2003

Det forholdsvis lave antal af civile dødsofre i Irak , som blev rapporteret umiddelbart efter sejren over Saddam-regimet, passer muligvis ikke. Nye forsøg på optællinger tyder på, at Irak-krigen tværtimod er den amerikanske krig næst efter Vietnamkrigen, der er gået hårdest ud over civilbefolkningen.
Uafhængige organisationer, der forsøger at optælle de dræbte, når frem til tal mellem 5.000 og 10.000 ofre, skriver udenlandske aviser. Dette uden at medregne tabstallene blandt de irakiske soldater, som ingen kender.
Til sammenligning anslås krigen i Afghanistan at have kostet mellem 1.200 og 3.000 civile ofre, mens Golfkrig en i 1991 skulle have dræbt 3.500 civile i de direkte kampe (langt flere mistede livet under krigens efterspil).
Den humanitære gruppe CIVIC (Campaign for Innocent Victims in Conflict) har sendt 150 frivillige rundt i Irak for at indsamle beretninger fra vidner og pårørende. De når frem til, at der alene i den sydlige by Nassiriya blev dræbt flere end 1.000 civile irakere, og næsten lige så mange i Bagdad.
Tidligere på ugen skrev Los Angeles Times, at dens reportere ved at besøge Bagdads 27 hospitaler var nået frem til et tal på 1.700 civile dræbte og 8.000 sårede alene i hovedstaden. Dertil skal lægges op til 1.000 yderligere civile ofre, som blot er blevet begravet af pårørende og naboer uden, at nogle har registreret dem.
En af de faktorer, der gør det svært at opgøre nøjagtige tabstal, er de paramilitære Fedayeen-styrker, som skjulte sig i privathjem i civilt tøj.

Blodig landkrig
Irakisk Røde Halvmåne forsøger også at gøre antallet af dræbte og forsvundne op. »I Bagdad har vi fundet 1.000 grave, og det er ikke det endelige tal. Hver dag finder vi flere,« siger Ali Ismail fra Røde Halvmåne til avisen Christian Science Monitor om de massegrave, som lokale udpeger for organisationen.
Et stort antal dræbte civile er fundet langs Eufrat mellem Nassiriya og Najaf, hvor amerikanske marineinfanterister kæmpede sig frem mod Bagdad. Her foregik der hårde kampe, som kostede mange civile ofre, i modsætning til luftangreb, som generelt koster færre civile tab.
»Luftkrige er ikke fejlfrie, men hvis man har præcisionsvåben kan man gøre meget for at ramme korrekt,«
siger Reuben Brigety fra Human Rights Watch. »Det samme gælder ikke for kampe på land. Krig på land er en grim affære.«
Den udbredte brug af klyngebomber er en anden vigtig årsag til civile tab. Human Rights Watchs efterforskere siger, at de har fundet tegn på »massiv brug af klyngebomber i tæt befolkede områder,« hvilket modsiger den amerikansk-britiske koalitions ud-talelser om, at bomberne fortrinsvis blev brugt i ubebyggede områder.
Kombinationen af klyngebomber, vildfaren artilleriild mod irakiske styrker, tæt på civile områder og gadekampe, betyder at dødstallene kan være op mod 10.000, siger to efterforskere, som ikke ønsker at stå frem før deres undersøgelser er afsluttet.
»På en måde er det omsonst at tale om mange eller få civile dræbte,« siger Reuben Brigety: »Det er vigtigere at spørge, om drabene kunne være undgået.«
Men nødhjælpsorganisationer har brug for et præcist antal, mener Michael Loua, informationschef, Læger uden Grænser: »Hvis der er mange døde i et bestemt område, vil det også være tegn på, at der er mange sårede. Så i forhold til at kunne magte opgaverne, er det vigtigt. Så man er forberedt bedst muligt,« siger han til Information.
Specielt for Læger uden Grænser er antallet af døde og sårede også vigtigt i forhold til at »fastholde de stridende parter på deres ansvar,« siger Michael Loua.
»De har ansvaret for at holde de civile tab lavest muligt, og derfor er tallene vigtige.«

FAKTA
Dødstallene
*4. maj udsender nyhedsbureauet Knight-Ridder Agency et tal på mellem 1.100 og 2.355 dræbte.
*15. maj mener AP, at 2.100-2.600 civile er dræbt.
*Webstedet Iraqbodycount.net, anslår, at 4.065-5.223 civile blev dræbt.
*18. maj rapporterer Los Angeles Times, at 1.700-2.700 civile blev dræbt i Bagdad og omegn.
*22. maj vurderer
Christian Science Monitor
at det samlede antal civile dræbte er 5.000-10.000.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her